Bernard Mathieu

Artikel type
voksne
Ph.d. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Main image
Mathieu, Bernard
Foto: Jacques Sassier

Indledning

Den franske kriminalforfatter Bernard Mathieu kan sine genrekoder på fingerspidserne. Tommelfingeren er spænding i indviklede mordgåder afsløret i den helt rigtige rækkefølge. Pegefingeren (som er let løftet) er venstreorienteret samfundskritik. Langfingeren er dampende sex – ofte i forbudte og højst ufornuftige konstellationer. Ringefingeren er action i biljagter, skydedueller og nådesløs menneskejagt, og endelig er lillefingeren kokain, bodybags og guldbarrer. Når Mathieu knytter sin næve, slår han hårdt.

 

29543267

Blå bog

Født: 1943 i Saint-Etienne, Frankrig.

Uddannelse: Journalist.

Debut: Zé. Gallimard, 1997. Roman.

Litteraturpriser: En række franske, ingen danske.

Seneste udgivelse: Zé. Labyrint, 2012. Oversætter: Jesper Tang.

Inspiration: Raymond Chandler og Dashiell Hammett

 

 

 

Baggrund

”Når man hvert øjeblik er nødt til at tænke på, hvordan man overlever, er der ikke tid til at filosofere over sin ulykke. Og hvis man ikke formåede at overvinde den, gik man til bunds. Længere var den historie ikke. Og man kreperede uden at forstå hvorfor, for under de forhold kunne man ikke forestille sig at dø af andet end en opslidt og mishandlet krop.”
”Zé”, s. 202.

Det mærkes på den franske krimiforfatter Bernard Mathieu, at han har arbejdet som udenrigsjournalist i mere end 30 år. Han har skrevet hjem til Paris fra store dele af det, der engang var det franske imperium i Afrika, Asien, Nord-, Mellem- og Sydamerika. Det er særligt Brasilien, hvor Frankrig havde enkeltstående handelsstationer og plantager helt tilbage i 1600-tallet, Mathieu benytter som litterært fikspunkt, og forfatteren har da også været bosat i det kontrastfyldte kæmpeland gennem længere tid. Det er netop eksisterende modsætninger og spændinger som de brasilianske, Mathieu skriver i og med, og han gør det med en overbevisningskraft, som kun en grundig researcher og hårdtarbejdende kulegraver kan fremvise.

Oveni den drevne omgang med sit plot har Mathieu et sensibelt og gennemlysende blik for det samfund og de samfundsforhold, han bruger som location i sine krimier. Det, der for en europæer hurtigt kunne blive et eksotisk glansbillede, er i Mathieus optik snarere en dystopisk forstørret version af de samfundsmekanismer, der er styrende også i Europa. Krimiforfatteren Mathieu er således nok ude på at underholde og fastholde sin læser i, hvad vi kunne kalde krimiens store sug: Hvem gjorde det? Men imens de indviklede sammenhænge redes ud, arbejder udenrigskorrespondenten, featurejournalisten nemlig benhårdt på også at eftervise brutaliteten og kynismen, som stikker hovedet frem, hvor magt og valuta udveksles. Mathieus journalistiske indignation blive således hængende i det triviallitterære udtryk. Forfatteren er sig bevidst om, at taletid er en begrænset ressource. Når man har en tændt mikrofon i hånden, er det ens pligt at bruge den afmålte opmærksomhed på at få sagt noget væsentligt – og måske endda få flyttet en lille smule af alt det lort, verdens underklasse rager rundt i.

Uden på noget tidspunkt at blive belærende eller realpolitisk giver Mathieus krimiunivers pejlinger ud i de menneskelige tragedier, som en skæv fordeling af værdi i et samfund skaber – både for dem der har og for dem, der ikke har. Og misforstå mig ikke: Det brasilianske forfald, vi møder i ”Zé”, er ikke kun forfærdende. Nej, det er også selve drivkraften for Mathieus dirrende, pulserende og uforkortede kriminologi.

”Zé spurgte Carmelita, om hun ventede nogen. Hun svarede nej og blev bange. Bange for, at Zé havde ret. For at der skulle stå nogle mordere på lur uden for hendes dør, nogle af de onde genfærd, man møder i sine mareridt, og som dræber og tager de levende med til helvede. Hun var bange for, at der skulle stå sådan én et par skridt fra hende, parat til at tage både hende og børnene og putte dem i en pose.””
”Zé”, s. 81.

José Costa – eller bare Zé – er den nyuddannede politimand, der lægger navn til franske Bernard Mathieus krimi ”Zé” fra 1997 (”Zé”, 2012). Zé er hentet ud af en af São Paulos såkaldte favelaer, i hvis trøstesløse og menneskenedbrydende slumfattigdom bandekriminalitet er den eneste levevej. Redningsmanden er Capitão Otelo; en vismand af en politiofficer, der gelejder Zé direkte fra narkoopgør til politiskole. Zé er dygtig, disciplineret og fysisk stærk og passer godt i rollen som betjent, ja faktisk er han den bedste og bliver flyttet fra São Paulo til Brasília og dermed også fra den multiraciale og sorte armod ved kysten og til den hvide magtelite inde i landet.

Netop ankommet til den modernistiske præmiearkitekt Oscar Niemeyers strengt futuristiske Brasília undrer Zés nye overordnede Delegado Barreto sig: ”Skægt, at et så kaotisk land har bygget sig så snorlige hovedstad.” (s. 49). Niemeyers Brasília stod færdigopført i 1960, og fremstår i dag som lige dele topstyret magtdemonstration og realiseret samfundsutopi. I modsætning til Niemeyers hvide, rene og snorlige by er Mathieus Brasilien beskidt og kaotisk, hvorfor Brasílias modernistisk idealiserede arkitektur eksponeres som en stor løgn. I det skarpt klasse- og racedelte Brasilien viser det sig hurtigt, at problemerne ikke just er mindre i den øvre del af samfundet, hvortil Zé er ankommet. Nej, brutaliteten og umenneskeligheden slår sine folder her på toppen, akkurat som i den nedre del af samfundet. Pointen er slående: Både mangel på penge og overskud af penge er kilde til død og ødelæggelse.

29543267

Zés første opgave i Brasília bliver et bestialsk mord begået på en sort luder i et af byens utallige VIP-bordeller. Umiddelbart en rutinesag for politiet, der i nonchalant stil placerer ansvaret et bekvemt sted nemlig hos den svage og nu stumme prostituerede. Det er en kendt sag, at ”en minister mellem benene” er adgangsbillet til et bedre liv for de sorte ludere, og når der af og til ryger en pige i svinget, lukkes sagen hurtigt ned. Sådan er vilkårene. Indtil altså Zé, der selv er rundet af fattigdommen, kommer på opgaven.

Sammen med bordellets rengøringsassistent – den sorte, barm- og numsefagre singlemor Carmelita – optrævler Zé langsomt sagen. Ikke overraskende ender den øverst oppe i den hvide del af samfundspyramiden, hvor Senator Pedreiro og hans datter Dora holder fest. På vejen derop kæmper Zé mod ydre fjender i form af snigmordere og korrupte allierede. Men Zé kæmper først og sidst mod sig selv, sit søvnunderskud og sin maskuline kønsdrift.

Mens elevatorblikket kører på kvinderne, bliver cachaça mikset til Caipirinha, maconha bliver rullet og inhaleret, og inden guldbarrerne bliver gravet op på kirkegården vender vinden, så jægeren pludselig er den jagtede.

”Zé” er første del af en trilogi. De to øvrige bind er ikke oversat til dansk.