Baggrund

Citat
”Den elegante mand er steget ud af limousinen, han ryger en engelsk cigaret. Han betragter den unge pige i herrehatten og guldskoene. Han kommer langsomt henimod hende. Han er synligt skræmt. Han smiler ikke med det samme. Først byder han hende en cigaret. Hans hånd ryster. Der er denne forskel i race, han er ikke hvid, han må hæve sig op over hende, det er derfor han ryster. Hun siger, at hun ikke ryger, ellers tak. Hun siger ikke andet, hun beder ham ikke om at lade sig i fred.”
”Elskeren”, s. 30.

Det meste af sit liv boede Marguerite Duras, født Donnadieu, i Frankrig, men hun er født og opvokset i Vietnam, som dengang var en fransk koloni. Begge hendes forældre var franske lærere, der arbejdede i kolonien, men allerede da Duras var fire år gammel, blev faren syg og døde. Moderen var efterladt som eneforsørger for Duras og hendes brødre, og familien levede fattigt. Som femtenårig indledte Duras en affære med en velhavende kinesisk mand, på trods af at det både var ilde set for hvide at forelske sig i kinesere og for en velhavende kineser at forelske sig i en fattig. Denne affære, og erfaringerne fra livet i kolonien Indokina, beskriver hun blandt andet i ”Un Barrage Contre le Pacifique”, ”Elskeren” og ”Elskeren fra Nordkina”.

Som attenårig flyttede Duras til Paris, hvor hun studerede først matematik, siden statsvidenskab og jura. Under Anden Verdenskrig var Duras medlem af den franske modstandsbevægelse og af Kommunistpartiet. Hendes mand, modstandsmanden Robert Antelme, blev arresteret og sendt til en koncentrationslejr, han overlevede opholdet, men kom hjem syg og afkræftet. Duras hjalp og plejede ham, men da han var kommet sig fysisk, forlod hun ham. Hendes lange venten på Antelme beskriver Duras i bogen ”Smerten”, en samling af dagbogsnotater og historier hun skrev under og efter krigen. Efter bruddet med Antelme giftede hun sig med en af deres fælles venner Dionys Mascolo; de fik senere en søn sammen.

Under krigen var Duras begyndt at udgive bøger. Hun skrev avisjournalistik om især social marginalisering, romaner og noveller. I 1958 fik hun sit egentlige gennembrud med romanen ”Moderato Cantabile”. Duras skrev og instruerede desuden film, den mest kendte er ”Hiroshima mon Amour” fra 1959. I det hele taget var hun meget synlig i offentligheden; hun gav ofte sin mening til kende om politiske forhold, og fra midten af 1970'erne og op gennem 1980'erne gav hun en række lange og meget private tv-interviews, som cementerede hendes status, ikke bare som forfatter, men som medieikon.

I lange perioder, især mod slutningen af hendes liv, led Duras' helbred meget under hendes alkoholisme. Hendes sidste år tilbragte hun med Yann Andrea, en 38 år yngre mand, som både var hendes elsker og sekretær og som spillede med i hendes film. Hun døde i 1996.