Som belønning for Annikas oprulning af den Serbiske mafias virke i såvel Serbien som Sverige, er Annika blevet fastansat på kriminalredaktionen i “Prime Time” fra 2002 (“Primetime”, 2002). Da Annika kommer tilbage fra barsel, nu som mor til to, bliver hun hurtigt involveret i en stor mediesag. På årets korteste nat har tretten personer været samlet på en øde beliggende herregård i forbindelse med årets største medieshow. De tilstedeværende er programmets medarbejdere samt gæster. Om morgenen bliver showets programvært, den smukke Michelle Carlsson, fundet dræbt af et pistolskud, og de tolv tilstedeværende er blandt de hovedmistænkte. Deriblandt Annikas nære veninde Anne Snapphane, popstjernen John Essex og programmets producer, Karin Bellhorn.
Mordet forandrer Annikas tilværelse. Hun kommer i tvivl om sin bedste venindes uskyld, hun kommer atter i tvivl om sine egne kompetencer, og da kæresten Thomas beskylder hende for at svigte familien, føler hun sit livsgrundlag skride.
“Primetime” er en intens thriller om berømmelsens pris. Om hvor langt folk er villige til at gå for at kunne sole sig i berømmelsens hede skær, hvordan berømmelsen indvirker på folk, og hvilken intens magt den har.