Græsk-armenske Petros Markaris blev født i Istanbul i Tyrkiet i 1937, gik på tysksproget gymnasium i Istanbul og studerede økonomi i Wien og Stuttgart. I 1964 slog han sig permanent ned i Athen. Efter sine studier i økonomi arbejdede han som forretningsmand. Hans skriftlige virke manifesterede sig i første omgang i form af teater- og filmmanuskripter, og han arbejdede blandt andre sammen med den græske filmskaber Theo Angelopoulos. Derudover oversatte han klassiske tyske værker af blandt andre Goethe og Brecht til græsk. Han debuterede relativt sent som romanforfatter med bøgerne om kriminalkommissær Costas Haritos, som udkom i 1990’erne.
Markaris bosatte sig permanent i Athen nogle få år før juntaens magtovertagelse. Juntaen var Grækenlands militære diktatur i årene 1967 til 1974, der i sin regeringstid brutalt undertrykte sine politiske modstandere. Studenteroprøret og de andre politiske bevægelser, der prægede Europa på dette tidspunkt, gik dog ikke ubemærket hen i den græske befolkning. Særligt blev teatret et sted, hvor kunstnere og intellektuelle mere eller mindre indirekte kunne udtrykke deres utilfredshed med styret. Det beskriver Markaris i essayet ”Greece: The other side of 1968”.
Markaris benyttede sig af teatrets rum som et sted til at udfolde sin kreativitet politisk. I 1971 blev et af hans stykker, ”The Tale of Ali Retzo”, opført på den athenske teaterscene. Inspireret af Bertolt Brecht satte Markaris spørgsmålstegn ved politisk udbytning og undertrykkelse. Opførslen opnåede stor succes blandt sit græske publikum, idet den indkapslede den politiske frustration blandt alle dem, der var modstandere af juntaen.
Petros Markaris er stadig en samfundsrevser i den græske debat. I forbindelse med den aktuelle økonomiske krise i Grækenland har han markeret sig i såvel græske som udenlandske aviser. Med sin både græske og tyske tilknytning har han placeret sig selv som en form for mægler mellem EU på den ene side og den græske befolkning på den anden. Markaris ønsker en fortsat tilknytning til EU, og han ser med bekymring på højrenationalistiske strømninger som gruppen Gyldent Daggry. Samtidig har han stor forståelse for den enkelte grækers desperation ved udsigten til flere besparelser. Det er disse vilkår, han forsøger at skildre i sine romaner.