Grønland

© Jørn Mathiassen
© Jørn Mathiassen

Bøgerne om Elisa udgør en grønlandsk pendant til ø-kvartetten. Fire bøger, der viser forskellige facetter af livet i en lille grønlandsk bygd, lavet i samarbejde med Jørgen Liljensø. Også her betingede Jørn Mathiassen sig, at han kun ville lave noget, han selv havde set, så bøgerne er lavet med udgangspunkt i skitser fra hans tidligere rejser i Grønland.

Billederne er præget af hans betagelse af det grønlandske landskab og dets indbyggere. Alt er skildret med en varme, så man mærker, der er levende modeller og virkelige situationer som forlæg. Der ligger noget blødt og afrundet i illustrationerne, der fint supplerer den knappe tekst.

Naturligt nok i disse skildringer af is-og snefyldte vidder er blå den dominerende farve. "Den blå er så vigtig til at give fornemmelsen af rum og kulde", siger Jørn Mathiassen og ærgrer sig lidt over, at den ikke altid bliver helt rigtig i den trykte gengivelse.