Jeg havde bedt ham om at gøre det igen og igen. Om at gøre dette med mig. Han gjorde det. Han gjorde det, klæbrig af blod. Og det var faktisk dødeligt. Og det var dødeligt.”
”L'Amant”, 1984 (”Elskeren” fra 1985) er en selvbiografisk roman om Marguerite Duras' opvækst i Vietnam, dengang Fransk Indokina. I romanen beretter en jeg-fortæller om sine oplevelser som barn af en fattig fransk familie i kolonien, hvor faderen er død og moderen må forsørge tre børn alene. Sproget er klart, sansende og scenisk.
Som ung bliver pigen sendt på kostskole, hun møder en rig kinesisk mand på færgen over floden Mekong. De to forelsker sig voldsomt og påbegynder en seksuel relation, men ved fra begyndelsen, at et forhold som deres, på grund af klasse- og raceforskellen, ikke kan vare ved. Pigen udviser et voldsomt begær efter sin elsker, hun er på sin vis i kontrol og tvinger ham til at behandle hende som han ville behandle en prostitueret; på en måde smelter lystfuldheden og de brutale sociale vilkår sammen i deres elskov.
Igen og igen bevæger teksten sig mellem moderen, en voldelig storebror og en underdanig lillebror, elskeren, kostskoleveninden, moderens håbløse forsøg på at dyrke landet, floden, og det tøj, pigen går i, en hat, en kjole og et par guldlamésandaler. Romanen er ikke så meget en erindret fortælling, den består af gentagne erindringer flettet sammen med overvejelser om, hvordan hukommelsen forbinder sig til landskaber, ansigter, rejser og personer. Især fotografiet spiller en væsentlig rolle, teksten beskriver flere fotografier fra fortællerens liv, men også situationer, som ikke blev fotograferet. Fotografiets funktion er at skille et tidspunkt fra tidens helhed, men ikke alle de tidspunkter, som skiller sig ud, bliver fotograferet. I visse passager overtager teksten fotografiets måde at vise en situation, især det første møde med elskeren er beskrevet næsten filmisk, tæt og fyldt af detaljer, og der specificeres, hvad der er i billedet, hvor billedet starter og slutter, som om teksten var et filmklip.
46213734
Romanen veksler mellem fortælleformer, der optræder et erindrende jeg, men den samme person som barn omtales også som et hun eller den lille. Erindringen bliver en underlig talen om sig selv, jeg'et bliver fordoblet i sin egen fortælling, en distance skydes ind mellem dengang og nu. Ligesom når man fotograferer, bliver man nødt til at hive noget ud fra helheden for at kunne se det igen.
Note om ”Elskeren fra Nordkina”
Efter udgivelsen blev ”Elskeren” filmatiseret af instruktøren Jean-Jacques Annaud. Men allerede omkring det tidspunkt, hvor filmen udkom, havde Duras skrevet en ny version af samme historie, som hun udgav under titlen ”Elskeren fra Nordkina”. Angiveligt var hun ikke tilfreds med filmen, og den nye version er da også skrevet med eksplicitte henvisninger til, at den skal forstås som et nyt filmmanuskript – der er anvisninger i teksten til kameraføring og billedkomposition.
I ”Elskeren fra Nordkina” er det erindrende jeg, og de erfaringer som knytter sig til hendes liv i Frankrig, skrevet ud til fordel for et mere scenisk, kronologisk forløb centreret om de to elskende, forholdet til moderen og brødrene, og kostskolelivet med veninden Helene Langonelle. Bøgernes tydeligste forskel er således, at hvor ”Elskeren” alluderede til fotografiet, er ”Elskeren fra Nordkina” mere filmisk, længere og mere detaljeret i beskrivelsen af scener og relationer.
Bevægelsen med denne genskrivning af værket, som i sig selv lægger sig ovenpå motivet i den langt tidligere ”Un Barrage Contre le Pacifique”, er den del af de gentagelser og versioneringer af hendes eget liv, som i så høj grad præger Duras’ forfatterskab. Hun bliver aldrig for alvor færdig med sit stof.