José Costa – eller bare Zé – er den nyuddannede politimand, der lægger navn til franske Bernard Mathieus krimi ”Zé” fra 1997 (”Zé”, 2012). Zé er hentet ud af en af São Paulos såkaldte favelaer, i hvis trøstesløse og menneskenedbrydende slumfattigdom bandekriminalitet er den eneste levevej. Redningsmanden er Capitão Otelo; en vismand af en politiofficer, der gelejder Zé direkte fra narkoopgør til politiskole. Zé er dygtig, disciplineret og fysisk stærk og passer godt i rollen som betjent, ja faktisk er han den bedste og bliver flyttet fra São Paulo til Brasília og dermed også fra den multiraciale og sorte armod ved kysten og til den hvide magtelite inde i landet.
Netop ankommet til den modernistiske præmiearkitekt Oscar Niemeyers strengt futuristiske Brasília undrer Zés nye overordnede Delegado Barreto sig: ”Skægt, at et så kaotisk land har bygget sig så snorlige hovedstad.” (s. 49). Niemeyers Brasília stod færdigopført i 1960, og fremstår i dag som lige dele topstyret magtdemonstration og realiseret samfundsutopi. I modsætning til Niemeyers hvide, rene og snorlige by er Mathieus Brasilien beskidt og kaotisk, hvorfor Brasílias modernistisk idealiserede arkitektur eksponeres som en stor løgn. I det skarpt klasse- og racedelte Brasilien viser det sig hurtigt, at problemerne ikke just er mindre i den øvre del af samfundet, hvortil Zé er ankommet. Nej, brutaliteten og umenneskeligheden slår sine folder her på toppen, akkurat som i den nedre del af samfundet. Pointen er slående: Både mangel på penge og overskud af penge er kilde til død og ødelæggelse.
29543267
Zés første opgave i Brasília bliver et bestialsk mord begået på en sort luder i et af byens utallige VIP-bordeller. Umiddelbart en rutinesag for politiet, der i nonchalant stil placerer ansvaret et bekvemt sted nemlig hos den svage og nu stumme prostituerede. Det er en kendt sag, at ”en minister mellem benene” er adgangsbillet til et bedre liv for de sorte ludere, og når der af og til ryger en pige i svinget, lukkes sagen hurtigt ned. Sådan er vilkårene. Indtil altså Zé, der selv er rundet af fattigdommen, kommer på opgaven.
Sammen med bordellets rengøringsassistent – den sorte, barm- og numsefagre singlemor Carmelita – optrævler Zé langsomt sagen. Ikke overraskende ender den øverst oppe i den hvide del af samfundspyramiden, hvor Senator Pedreiro og hans datter Dora holder fest. På vejen derop kæmper Zé mod ydre fjender i form af snigmordere og korrupte allierede. Men Zé kæmper først og sidst mod sig selv, sit søvnunderskud og sin maskuline kønsdrift.
Mens elevatorblikket kører på kvinderne, bliver cachaça mikset til Caipirinha, maconha bliver rullet og inhaleret, og inden guldbarrerne bliver gravet op på kirkegården vender vinden, så jægeren pludselig er den jagtede.
”Zé” er første del af en trilogi. De to øvrige bind er ikke oversat til dansk.