Baggrund

Citat
“Hun hørte aldrig skuddet, fornemmede blot den hvislende kugle forbi hovedet. Begyndte at løbe i siksak i skæve, uberegnelige sving. Ny hvislen, nye retninger. Pludselig holdt landjorden op, og den rasende Østersø tog over. Bølger som sejl, skarpe som glas. Hun tøvede kun et sekund.”

“Paradiset”, s. 6-7.

Liza Marklund blev født den 9. september 1962 i Pålmark i Sverige. Hun voksede op i den lille landsby, som ligger mellem byerne Piteå og Älvsbyn i Norrbotten, lige under den arktiske cirkel. Sin skolegang startede hun med grundskole i Lakafors og Kopparnäs, hvorefter hun fortsatte med mellemskole i Norrfjärdens Centralskole. Efter endt skolegang drog hun ud i den vide verden og arbejdede så forskellige steder som Mellemøsten, London, Los Angeles og Latinamerika.

Som 21-årig fik Marklund sit første barn, og kort efter startede hun på journalistuddannelsen ved Kalix Folkeuniversitet. Motivationen var en kærlighed til ord. Efter endt uddannelse arbejdede hun som fuldtidsjournalist i 15 år og dækkede områder som politik, økonomi og kriminalitet i nogle af Skandinaviens største aviser. Gennem de sidste år af journalistkarrieren arbejdede hun som chefredaktør på Morning Dailey og som nyhedschef for et tv-program.

Lidenskaben for journalistikken fik hende efterhånden til at vende sig mod krimilitteraturen, og 1998 blev året for Marklunds litterære debut. Siden er det blevet til i alt seks kriminalromaner, to romaner bygget over en kvindes vidnesbyrd og en debatbog. Marklund er en af de få forfattere, som kan leve af at skrive bøger. Hun er faktisk en kæmpe salgssucces. Eksempelvis var hendes roman “Primetime” fra 2002 den 13. mest solgte roman i verden det år, mens efterfølgeren “Røde ulv” var den 12. mest solgte bog verden over i 2003. Bøgerne er udgivet på adskillige sprog, og tilsammen har de solgt over syv millioner eksemplarer verden over. Marklund har dog ikke sluppet avisspalterne helt. Hun har således en fast klumme både i Expressen i Sverige og i Verdens Gang i Norge, hvor hun skriver om emner som demokrati, Irakkrigen, terrorisme og svensk politik.

I dag lever Marklund henholdsvis i Stockholm og i Sydspanien. Hun har mand og tre børn, og så ejer hun et af Sveriges mest succesfulde forlag, Piratförlaget, sammen med forfatteren Jan Guillou og hans kone Ann-Marie Skarp. Når hun skal beskrive sig selv, lyder det som følger: “Jeg er helt, helt almindelig. Ofte arbejder jeg for meget og spiser for lidt (og forkert). Jeg får rengøringsvanvid, når svigermor skal komme og bliver altid syg, når jeg har fri. Når jeg drikker for meget fredag aften, får jeg det helt urimeligt dårligt om lørdagen. Jeg prøver at løbetræne, men finder som oftest på undskyldninger for at slippe. Jeg kæmper med mit hår og køber for dyre ansigtscremer. Jeg har masser af veninder, der ligner mig på en prik. Vi står midt i livet og elsker hvert eneste sekund af det, selv om vi sommetider er for trætte til at huske på det.” Ifølge præsentationen af Liza Marklund på det danske forlag Fremads hjemmeside (se kilder). Men så almindelig er hun nu ikke. Hun er en forfattersucces af dimensioner, hun er en flittig kommentator i aviserne, hun medvirker i reklamefilm, deltager i chats, og desuden er hun gennem de ti år, hun har været forfatter, blevet nomineret til en mængde svenske priser – eksempelvis blev hun i 2001 nomineret til årets hetero af det svenske selskab for bøsser og lesbiske.