- © Jørn Mathiassen
De syv børneaktører i De syv søskende er gjort individuelle og genkendelige fra billede til billede med få og enkle midler. I teksten, af Eske K. Mathiesen, spildes der ikke et ord på karakteristik af hverken børn eller omgivelser. Det ligger altsammen i billederne. Layoutet er, som i alle tilfælde med undtagelse af Når jeg nynner, Jørn Mathiassens værk, og det er lavet enkelt og smukt, så alle opslag fremstår som rolige helheder.
Teksten ligner et gammelt remseagtigt eventyr eller kunne også kaldes et digt. Klarhed og enkelhed i både tekst og billeder gør bogen umiddelbart åben for alle aldre, uanset hvad man vil lægge i teksten. Man kan tolke den som en fortælling om menneskets samhørighed med naturen: Som de syv søskende kommer vi af naturen og lever og skaber af det, den giver os. Økologi for børn i poetisk-fantastisk form.
På flere måder er det en ´grøn´ bog. Jørn Mathiassen har brugt alle variationer af lysende og mættet grøn i landskabsbillederne, så den grønne fremstår som en dominerende farve. Han har forankret den luftige tekst i et frodigt, dansk sommerlandskab, ingen tvivl om det. Men landskabet har samtidig noget paradisagtigt over sig: træer og græs er så grønt, fuglene virker eksotisk smukke, blomsterne er tegnet overnaturligt store.
Billederne her er fjernere fra den sansede virkelighed, der har affødt dem, og nærmere et tidløst, drømmeagtigt eventyrunivers end noget andet sted i Jørn Mathiassens produktion, og det ser ud til at falde ham helt naturligt at tegne blæstens store fingre og svulmende arme, der ælter mel til dej eller tegne luften fyldt med latterfugle. Jørn Mathiassen er hjemme i både virkelighedens og fantasiens verden.
Men den jordbundne kunstners stædige insisteren på det konkrete og virkelige fornægter sig ikke, som det ses af en sjov detalje: Som noget ret usædvanligt i et eventyrunivers er en af de syv søskende tegnet med briller, fordi hun er modelleret efter et barnebarn, der nu engang har briller.
Jørn Mathiassen har i sine billeder altid forbindelsen til virkeligheden som grundlaget, men siger samtidig: "Jeg mener absolut, at der skal være et eller andet element af fantasi i det." Nok er sandheden konkret, men den føles ikke virkelig, før både sanserne og fantasien er med i tilegnelsen af den.