Det mærkes på den franske krimiforfatter Bernard Mathieu, at han har arbejdet som udenrigsjournalist i mere end 30 år. Han har skrevet hjem til Paris fra store dele af det, der engang var det franske imperium i Afrika, Asien, Nord-, Mellem- og Sydamerika. Det er særligt Brasilien, hvor Frankrig havde enkeltstående handelsstationer og plantager helt tilbage i 1600-tallet, Mathieu benytter som litterært fikspunkt, og forfatteren har da også været bosat i det kontrastfyldte kæmpeland gennem længere tid. Det er netop eksisterende modsætninger og spændinger som de brasilianske, Mathieu skriver i og med, og han gør det med en overbevisningskraft, som kun en grundig researcher og hårdtarbejdende kulegraver kan fremvise.
Oveni den drevne omgang med sit plot har Mathieu et sensibelt og gennemlysende blik for det samfund og de samfundsforhold, han bruger som location i sine krimier. Det, der for en europæer hurtigt kunne blive et eksotisk glansbillede, er i Mathieus optik snarere en dystopisk forstørret version af de samfundsmekanismer, der er styrende også i Europa. Krimiforfatteren Mathieu er således nok ude på at underholde og fastholde sin læser i, hvad vi kunne kalde krimiens store sug: Hvem gjorde det? Men imens de indviklede sammenhænge redes ud, arbejder udenrigskorrespondenten, featurejournalisten nemlig benhårdt på også at eftervise brutaliteten og kynismen, som stikker hovedet frem, hvor magt og valuta udveksles. Mathieus journalistiske indignation blive således hængende i det triviallitterære udtryk. Forfatteren er sig bevidst om, at taletid er en begrænset ressource. Når man har en tændt mikrofon i hånden, er det ens pligt at bruge den afmålte opmærksomhed på at få sagt noget væsentligt – og måske endda få flyttet en lille smule af alt det lort, verdens underklasse rager rundt i.
Uden på noget tidspunkt at blive belærende eller realpolitisk giver Mathieus krimiunivers pejlinger ud i de menneskelige tragedier, som en skæv fordeling af værdi i et samfund skaber – både for dem der har og for dem, der ikke har. Og misforstå mig ikke: Det brasilianske forfald, vi møder i ”Zé”, er ikke kun forfærdende. Nej, det er også selve drivkraften for Mathieus dirrende, pulserende og uforkortede kriminologi.