- © Jørn Mathiassen
De tekster, Jørn Mathiassen har illustreret , spænder vidt: fra hverdagsrealismen over eventyr til ren poesi, og han formår at give med- og modspil til alle slags.
Normalt er synsvinklen i hans billeder som hos én, der står med begge ben solidt plantet på jorden. Men i de blå/sorte illustrationer til inuiteventyret Da hajen fik sin skarpe lugt tager han os også med under vandet til sæler og hajer. Og selvom alt stadigvæk har en reference til noget sanset og udtrykket er realistisk, spiller det enkle og tidløse i hans stil smukt sammen med den magi- og fantasiprægede tekst.
Et eksempel på modspil til en tekst er blyantstegningerne til Bent Hallers Våbenlegen. Denne socialrealistiske fantasi gennemspiller med to børn og en legetøjshandler som hovedpersoner de absurde politiske mekanismer, der optrapper et våbenkapløb.
Hvor teksten er præget af en kold, dyster gråhed, understreger illustrationerne ved deres persontegning styrken i børnenes livsduelighed og hænger legetøjsmanden ud som bogens dekadente skurk, som var han en figur i en Scherfig-roman. Jørn Mathiassen splitter på den måde Hallers gråhed i poler, der mere ligner sort og hvidt og giver. dysterheden et anstrøg af satire.
- © Jørn Mathiassen
Det poetiske i Jørn Mathiassens stil spiller sammen med grundtonen i Trilles Dyveke betyder lille due. Denne stilfærdige specialitet blev egentlig først lavet til TV og er et portræt af en pige og hendes stille kamp for at bevare magien i hverdagen, symboliseret ved de fugle, hun iagttager fra sit vindue. Pigens længsel efter at kunne flyve, udtrykkes ved en magisk tusmørke- og efterårsstemning i billederne.
De bløde stregtegninger med en varmt rustrød som eneste farve giver stemningen i den splittelse, pigen føler mellem på den ene side ensomheden, fordi hendes opfattelse af virkeligheden ikke umiddelbart deles af de voksne, og på den anden side den samhørighed og varme, der trods alt også er i hendes forhold til forældrene.
Et ligeså varmt portræt af en lidt mindre pige har Jørn Mathiassen lavet til Asger Schnacks rent poetiske tekst: Når jeg nynner. Umiddelbart kan det virke paradoksalt at illustrere en tekst, der skildrer og udforsker sproget, med billeder, der ønsker at skildre den sansede virkelighed. Men bogen er blevet en dejlig helhed, måske fordi både forfatter og illustrator forholder sig konkret og poetisk til det, de skildrer.
- © Jørn Mathiassen
Ligesom teksten fordyber sig i den enkle beskæftigelser i den lille piges univers, er der også enkelhed i billederne, koncenrtation om enkelte ting og handlinger, af og til brugt bare som vignetter.
Bogen lever bl.a. ved den spænding, der er imellem den robuste enkelhed i billederne og den sprogligt raffinerede, næsten minimalistiske tekst. Pigen, der i teksten er lutter sprog, tegnes dejligt fysisk som en sød, buttet lillepige. Om denne bog siger Jørn Mathiassen: "Det er den eneste af dem, jeg er virkelig tilfreds med. Men hvis jeg ikke havde haft et barnebarn i samme alder, så er jeg ikke sikker på, jeg kunne have lavet det. Det var lige hende!"´