I “Les Rivières pourpres” fra 1998 (“De blodrøde floder”, 2000) bliver den hårdkogte kriminalkommissær Niémans sendt fra Paris til den søvnige universitetsby Guernon nær de franske alper for at udforske et makabert drab. De lokale har fundet liget af en mandlig bibliotekar fastklemt i en klippespalte – i fosterstilling og med øjnene stukket ud. Det lugter langt væk af ritualmord. Samtidig et andet sted i Frankrig begynder enspænderen Karim Abdouf at efterforske et indbrud på en skole, der snart knyttes sammen med skændingen af en børnegrav. De to sager viser sig hurtigt at hænge sammen, og pludselig står de to modvillige politipartnere op til halsen i maltrakterede lig og gamle hemmeligheder i det lukkede universitetsmiljø i Guernon.
51001451
“De blodrøde floder” er på mange måder præmieeksemplet på en opfindsom og nervepirrende thriller med okkulte undertoner. Rent strukturelt er romanen delt op i to handlingsforløb, der kører side om side. Denne opdeling, der på mange måder er Grangés litterære varemærke, gør, at spændingen gradvist intensiveres gennem historiens første halvdel. Det er dog først i det øjeblik, at Niémans og Abdouf slutter sig sammen, at der kommer rigtig skred i handlingen. Bogens styrke ligger da især også i skildringen af samspillet mellem dens to hovedpersoner. Niémans er den garvede strømer, der hjemme i Paris har en sag om politivold mod en engelsk hooligan hængende over hovedet. Hans modstykke er den unge nordafrikanske politiinspektør Karim Abdouf, der er blevet forflyttet til en provinsiel udørk, fordi han nægtede at infiltrere en ekstrem islamisk terrorgruppe, der holdt til i det kvarter, hvor han voksede op. Hver for sig er de et par handlekraftige mænd, men sammen udgør de en formidabel duo, der er parate til at bruge alle midler for at komme til bunds i sagen.
Et af romanens største problemer er dog, at historien rent sprogligt hæmmes af en overdreven brug af klichéer og et billedsprog, der til tider både er tungt og uden nogen form for finesser. Desuden svælger Grangé i malende beskrivelser af vold, blod og lemlæstelser i en sådan grad, at der til tider går ren splatterroman i den.
Tematisk set prøver “De blodrøde floder” at belyse spændingerne i det multietniske Frankrig, men udover gennembankningen af en gruppe voldelige skinheads, berøres emnet kun overfladisk. Grangé forsøger sig desuden med en kritik at det officielle Frankrigs drøm om at fremelske en intellektuel og akademisk elite til at styre nationen. Dette løber dog også ud i sandet mod slutningen af bogen, hvor der i stedet fokuseres på at levere et klimaks med tilpas mange uforudsete drejninger af plottet.
“De blodrøde floder” blev filmatiseret af Mathieu Kassovitz i 2000 med Jean Reno og Vincent Cassel i hovedrollerne.