Digtsuiten ”Fuga” udgør samlingens femte afsnit og har tidligere været udgivet som en selvstændig bog med illustrationer af Dea Trier Mørch. At genoptrykke digte fra andre sammenhænge i nye udgivelser, var noget Ivan Malinowski gjorde flere gange i forfatterskabet. ”Fuga” handler om modsætninger. Vinden blæser gennem digtene og verden, der er styret af modsatrettede kræfter. Det ottende og afsluttende digt i Fuga-suiten består udelukkende af spørgsmål, der kan besvares med et ja eller et nej. Spørgsmålene kredser om paradoksale fænomener i verden, som tid og forholdet mellem det enkelte lille individ og det store ubegribelige univers. Sprogligt leger Malinowski med talemåder og faste udtryk og forskyder deres betydning, så de rejser overraskende og eksistentielle spørgsmål. Eksempelvis når han spørger ”Kan man føre solen bag lyset?”. Svaret på de mange spørgsmål blæser i vinden, for der gives ingen enkle og entydige svar på tilværelsen store mysterier.
Vinden optræder som et kraftfuldt naturfænomen og er et af samlingens stærkeste symboler. Den repræsenterer forandring, forvirring og ideologisk omskiftelighed. Samtidig er vinden et billede på det kinesiske begreb tao, der direkte oversat betyder ”vejen” og betegner en evig kraft, som flyer gennem alt i universet. Samlingens sidste digtsuite ”Ormenes grænse” er, til trods for sin titel, et af Malinowskis mere optimistiske digte. Heri tolkes håbet og kærligheden som livets kerne og mennesket som et væsentligt led i naturens store kredsløb.