I 1963 udgav den franske forfatter Alain Robbe-Grillet essaysamlingen ”På vej mod en ny roman”, som skulle blive toneangivende i læsningen af tidens især franske romaner, og som ligeledes gav fællesbetegnelsen nouveau roman eller den nye roman til en mængde værker, deriblandt flere af Duras. Denne nye form, mente Robbe-Grillet, var karakteriseret ved ikke at tænke i plot, handling og udvikling hos karaktererne, som det ses i mange traditionelle romaner. De nye romaner var i stedet rige på detaljer, objektbeskrivelser, gentagende bevægelser og forkastede den alvidende tredjepersonsfortæller til fordel for forskellige eksperimenter med nye fortælleformer.
Som skønlitterær forfatter arbejdede Robbe-Grillet ligesom Duras med stærkt subjektive fortællepositioner, for eksempel i romanen ”Jalousi” fra år 1957, som handler om en mand, der udspionerer sin kone og en nabo, konens mulige elsker, gennem et vindue dækket af persienner. Som i flere af Duras’ romaner arbejder Robbe-Grillet i ”Jalousi” også med sammenhængen mellem begær, blik og spekulation. Af andre samtidige franske forfattere, som eksperimenterede med romanformer og erindringsstof, kan nævnes Nathalie Sarraute og Claude Simon.
Francoise Sagan skrev om kvinder, seksualitet og kærlighed i 1950'ernes og 1960'ernes Frankrig. Ligesom Duras skriver Sagan om at være en ung kvinde med et seksuelt forhold til en ældre mand i romanen ”Et usikkert smil” fra år 1958. Selvom Sagans tekster er lettere og på sin vis mere humoristiske i tonen end Duras', har hun et lakonisk og klart udtryk, som gør dem beslægtede.
En anden fransk kvinde, som skrev langt mere eksplicit om seksuelle emner, var Anaïs Nin, der udgav allerede i årene før Anden Verdenskrig. Hun er mest kendt for sine erotiske noveller og for sine dagbøger. Ligesom Duras har hun skrevet omfattende om sin selvbiografi, der ligeledes bærer et præg af selvmytologisering. De to har endvidere en stor interesse for især kvindeligt begær og seksualitet til fælles.
Man kan finde forfattere, som benytter sig af nogle af de samme greb som Duras, men det er svært at finde noget som rigtig ligner hendes tekster og det omfangsrige corpus af værk, fortælling og myte som på sin vis er Duras. Stilistisk er der noget virkelig særegent ved hendes arbejde med stoffet og ved hendes sprog, som er så sikkert skrevet, så sikkert også i beskrivelsen af og omgangen med alt det, som ikke kan siges eller forklares.