I første del af Petros Markaris’ krisetrilogi ”Ληξιπρόθεσμα Δάνεια”, 2010 (”Forfaldne lån”, 2015) er finanskrisen allestedsnærværende, og en række højtstående finansfolk taber hovedet. Bogstaveligt talt, for de halshugges af en udspekuleret morder, som ikke levner mange spor. Costas Haritos – kriminalkommissæren fra forfatterens andre kriminalromaner – er den, der må håndtere de hovedløse lig. Haritos er en midaldrende middelklassemand, hvis kone er hjemmegående, og hvis datter netop har giftet sig. Handlingen veksler mellem opklaringsarbejde og scener i familiens skød.
Haritos er mest optaget af sin opklaring, men han bliver alligevel tvunget til at sætte sig ind i finansverdenens skruppelløse metoder for at forstå morderens tankegang. Da en ukendt gerningsmand via plakater og avisannoncer opfordrer folk til ikke at betale deres lån tilbage, må Haritos for alvor grave dybt i, hvordan bankverdenen agerer, og hvem der gerne vil hævne sig på den. En usædvanlig udfordrende opgave, da bankverdenen ikke ligefrem mangler fjender.
51807685
Undervejs bliver Haritos forstyrret i sin efterforskning af Antiterrorkorpset, der er opsat på at efterforske mordene som en terrorhandling. For journalisten Sotiropulos, der dækker Haritos' sag, er det påståede terrormotiv noget vås: ”Jeg ville med glæde dræbe en bankdirektør, og som du ved, er jeg ikke terrorist. Påstanden om, at det er en terrorhandling, er en bekvem udvej, så I kan stikke blår i øjnene på folk nu, hvor I har fået hele landet til at gå til bunds” (s. 77). Gennem karakteren Sotiropulos udtrykker Markaris her en generel frustration blandt menige græske borgere over at være dem, der må betale for den økonomiske elites korruption.
Markaris skriver i en nøgternt registrerende stil med Haritos som jegfortæller. Haritos er ved første øjekast en jævn type, der har svært ved at gennemskue de økonomiske mekanismer, som også han selv, hans familie og kolleger påvirkes af, og han synes heller ikke synderligt følelsesmæssigt påvirket. Han er lidt som de græske tragediers karakterer, der først til sidst forstår den fatale skæbne, de er underlagt. Blot er det her ikke enkeltpersonen Haritos, der styrer mod afgrunden, men selve det græske samfund.