Petros Markaris

Græsk-armenske Petros Markaris blev født i Istanbul i Tyrkiet i 1937, gik på tysksproget gymnasium i Istanbul og studerede økonomi i Wien og Stuttgart. I 1964 slog han sig permanent ned i Athen. Efter sine studier i økonomi arbejdede han som forretningsmand. Hans skriftlige virke manifesterede sig i første omgang i form af teater- og filmmanuskripter, og han arbejdede blandt andre sammen med den græske filmskaber Theo Angelopoulos. Derudover oversatte han klassiske tyske værker af blandt andre Goethe og Brecht til græsk. Han debuterede relativt sent som romanforfatter med bøgerne om kriminalkommissær Costas Haritos, som udkom i 1990’erne.

Markaris bosatte sig permanent i Athen nogle få år før juntaens magtovertagelse. Juntaen var Grækenlands militære diktatur i årene 1967 til 1974, der i sin regeringstid brutalt undertrykte sine politiske modstandere. Studenteroprøret og de andre politiske bevægelser, der prægede Europa på dette tidspunkt, gik dog ikke ubemærket hen i den græske befolkning. Særligt blev teatret et sted, hvor kunstnere og intellektuelle mere eller mindre indirekte kunne udtrykke deres utilfredshed med styret. Det beskriver Markaris i essayet ”Greece: The other side of 1968”.

Markaris benyttede sig af teatrets rum som et sted til at udfolde sin kreativitet politisk. I 1971 blev et af hans stykker, ”The Tale of Ali Retzo”, opført på den athenske teaterscene. Inspireret af Bertolt Brecht satte Markaris spørgsmålstegn ved politisk udbytning og undertrykkelse. Opførslen opnåede stor succes blandt sit græske publikum, idet den indkapslede den politiske frustration blandt alle dem, der var modstandere af juntaen.

Petros Markaris er stadig en samfundsrevser i den græske debat. I forbindelse med den aktuelle økonomiske krise i Grækenland har han markeret sig i såvel græske som udenlandske aviser. Med sin både græske og tyske tilknytning har han placeret sig selv som en form for mægler mellem EU på den ene side og den græske befolkning på den anden. Markaris ønsker en fortsat tilknytning til EU, og han ser med bekymring på højrenationalistiske strømninger som gruppen Gyldent Daggry. Samtidig har han stor forståelse for den enkelte grækers desperation ved udsigten til flere besparelser. Det er disse vilkår, han forsøger at skildre i sine romaner.

I første del af Petros Markaris’ krisetrilogi ”Ληξιπρόθεσμα Δάνεια”, 2010 (”Forfaldne lån”, 2015) er finanskrisen allestedsnærværende, og en række højtstående finansfolk taber hovedet. Bogstaveligt talt, for de halshugges af en udspekuleret morder, som ikke levner mange spor. Costas Haritos – kriminalkommissæren fra forfatterens andre kriminalromaner – er den, der må håndtere de hovedløse lig. Haritos er en midaldrende middelklassemand, hvis kone er hjemmegående, og hvis datter netop har giftet sig. Handlingen veksler mellem opklaringsarbejde og scener i familiens skød.

Haritos er mest optaget af sin opklaring, men han bliver alligevel tvunget til at sætte sig ind i finansverdenens skruppelløse metoder for at forstå morderens tankegang. Da en ukendt gerningsmand via plakater og avisannoncer opfordrer folk til ikke at betale deres lån tilbage, må Haritos for alvor grave dybt i, hvordan bankverdenen agerer, og hvem der gerne vil hævne sig på den. En usædvanlig udfordrende opgave, da bankverdenen ikke ligefrem mangler fjender.

51807685

Undervejs bliver Haritos forstyrret i sin efterforskning af Antiterrorkorpset, der er opsat på at efterforske mordene som en terrorhandling. For journalisten Sotiropulos, der dækker Haritos' sag, er det påståede terrormotiv noget vås: ”Jeg ville med glæde dræbe en bankdirektør, og som du ved, er jeg ikke terrorist. Påstanden om, at det er en terrorhandling, er en bekvem udvej, så I kan stikke blår i øjnene på folk nu, hvor I har fået hele landet til at gå til bunds” (s. 77). Gennem karakteren Sotiropulos udtrykker Markaris her en generel frustration blandt menige græske borgere over at være dem, der må betale for den økonomiske elites korruption.

Markaris skriver i en nøgternt registrerende stil med Haritos som jegfortæller. Haritos er ved første øjekast en jævn type, der har svært ved at gennemskue de økonomiske mekanismer, som også han selv, hans familie og kolleger påvirkes af, og han synes heller ikke synderligt følelsesmæssigt påvirket. Han er lidt som de græske tragediers karakterer, der først til sidst forstår den fatale skæbne, de er underlagt. Blot er det her ikke enkeltpersonen Haritos, der styrer mod afgrunden, men selve det græske samfund.