Grangé, Jean-Christophe
Foto: Richard Dumas

Jean-Christophe Grangé

cand.mag. Samuel Krygier, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af mag.art. Abigail Josephsen, 2013.
Top image group
Grangé, Jean-Christophe
Foto: Richard Dumas
Main image
Grangé, Jean-Christophe
Foto: POLFOTO

Indledning

Den franske forfatter Jean-Christophe Grangé har skrevet en række medrivende spændingsromaner om mystiske sammensværgelser og hensynsløse seriemordere.

Lige siden det internationale gennembrud med “De blodrøde floder” har Grangé ligget i førerfeltet blandt europæiske thrillerforfattere. Grangé forsøger med sine historier at afdække den gru og afstumpethed, der ligger i forkrøblede menneskesjæle og dermed give en skildring af menneskelig ondskab. Han beskæftiger sig dog også med skyggesiderne i den moderne franske verdensforståelse og går blandt andet tæt på spørgsmål om integration, terrorbekæmpelse og politivold.

 

53073395

Blå bog

Født: 15. juli 1961 i Paris, Frankrig.

Uddannelse: Uddannet i litteraturvidenskab fra Sorbonne.

Debut: Les Vol des Cigognes, 1994.

Litteraturpriser: Palle Rosenkrantz-prisen, 2010 og 2014.

Seneste udgivelse: Ondskabens ritual. Rosinante, 2017. (Lontano, 2015). Oversat af Jesper Tang. Krimi.

Inspiration: Raymond Chandler, Samuel Dashiell Hammett, James Ellroy, Peter Høeg, Honoré de Balzac, Alexandre Dumas, Victor Hugo og Gustave Flaubert.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Han spiste frokost med landets dygtigste kriminalbetjente og interviewede de mest brutale mordere. Han researchede, iagttog, jagtede, men hver gang gik han glip af det afgørende: Han fik ikke set det Ondes ansigt.”
“Den sorte linje”.

Jean-Christophe Grangé blev født midt på sommeren 1961 i Paris. Hans forældre blev skilt inden hans fødsel, så han nåede aldrig at kende sin far. I stedet voksede han op med sin mor og mormor. Som ung læste Grangé litteraturvidenskab ved Sorbonne-universitetet, og han besluttede sig allerede på det tidspunkt for at blive forfatter. Efter at have afsluttet sit studie erkendte han dog hurtigt, at han ikke havde tilstrækkeligt spændende historier at fortælle. I stedet søgte han væk fra det statiske liv som intellektuel mod en mere mobil tilværelse. Grangé blev derfor som 28-årig reportagejournalist for en række franske ugeblade, aviser og magasiner, og de næste 10 år gik med i selskab med en fotograf at rejse ud i verdens afsides afkroge og skrive historier om alt fra storkes trækruter til mongolske stammefolks shamanisme. Efterhånden tiltrak hans forskelligartede artikler sig en del opmærksomhed, og de blev trykt i nogen af de største internationale tidsskrifter som f.eks. National Geographic, Der Spiegel og Sunday Times.

Tiden som reporter medførte ofte mange timer ombord på fly til og fra fjerne verdensdele, og den blev for det meste brugt i selskab med en god kriminalroman. Grangé begyndte så småt selv at udtænke historier, der ofte var inspireret af hans egne oplevelser som journalist rundt omkring på kloden, og disse blev senere brugt som basis for hans spændingsromaner.

I 1992 begyndte Grangé at skrive sin første roman, “Le Vol des Cigognes”, der udkom to år efter. Bogen blev nærmest overset og solgte kun omkring 8.000 eksemplarer. Dette ændrede sig markant i 1998, hvor hans anden fortælling med titlen “Les Rivières pourpres” blev udgivet. Bogen blev en bestseller med over 500.000 solgte eksemplarer alene i Frankrig og blev siden oversat til 22 sprog og udgivet i 15 lande. Grangé var nu blevet et af de store navne i international thrillerlitteratur, og den position cementerede han med udgivelsen af romanerne “Le Concile du Pierre” i 2000 og “L’Empire des Loups” i 2003. Udover skønlitteraturen begyndte han også at skrive manuskripter til flere franske film, hvoraf de fleste var filmatiseringer af hans egne romaner.

Jean-Christophe Grangé bor i Paris i en lejlighed nær Luxembourg-haven.

De blodrøde floder

“Den nøgne mand lå på siden på det blanke bord med et klæde over sig, der dækkede kroppen op til skuldrene. Han var sammenkrummet, som havde han været bange for, at lynet skulle slå ned i ansigtet på ham. (…) De tydeligt markerede muskler og sårene, som åbnede sig overalt i den hvide hud, gav liget et nærvær, ja en næsten uudholdelig realitet.”
“De blodrøde floder”, s. 22.

I “Les Rivières pourpres” fra 1998 (“De blodrøde floder”, 2000) bliver den hårdkogte kriminalkommissær Niémans sendt fra Paris til den søvnige universitetsby Guernon nær de franske alper for at udforske et makabert drab. De lokale har fundet liget af en mandlig bibliotekar fastklemt i en klippespalte – i fosterstilling og med øjnene stukket ud. Det lugter langt væk af ritualmord. Samtidig et andet sted i Frankrig begynder enspænderen Karim Abdouf at efterforske et indbrud på en skole, der snart knyttes sammen med skændingen af en børnegrav. De to sager viser sig hurtigt at hænge sammen, og pludselig står de to modvillige politipartnere op til halsen i maltrakterede lig og gamle hemmeligheder i det lukkede universitetsmiljø i Guernon.

51001451

“De blodrøde floder” er på mange måder præmieeksemplet på en opfindsom og nervepirrende thriller med okkulte undertoner. Rent strukturelt er romanen delt op i to handlingsforløb, der kører side om side. Denne opdeling, der på mange måder er Grangés litterære varemærke, gør, at spændingen gradvist intensiveres gennem historiens første halvdel. Det er dog først i det øjeblik, at Niémans og Abdouf slutter sig sammen, at der kommer rigtig skred i handlingen. Bogens styrke ligger da især også i skildringen af samspillet mellem dens to hovedpersoner. Niémans er den garvede strømer, der hjemme i Paris har en sag om politivold mod en engelsk hooligan hængende over hovedet. Hans modstykke er den unge nordafrikanske politiinspektør Karim Abdouf, der er blevet forflyttet til en provinsiel udørk, fordi han nægtede at infiltrere en ekstrem islamisk terrorgruppe, der holdt til i det kvarter, hvor han voksede op. Hver for sig er de et par handlekraftige mænd, men sammen udgør de en formidabel duo, der er parate til at bruge alle midler for at komme til bunds i sagen.

Et af romanens største problemer er dog, at historien rent sprogligt hæmmes af en overdreven brug af klichéer og et billedsprog, der til tider både er tungt og uden nogen form for finesser. Desuden svælger Grangé i malende beskrivelser af vold, blod og lemlæstelser i en sådan grad, at der til tider går ren splatterroman i den.

Tematisk set prøver “De blodrøde floder” at belyse spændingerne i det multietniske Frankrig, men udover gennembankningen af en gruppe voldelige skinheads, berøres emnet kun overfladisk. Grangé forsøger sig desuden med en kritik at det officielle Frankrigs drøm om at fremelske en intellektuel og akademisk elite til at styre nationen. Dette løber dog også ud i sandet mod slutningen af bogen, hvor der i stedet fokuseres på at levere et klimaks med tilpas mange uforudsete drejninger af plottet.

“De blodrøde floder” blev filmatiseret af Mathieu Kassovitz i 2000 med Jean Reno og Vincent Cassel i hovedrollerne.

Stenkoncilet

“Hun havde allerede valgt sit speciale: rovdyrene. Mere præcist de jagt- og kampteknikker der gjorde vilddyr, krybdyr og selv insekter til konger over deres territorium og sikrede dem overlevelse gennem ødelæggelse. Det var hendes vej til at dykke ned i voldens væsen.”
“Stenkoncilet”, side 17.

Hovedpersonen i “Le Concile de Pierre” fra 2000 (“Stenkoncilet”, 2003) er den 30-årige enspænder Diane Thiberge. Hun arbejder som forsker i rovdyrs adfærd og er desuden mester i en meget voldelig asiatisk kampsport. På grund af en traumatisk oplevelse i barndommen har Diane så dybe ar på krop og sjæl, at hun er ude af stand til selv at føde børn. Derfor adopterer hun en lille dreng fra et thailandsk børnehjem. Kort efter hjemkomsten til Paris bliver barnet næsten dræbt i en sælsom ulykke og ender i koma på hospitalet. Da den sære akupunktør, der helbreder ham, derefter myrdes på bestialsk vis, forstår Diane, at nogen eller noget ønsker at slå hendes adoptivsøn ihjel. Hun kastes derfor ud i en hæsblæsende kamp for at frelse ham og nå til bunds i mysteriet.

24638782

“Stenkoncilet” favner enormt bredt, og undervejs i historien, der geografisk spænder over Thailand, Frankrig, Rusland og det allerdybeste Mongoliet, formår Grangé at blande en række tilsyneladende ukompatible ingredienser til et nogenlunde sammenhængende hele. Man bliver som læser blandt andet introduceret til Piet Mondrians udvikling som maler, de fleste afarter inden for parapsykologien, sovjetiske forsøg med kernefusion, dyrepsykologi og mongolsk shamanisme. Der er masser af action, mystik, spænding, fart og tempo, når Diane først begynder at arbejde sig ind mod komplottets kerne, og at Grangé tidligere har været reportagejournalist i hele verden er tydeligt i “Stenkoncilet”.

Han formår trods fortællingens høje tempo at beskrive samtlige steder med stor opmærksomhed for detaljen. Som læser lærer man, hvordan den thailandske jungle damper under et tropisk regnskyl, hvordan der dufter på et ucharmerende russisk turisthotel og stifter bekendtskab med de rå trægulve i et mongolsk kloster.

Dianes møde med de mongolske nomadestammer, hvis shamaner blev fængslet og tortureret under det kommunistiske regime, bliver desuden et billede på, hvad naturfolk over hele verden blev udsat for i det 20. århundrede. På den måde kaster Grangé fornyet lys over en af de største skampletter i den civiliserede verdens historie. En dårlig samvittighed, som vi danskere også kan dele, når man tager behandlingen af den grønlandske urbefolkning med i beregningen.

“Stenkoncilet” blev filmatiseret i 2006 af Guillaume Nicloux med Monica Bellucci og Catherine Deneuve i hovedrollerne.

Ulvenes rige

“Angsten jog igennem hende som et elektrochok, smerten lagde sig tungt på hendes bryst. De træk sagde hende noget, men hun kunne ikke sætte et navn på dem eller sætte dem i forbindelse med en bestemt hændelse. Hendes hukommelse var som en sort tunnel. Hvor havde hun set det ansigt før?”
“Ulvenes rige”, s. 12.

“L’Empire des Loups” fra 2003 (“Ulvenes rige”, 2005) er ligesom ”De blodrøde floder” bygget op over to gådefulde sager. De har umiddelbart intet med hinanden at gøre, men ender til slut med at blive flettet sammen til én historie.

I det ene handlingsspor følger vi den 31-årige Anna Heymes, der plages af hukommelsessvigt og skræmmende hallucinationer. Hun kan f.eks. pludselig ikke genkende ansigter, selv ikke sin egen mands. Hendes identitet er simpelthen ved at gå i opløsning. Da Anna desuden opdager, at hun har tydelige ar efter en plastikkirurgisk operation, går det op for hende, at hun nok ikke er så psykisk syg, som omgivelserne forsøger at bilde hende ind. Hun flygter derfor ud i Paris' gader for at løse gåden om sin egen skæbne.

Sideløbende med dette efterforsker politikommissær Paul Nerteaux tre sadistiske kvindemord på illegale arbejdere i den tyrkiske del af Paris kaldet “Lille Istanbul”. Fælles for de døde er, at de alle er blevet udsat for grusom tortur. Nerteaux søger hjælp hos den pensionerede og dybt korrupte strisser Jean-Louis Schiffer, der kender bydelen som sin egen bukselomme. Sammen kommer de på sporet af De Grå Ulve, en højreekstremistisk tyrkisk-nationalistisk mafia, der blandt andet styrer narkohandlen i Paris.

25627857

De to spor nærmer sig langsomt hinanden, og Annas forbindelse til mordene i den tyrkiske bydel begynder at stå mere og mere klart. I en intens finale i Istanbul forløses jagten på sandheden i en eksplosion af vold og død.

I “Ulvenes rige” beskæftiger Grangé sig blandt andet med emner som hjernevask, terrorisme, organiseret kriminalitet og tyrkisk nationalisme. Han beskriver et skræmmende Europa, der i skyggen af 11. september er præget af terror, frygt, korruption og konspirationer samt religiøse og racemæssige spændinger. Stærkest står beskrivelsen af indvandrerkvarteret “Lille Istanbul” i det multietniske Paris. Her kan man godt glemme alle smukke tanker om integration, for i bogen bliver bydelen beskrevet som et samfund i samfundet. Vi bliver taget med på en infernalsk rejse ned i en underverden, hvor fattige indvandrere arbejder under slavelignende vilkår. I dette noir-univers, hvor angst og frygt er overalt og kun tristesse og umenneskelighed trives, er de officielle myndigheder helt sat ud af spillet. Det er et indblik i en rå virkelighed, man som privilegeret nordeuropæer må skamme sig over finder sted midt iblandt os. Dette sker dog ikke på bekostning af thrillerdelen af bogen, der serverer en intens cocktail af perverterede drab, racistisk politivold og hemmelige sammensværgelser.

Romanen blev filmatiseret i 2005 af Chris Nahon med Jean Reno i hovedrollen.

Den sorte linje

“Det eneste, alle seriemordere havde til fælles var en vanskelig barndom. Voldelige familier, alkoholisme, en far eller mor, der var gået fra familien, incest. Intet af det var tilfældet med Jacques, der tværtimod var blevet forkælet af sin mor. Havde det grusomme syn af morens lig været nok til at afføde en morderisk psykose i ham?”
“Den sorte linje” s. 54.

Hovedpersonen i “La Ligne Noire” fra 2004 (“Den sorte linje”, 2007) er den traumatiserede og desillusionerede journalist Marc Dupeyrat. I sin ungdom oplevede han flere af sine nærmeste dø under uhyggelige omstændigheder, og nu er han besat af tanken om at forstå det ondes væsen. Trods flere års research og mange interviews med fængslede seriemordere har han dog ikke fundet det, han søger. Da den verdenskendte fridykker Jacques Reverdi anholdes i Malaysia anklaget for et bestialske ritualmord på en ung kvindelig turist og mistænkt for flere andre kvindemord i Sydøstasien, øjner Marc sin chance for at nå sit mål. Han føler intuitivt at have fundet den inkarnerede Ondskab selv og dermed den guide, der skal lede ham ind i mørkets hjerte.

26675812

Under dække af at være en kvindelig psykologistuderende tager Marc kontakt til den dødsdømte seriemorder i fængslet. Men løgn avler løgn, og først for sent opdager han, hvad der er for et menneske, han har lagt sig ud med. For selv fra sin celle formår Reverdi at manipulere verden omkring sig, og snart er der ingen vej tilbage for Marc eller de personer, han tankeløst får hvirvlet med sig på sin rejse i seriemorderens blodige fodspor.

Hvor f.eks. “Ulvenes rige” havde parisiske miljøer og en grum historie om tyrkisk nationalisme, så har “Den sorte linje” et højt tempo og den udpenslede vold af særlig sadistisk karakter, der efterhånden er blevet Grangés varemærke. Sine steder prøver han at få Asien til at leve på siderne, men det ender alt for ofte i klichéprægede beskrivelser.

Grangé er kendt for sin evne til at bruge detaljer for at give sine historier liv, men i “Den sorte linje” er detaljeringsgraden unødvendig høj. Som læser skal man igennem mange lange sekvenser, før vi når ind til romanens grundlæggende præmis: Jagten på det Onde. En præmis, der til tider virker som en unødvendig undskyldning for at skrive om vold og død. Der bliver desuden trukket lidt for hårdt på genrens klichéer om seriemordere, deres ophav og deres notoriske had til kvinder. Og så er de handlingsmæssige krumspring og finurligheder i bogen lidt for forudsigelige. Det er især synd, at den afgørende drejning, der leder til romanens klimaks, nærmest er givet fra bogens første side.

Dødspagten

“En medaljon med ærkeenglen Mikaels billede. Den øverste i englenes hierarki, den ypperste, Kristi bannerfører, der tre gange havde besejret Djævlen. […] Ingen tvivl. Luc havde, før han kastede sig i Helvede, beskyttet sig mod Djævlen.”
“Dødspagten”, s. 46.

I “Le serment des limbes” fra 2007 (“Dødspagten”, 2008) følger vi den asketiske politimand Mathieu Durey fra drabsafdelingen i Paris. Det er ham, der som jeg-fortæller giver os historien. Han har en fortid som teologistuderende og har dedikeret sit liv som troende katolik til at kæmpe mod det onde. Det betyder, at han har fravalgt alt, hvad der hedder familieliv og materiel velstand for at bruge sin tid og energi på sin gerning.

Historien tager sin begyndelse, da Mathieus kollega og ungdomsven Luc tilsyneladende har forsøgt at begå selvmord ved at kaste sig ud i en flod med betonklodser om benene og med en medaljon med ærkeenglen Mikael i hånden. Luc overlever, men ligger i koma.

Luc studerede i sin tid til præst lige som Mathieu, og lige som ham valgte han at skifte spor for at bekæmpe ondskaben ude i den virkelige verden – som politimand. Mathieu nægter at tro på, at Luc har forsøgt at begå selvmord, da livet for en troende er helligt. Mathieu beslutter sig derfor for at undersøge omstændighederne bag Lucs ulykke.

27485944

Mathieus efterforskning viser, at Luc i al hemmelighed har forsket i tre mystiske mord, som har fundet sted i Frankrig, Italien og Estland. Fælles for de tre lig er, at de alle blev fundet med kroppen på forskellige stadier af forrådnelse. Ansigtet var stadig varmt, mens kødet nede ved fødderne var rådnet af knoglerne. Mordene var blevet udført ved at overhælde ofrene med syre og med insekter, som var arrangeret i dødens kronologi. Oveni havde ligene fået et kors stukket op i underlivet. Mordene ligner sataniske ritualmord.

Efterforskningen bringer Mathieu rundt i Europa, blandt andet til Italien, Schweiz og Polen, hvor han både møder munke og djævletilbedere. Til sidst vågner Luc op af sit koma, og sagens virkelige sammenhæng bliver åbenbaret. “Dødspagten” er en thriller med stærke religiøse overtoner. Kampen står mellem det gode og det onde i verden, mellem gud og djævlen. Det vil altså sige: Mellem den del af menneskeheden, der tilbeder gud og lever og handler herefter og den anden del af menneskene, der tilbeder djævlen og lever efter hans regelsæt: At alt er tilladt. Historien foregår over en måneds tid i 2007, men den trækker tråde tilbage til 1978, hvor hovedhandlingen tog sin begyndelse i en sammenstyrtet bjerggrotte.

Forbarm dig

“Nej. Vi var en slags…gruppe. Bødler fra nær og fjern. Vi underviste. Men vi foretog også en slags, skal vi kalde det ’forskning’. Undertrykkelsen var en enestående lejlighed. Uendelige mængder frisk materiale. De politiske fanger, som regimet havde arresteret i massevis.”
“Forbarm dig”, s. 266.

“Miserere” fra 2008 (”Forbarm dig”, 2009) begynder, da den eksil-chilenske og meget vellidte organist Wilhelm Goetz findes myrdet i en armensk kirke i Paris. Han har fået gennemboret den ene trommehinde med en skarp genstand og er død af smerte. I det blod, der ligger omkring hans lig, er aftryk af små børnefødder. Den pensionerede, fransk-armenske politimand Lionel Kasdan er medlem af den armenske menighed, og han beslutter sig for uden autorisation at gå ind i sagen. Det samme gør den noget yngre fransk-russiske politimand Cedric Volokine, der officielt er på afvænning for et heroinmisbrug, men har en stærk interesse i pædofilisager – hvilket han har en mistanke om, at denne sag er. De to umage men begge geniale politimænd danner derfor makkerpar. Kasdan har mistet sin hustru til cancer og har et distanceret forhold til sin søn, og derfor bliver Volokine som en erstatningsfamilie for ham.

28128290

Det viser sig snart, at mordet på organisten ikke er en enestående hændelse, da flere følger efter, og snart står de to opklarere foran et større puslespil. Sporene fører både til overlevende nazister i Sydamerika, til franske veteraner fra Algier og tilbage til Pinochets regime i Chile. Det viser sig nemlig, at den myrdede organist ikke var politisk flygtning fra Chile, hvilket man ellers hele tiden har troet. Han var i virkeligheden en af Pinochets bødler med blod på hænderne. Kasdan og Volokine befinder sig snart på jagt efter en række kordrenge, der har flere og flere bizarre mord på samvittigheden.

Handlingen er kædet sammen med tekststykker fra kapitel 51 i Salmernes bog, der handler om at blive vasket ren for synd. Denne salme hedder på fransk Miserere, og heraf romanens titel. “Forbarm dig” er en overrumplende fortælling om religiøs fanatisme, om menneskets iboende ondskab og den enkeltes potentiale for at udvikle sig til den grusomste torturbøddel. Historien er fortalt retrospektivt af en 3. persons fortæller, der ikke ved mere om sagen end de to politimænd. Den er kulørt, makaber, grænsende til det ulækre, hvilket er typisk for forfatteren. Samtidig er den lige så encyklopædisk som Grangés øvrige romaner, og man får som læser indsigt i alt fra kulturhistorie til brugervejledning i heroinmisbrug. Grangé modtog Palle Rosenkrantz-prisen for den bedste internationale krimi med “Forbarm dig”.

De døde sjæles skov

“Jeg ofrede ham og fortærede ham i 1994. Her. Dengang var jeg indskrevet på universitetet i Buenos Aires, på palæo-antropologi. Jeg læste meget. Først og fremmest Totem og tabu. Han gjorde end ikke modstand. Det hele var skæbnebestemt, forstår du? Urofringen. Arvesynden. I øvrigt døde han ikke den dag. Han lever videre i mig.”
“De døde sjæles skov”, side 508.

Den 35-årige parisiske undersøgelsesdommer Jeanne Korowa er hovedpersonen i “La forêt des mânes” fra 2009 (“De døde sjæles skov”, 2011). Hun bliver gennem en anden undersøgelsesdommer indblandet i en tredobbelt mordsag: Ligene af tre kvinder er blevet fundet i Paris. De er alle delvist parterede med tandmærker på knoglerne. Jeannes kollega bliver også myrdet, og Jeanne beslutter sig for at forfølge sagen på egen hånd, selvom hun officielt ikke er sat på den. Derhjemme har hun rod i kærlighedslivet, og hun er så desperat, at hun får iværksat en aflytning af psykiateren Féraud, som hendes ekskæreste konsulterer. Tilfældigvis kommer hun her til at overhøre en far, der fortæller om sin voksne søns voldelige tilbøjeligheder og smag for blod. Hun føler sig med det samme overbevist om, at denne søn er den morder, hun leder efter. Hendes efterforskning af de tre kvindemord fører hende på en rejse til Nicaragua og Argentina, hvor flere lignende, kannibalistiske mord finder sted. Det viser sig, at et netværk af forbrydere tømmer fattige for blod, som sælges til USA og til vilde børn i de døde sjæles skov.

28648383

Historien foregår over sommeren i 2008 og er fortalt af en 3. persons fortæller i 86 korte kapitler. Typisk for Grangé bliver alle makabre detaljer udpenslet: Blod, afføring, fortærede kønsdele og menneskefedt omdannet til lysestager. Det har aldrig været for folk med svage maver og skrøbelige sind at læse hans bøger. Som det også er karakteristisk for hans forfatterskab, så er “De døde sjæles skov” en tætvævet fortælling om videnskab og myter. Temaerne her er menneskets ondskab, Freuds skyldverden og ikke mindst Argentinas blodige efterkrigstidshistorie. Især Freuds hovedværk “Totem og tabu” er en nøgle til fortællingen. I “Totem og tabu” ser Freud kannibalisme som et konstituerende træk ved vores civilisation. Denne dyriske side kan komme til udtryk i særlige situationer, og som Jeanne erfarer i de døde sjæles skov, er moderen – og ondskaben – at finde i alle mennesker.

Genrer og tematikker

Jean-Christophe Grangé har siden sin debut markeret sig som en af tidens største thrillerforfattere. Hans murstensromaner er aldrig på under 500 sider. Det skyldes, at hans plots er komplekse og vidtfavnende, og at han giver sig god tid til at give sine personer krop, baggrund og særkende. Derudover går han både i bredden og i dybden, når han sætter læserne ind i den antropologiske, naturvidenskabelige, kunsthistoriske og/eller psykologiske baggrund, som historierne er bygget op omkring. Det er nemlig ikke kun meningen, at læserne skal underholdes, de skal også blive klogere, fortæller han. (Bo Tao Michaëlis: “Forstår De, jeg er egentlig uddannet i litteraturvidenskab”. Politiken, 2010-02-27).

I sine bøger veksler Grangé virtuost mellem længere tekstpassager og tempofyldte actionscener med gys, gådefulde hændelser og ikke mindst masser af brutale mord, der bliver nøje udpenslet. Selv siger forfatteren: “I flere år lavede jeg kun reportager og tilbragte mange timer om bord på fly med at læse lige så mange krimier. Det slog mig, at jeg faktisk havde haft nogle ekstraordinære oplevelser og kunne kombinere dem med min forkærlighed for krimien“. (Mette Sandahl: “Monsieur hæsblæsende”. Politiken, 2003-05-15).

Grangés særlige virkemidler er ekstremt brutal vold og tortur, men det er ikke kun for at svælge bevidstløst i ubehageligheder. ”Det interesserer mig som forfatter, hvordan folk kan gøre så meget ondt med tilsyneladende gode hensigter. Det bedste eksempel er nazisterne, der udslettede hele folkeslag i den tro, at det var bedst for menneskeheden,” fortæller Grangé. Et andet vigtigt hovedtema i forfatterskabet er kristendommen, katolicismen. ”Selvfølgelig er jeg katolik,” siger Grangé, ”og min tematik er katolsk! I alle mine romaner skildrer jeg jagten på det absolutte og det rene! I ' Forbarm dig' er det den rene lyd. Men hele denne søgen er gennemført katolsk og drejer sig også om, hvor langt man kan gå, før det kammer over i fanatisme og menneskeforagt. Bliver til satanisme, dyrkelse af det onde.” (Bo Tao Michaëlis: “Forstår De, jeg er egentlig uddannet i litteraturvidenskab”. Politiken, 2010-02-27).

Beslægtede forfatterskaber

Jean-Christophe Grangé er en arvtager af den franske litterære tradition, som han er opflasket med og også uddannet i; han har en universitetsgrad i litteraturvidenskab fra Sorbonne, hvor han skrev afgangsprojekt om den tidlige modernist Gustave Flaubert. Den baggrund kommer til udtryk i Grangés forfatterskab ved både et formfuldendt sprog, solide fortællinger, langstrakte, litterære passager og en god dosis intellektuelle referencer. Han fortæller selv, at han udover Flaubert er inspireret af blandt andre franskmændene Dumas og Maupassant. (Bo Bjørnvig: “Vold er det vigtigste i verden”. Weekendavisen, 2011-04-15).

Efter universitetstiden begyndte Grangé at læse krimier, og han blev især inspireret af den amerikanske forfatter James Ellroy til selv at skrive krimier. Andre inspirationskilder har været Raymond Chandler, Léo Malet og Sébastien Japrisot.(Aske Munck: “Gysets galliske virtuos”. Jyllands-Posten, 2010-03-28). Det er altså især den amerikanske, hårdkogte krimi og den franske litteraturtradition, der har formet Grangés forfatterskab. Han er blevet sammenlignet med Stephen King på grund af de mange mystiske overtoner i romanerne, og han er blevet kaldt en slags Dan Brown for tænkende mennesker. (Henrik Palle: ”Fin fransk krimi er Dan Brown for tænkende mennesker”. Politiken, 2010-03-13). Grangé adskiller sig altså markant fra både den britiske who-donnit-krimitradition og fra den aktuelle skandinaviske krimibølge, som især er karakteriseret af indgående portrætteringer af hovedpersonernes privatlivsproblemer. ”Det rager mig, om mine helte har et privatliv. De angriber efterforskningen med krum hals; graver sig fuldstændig ned i den, og jeg skriver kun om deres privatliv, hvis det har betydning for plottet,” siger Grangé. (Aske Munck: “Gysets galliske virtuos”. Jyllands-Posten, 2010-03-28)

Bibliografi

Thriller/krimier

Grangé, Jean-Christophe:
Le Vol des Cigognes. 1994.
Grangé, Jean-Christophe:
De blodrøde floder. 2000. (Les Rivières pourpres. 1998).
Grangé, Jean-Christophe:
Stenkoncilet. 2003. (Le Concile de Pierre. 2000).
Grangé, Jean-Christophe:
Ulvenes rige. 2005. (L’Empire des Loups. 2003).
Grangé, Jean-Christophe:
Den sorte linje. 2007. (La Ligne Noire. 2004).
Grangé, Jean-Christophe:
Les Serments des Limbes. 2007.
Grangé, Jean-Christophe:
Dødspagten. 2008.
Grangé, Jean-Christophe:
Forbarm dig. Rosinante, 2010. Krimi.
Grangé, Jean-Christophe:
De døde sjæles skov. Rosinante, 2011. Krimi.
Grangé, Jean-Christophe:
Rejsende uden bagage. Rosinante, 2012 (Le passager). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Krimi.
Grangé, Jean-Christophe:
Kaiken. Rosinante, 2013. (Kaiken, 2012). Oversat af Jesper Tang.
Grangé, Jean-Christophe: Ondskabens ritual. Rosinante, 2017. (Lontano, 2015). Oversat af Jesper Tang.

Filmmanuskripter af Jean-Christophe Grangé

Grangé, Jean-Christophe:
Les Rivières poupres. 2000. Instrueret af Mathieu Kassovitz.
Grangé, Jean-Christophe:
Vidocq. 2001. Instrueret af Pitof.
Grangé, Jean-Christophe:
L’Empire des Loups. 2005. Instrueret af Chris Nahon.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jean-Christophe Grangé

Om Jean-Christophe Grangé

Jakobsen, Joakim:
Asketens anlæg for gru. Interview i Weekendavisen, 2006-03-17.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Sandahl, Mette: Monsieur hæsblæsende. 2003. Interview i Politiken, 2003-05-15.
Michaëlis, Bo Tao:
Forstår De, jeg er egentlig uddannet i litteraturvidenskab. Politiken. 2010-02-27.
Munck, Aske:
Gysets galliske virtuos. Jyllands-Posten. 2010-03-28.
Bjørnvig, Bo:
Vold er det vigtigste i verden. Weekendavisen. 2011-04-15.