Grangé, Jean-Christophe
Foto: Richard Dumas

Jean-Christophe Grangé

Artikel type
voksne
cand.mag. Samuel Krygier, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af mag.art. Abigail Josephsen, 2013.
Top image group
Grangé, Jean-Christophe
Foto: Richard Dumas
Main image
Grangé, Jean-Christophe
Foto: POLFOTO

Indledning

Den franske forfatter Jean-Christophe Grangé har skrevet en række medrivende spændingsromaner om mystiske sammensværgelser og hensynsløse seriemordere.

Lige siden det internationale gennembrud med “De blodrøde floder” har Grangé ligget i førerfeltet blandt europæiske thrillerforfattere. Grangé forsøger med sine historier at afdække den gru og afstumpethed, der ligger i forkrøblede menneskesjæle og dermed give en skildring af menneskelig ondskab. Han beskæftiger sig dog også med skyggesiderne i den moderne franske verdensforståelse og går blandt andet tæt på spørgsmål om integration, terrorbekæmpelse og politivold.

 

53073395

Blå bog

Født: 15. juli 1961 i Paris, Frankrig.

Uddannelse: Uddannet i litteraturvidenskab fra Sorbonne.

Debut: Les Vol des Cigognes, 1994.

Litteraturpriser: Palle Rosenkrantz-prisen, 2010 og 2014.

Seneste udgivelse: Ondskabens ritual. Rosinante, 2017. (Lontano, 2015). Oversat af Jesper Tang. Krimi.

Inspiration: Raymond Chandler, Samuel Dashiell Hammett, James Ellroy, Peter Høeg, Honoré de Balzac, Alexandre Dumas, Victor Hugo og Gustave Flaubert.

 

 

 

 

Baggrund

“Han spiste frokost med landets dygtigste kriminalbetjente og interviewede de mest brutale mordere. Han researchede, iagttog, jagtede, men hver gang gik han glip af det afgørende: Han fik ikke set det Ondes ansigt.”
“Den sorte linje”.

Jean-Christophe Grangé blev født midt på sommeren 1961 i Paris. Hans forældre blev skilt inden hans fødsel, så han nåede aldrig at kende sin far. I stedet voksede han op med sin mor og mormor. Som ung læste Grangé litteraturvidenskab ved Sorbonne-universitetet, og han besluttede sig allerede på det tidspunkt for at blive forfatter. Efter at have afsluttet sit studie erkendte han dog hurtigt, at han ikke havde tilstrækkeligt spændende historier at fortælle. I stedet søgte han væk fra det statiske liv som intellektuel mod en mere mobil tilværelse. Grangé blev derfor som 28-årig reportagejournalist for en række franske ugeblade, aviser og magasiner, og de næste 10 år gik med i selskab med en fotograf at rejse ud i verdens afsides afkroge og skrive historier om alt fra storkes trækruter til mongolske stammefolks shamanisme. Efterhånden tiltrak hans forskelligartede artikler sig en del opmærksomhed, og de blev trykt i nogen af de største internationale tidsskrifter som f.eks. National Geographic, Der Spiegel og Sunday Times.

Tiden som reporter medførte ofte mange timer ombord på fly til og fra fjerne verdensdele, og den blev for det meste brugt i selskab med en god kriminalroman. Grangé begyndte så småt selv at udtænke historier, der ofte var inspireret af hans egne oplevelser som journalist rundt omkring på kloden, og disse blev senere brugt som basis for hans spændingsromaner.

I 1992 begyndte Grangé at skrive sin første roman, “Le Vol des Cigognes”, der udkom to år efter. Bogen blev nærmest overset og solgte kun omkring 8.000 eksemplarer. Dette ændrede sig markant i 1998, hvor hans anden fortælling med titlen “Les Rivières pourpres” blev udgivet. Bogen blev en bestseller med over 500.000 solgte eksemplarer alene i Frankrig og blev siden oversat til 22 sprog og udgivet i 15 lande. Grangé var nu blevet et af de store navne i international thrillerlitteratur, og den position cementerede han med udgivelsen af romanerne “Le Concile du Pierre” i 2000 og “L’Empire des Loups” i 2003. Udover skønlitteraturen begyndte han også at skrive manuskripter til flere franske film, hvoraf de fleste var filmatiseringer af hans egne romaner.

Jean-Christophe Grangé bor i Paris i en lejlighed nær Luxembourg-haven.

De blodrøde floder

“Den nøgne mand lå på siden på det blanke bord med et klæde over sig, der dækkede kroppen op til skuldrene. Han var sammenkrummet, som havde han været bange for, at lynet skulle slå ned i ansigtet på ham. (…) De tydeligt markerede muskler og sårene, som åbnede sig overalt i den hvide hud, gav liget et nærvær, ja en næsten uudholdelig realitet.”
“De blodrøde floder”, s. 22.

I “Les Rivières pourpres” fra 1998 (“De blodrøde floder”, 2000) bliver den hårdkogte kriminalkommissær Niémans sendt fra Paris til den søvnige universitetsby Guernon nær de franske alper for at udforske et makabert drab. De lokale har fundet liget af en mandlig bibliotekar fastklemt i en klippespalte – i fosterstilling og med øjnene stukket ud. Det lugter langt væk af ritualmord. Samtidig et andet sted i Frankrig begynder enspænderen Karim Abdouf at efterforske et indbrud på en skole, der snart knyttes sammen med skændingen af en børnegrav. De to sager viser sig hurtigt at hænge sammen, og pludselig står de to modvillige politipartnere op til halsen i maltrakterede lig og gamle hemmeligheder i det lukkede universitetsmiljø i Guernon.

51001451

“De blodrøde floder” er på mange måder præmieeksemplet på en opfindsom og nervepirrende thriller med okkulte undertoner. Rent strukturelt er romanen delt op i to handlingsforløb, der kører side om side. Denne opdeling, der på mange måder er Grangés litterære varemærke, gør, at spændingen gradvist intensiveres gennem historiens første halvdel. Det er dog først i det øjeblik, at Niémans og Abdouf slutter sig sammen, at der kommer rigtig skred i handlingen. Bogens styrke ligger da især også i skildringen af samspillet mellem dens to hovedpersoner. Niémans er den garvede strømer, der hjemme i Paris har en sag om politivold mod en engelsk hooligan hængende over hovedet. Hans modstykke er den unge nordafrikanske politiinspektør Karim Abdouf, der er blevet forflyttet til en provinsiel udørk, fordi han nægtede at infiltrere en ekstrem islamisk terrorgruppe, der holdt til i det kvarter, hvor han voksede op. Hver for sig er de et par handlekraftige mænd, men sammen udgør de en formidabel duo, der er parate til at bruge alle midler for at komme til bunds i sagen.

Et af romanens største problemer er dog, at historien rent sprogligt hæmmes af en overdreven brug af klichéer og et billedsprog, der til tider både er tungt og uden nogen form for finesser. Desuden svælger Grangé i malende beskrivelser af vold, blod og lemlæstelser i en sådan grad, at der til tider går ren splatterroman i den.

Tematisk set prøver “De blodrøde floder” at belyse spændingerne i det multietniske Frankrig, men udover gennembankningen af en gruppe voldelige skinheads, berøres emnet kun overfladisk. Grangé forsøger sig desuden med en kritik at det officielle Frankrigs drøm om at fremelske en intellektuel og akademisk elite til at styre nationen. Dette løber dog også ud i sandet mod slutningen af bogen, hvor der i stedet fokuseres på at levere et klimaks med tilpas mange uforudsete drejninger af plottet.

“De blodrøde floder” blev filmatiseret af Mathieu Kassovitz i 2000 med Jean Reno og Vincent Cassel i hovedrollerne.