dumas
Foto: Ukendt / Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix

Alexandre Dumas

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
dumas
Foto: Ukendt / Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix
Main image
Dumas, Alexandre
Foto: dumaspere.com / © Gilles Mermet / AKG Paris

Indledning

Hvis man måler en mands succes på, hvor mange, der mener, det er værd at bagtale ham, og det kan man udmærket gøre, så var den hyper produktive forfatter til “De tre musketerer”, Alexandre Dumas, uden sammenligning den største i sin tid. Han væltede sig i penge og elskerinder og succes, og jo bedre det gik ham, jo højere lød anklagerne om litterær merkantilisme, plagiering. Men der er selvfølgelig også andre måder at overbevise sig om hans format end at tælle onde tunger – for eksempel at læse hans klassikere og opleve eller genopleve, hvordan de bliver ved med at underholde, charmere og imponere – i hvert fald nogle af dem.

Blå bog

Født: 24. juli 1802 i Villers-Cotterêts, Frankrig.

Død: 5. december 1870.

Uddannelse: Udlært skriver.

Debut: La Chasse et l'Amour, 1825.

Litteraturpriser: Ingen.

Sidste udgivelse: “Les Blancs et les Bleus” (to sidste bind). 1869.

Forlag: Hernov, Høst & søn, Martins forlag.

Artikel type
voksne

Baggrund: Romantiker

“Jeg har præsteret, hvad ingen har præsteret før. Jeg begyndte udgivelsen af fem forskellige romaner i fem forskellige blade på en gang, og jeg bragte dem alle til ende. Mine modstandere kan fortælle dem, om jeg nogensinde har givet en linje fra mig, som ikke var skrevet med min egen hånd. Tre heste, tre tjenestefolk og jernbanen havde nok at gøre med at transportere mine manuskripter ind til byen og korrekturerne ud til mig. Kl. 2 om morgenen var mine tjenere igen på vej fra Saint-Germain til Paris.”

“Dumas” bind 2, s. 96.

Alexandre Dumas’ liv er gjort af det samme højromantiske stof som hans forfatterskab. Farfaren var en fransk markis med en plantage i Caribien. Farmoren var en smuk, sort slavinde, Marie Cesette du mas, oversat ‘husets Marie Cesette’. Faren, Thomas Alexandre, var en sagnomspunden general under den franske revolution. Alexandre Dumas selv gik ikke af vejen for en rask duel på pistol eller kårde, når han følte sin ære gået for nær, men hans primære våben var pennen, og hans revolution blev udkæmpet på teateret, hvor han sammen med konkurrenten Victor Hugo skabte et romantisk sidestykke til den humanistiske, liberale og republikanske bevægelse i Frankrig.

Alexandre Dumas blev født i 1802, voksede op i en lille by, Villers-Cotterêts, ikke så langt fra Paris. Hans far, Thomas Alexandre Davy-Dumas de la Pailleterie, døde, da Dumas var tre, men havde Alexandre ikke selv mange minder om ham, kunne han trække på den kollektive erindring, hvor hans bedrifter levede videre. Thomas Alexandre var en kolos af en kriger, en gigant af en mulat, en moderne Herakles, der allerede som helt ung havde brudt med sin adelige far, taget sin mors slavenavn på sig og sluttet sig til revolutionen. På ganske få år steg han fra menig til general og blev øverstbefalende over den republikanske hær i alperegionen. Han tilfangetog ene mand tretten østrigske alpejægersoldater. Han løftede sine udmattede tropper over uoverstigelige palisader efter en hård opstigning af et bjerg. På en snæver bro huggede han en eskadron fjendtlige ryttere ned med sin sabel en efter en. Bagefter sad der syv kugler i vamsen, og han var såret tre steder på kroppen. Han var kendt af den østrigske fjende som Schwarze Teuffel og af sine mænd som Monsieur de l’Humanité, fordi han var mod dødsstraf og markerede det ved at demontere en guillotine. Hans fjender inden for egne rækker brugte det til at så tvivl om hans loyalitet, og i 1794 forlod han hæren. Året efter vendte han tilbage for at nedkæmpe et oprør blandt royalisterne i Paris, men en ung ukendt general var kommet ham i forkøbet. Det var Napoléon Bonaparte. Thomas Alexandre kæmpede videre under Napoleons ledelse, indtil en manglende politisk tæft, fik ham til at stille spørgsmålstegn ved et felttog i Egypten. Han faldt i unåde, og da han blev fanget af italienerne i Napoli under tilbagerejsen fra Afrika, gjorde Napoleon intet for at få ham fri. Han blev mishandlet og forgiftet, og da han slap ud, havde han kun få år tilbage.

Baggrund: Jagt og kærlighed

Alexandre Dumas voksede op i relativ fattigdom – Napoleon havde ikke nogen pension til enken efter en general, som var faldet i unåde – med en storesøster og en mor, som tilbad ham. Han var gode venner med jagtbetjentene i skovene omkring Villers-Cotterêts, og strejfede i en tidlig alder rundt og plaffede småvildt.

Et par anekdoter giver en ide om hans karakter: Den første skoledag stod de ældste drenge klar ved indgangen til skolegården og fra et rækværk pissede de ned på ham. Alexandre havde arvet sin fars styrke og fik rasende fat i kraven på anføreren og sendte ham på flugt med en gang stryg. Under flugten tabte anføreren en bog. Alexandre samlede den op og tog den med hjem som krigsbytte. Det var en afhandling om onaniens forbandelse. Hans mor beslaglagde den, og der gik to år, før Alexandre fik fat i den igen og erfarede, at masturbation førte til sterilitet, døvhed og til sidst døden. Rædselsslagen nedtonede han visse vaner.

En mere afgørende erfaring fulgte efter yderligere et par år: Han havde set en ungersvend på frierfod blive til grin efter at være afvist af en rig gårdmandsdatter, og han havde set ham vende byens latter mod datteren og hendes familie ved hjælp af et smædedigt. Alexandre prøvede selv med digte, men det faldt ham svært, og han opgav – ikke desto mindre en indikation af, at hans våben ikke skulle blive sablen, men pennen og ordet.

Som sekstenårig fik han sin første elskerinde, den fire år ældre Aglaé Tellier. Nat efter nat sneg han sig gennem den lille by og over plankeværket til hendes forældres hus og ned under hendes dyne. I samme periode kom en omrejsende teatertrup til byen. Alexandre så “Hamlet”. Det var en åbenbaring, og sammen med vennen Adolphe Leuven grundlagde han en amatørtrup. De skrev deres egne stykker, små lystspil. Senere kom Alexandre i lære som skriver hos en lokal sagfører. I 1823 fik han en stilling i Paris i hertugen af Orleans, den senere kong Louis Philippes sekretariat. Han gjorde forskellige nyttige bekendtskaber i kulturlivet. Sammen med Adolphe og endnu en ven fik han vaudevillen (lystspil) “La chasse et l’amour” 1825 (Jagten og kærligheden) antaget.

Det romantiske teater

“M. Dumas’ udseende er almindelig kendt,” skrev han, “hans tamburmajorskikkelse, hans herkuleslemmer i deres næsten ufattelige længde, hans tykke læber, afrikanske næse, krøllede uldhår og brune ansigtsfarve. Skrab huden lidt, og De finder den vilde nedenunder. Han optræder som marquis og neger på samme tid, men marquisen stikker ikke dybt. Marquisen spiller sin rolle for publikum, men i privatlivet er det negeren, der optræder. Han strør om sig med penge, flagrer som en sommerfugl fra den ene elskerinde til den anden: blond eller brunet, alt kan bruges. Der har vi marquisen. Det smukke køn, der måske blændes af et gammelt adelsnavn og en ødsel rundhåndethed må tage sin tilflugt til lugteflasken for at udslette en vis tvivlsom duft. Der har vi negeren.”
Pamflet mod Alexandre Dumas, “Dumas”, side 84.

På boulevard-teatrene i Paris kunne Alexandre Dumas iagttage en blanding af komik og tragik, højt og lavt, banalt og beåndet i farverige opsætninger med masser af lokalkolorit og flittige lån fra alt, hvad der rørte sig af populære strømninger i tiden og fortiden – ridderfortællinger, melodramaer, kærlighedshistorier og gotiske gysere. I 1829 overførte han det til nationalscenen Comédie-Francaise i stykket, ”Henri III et sa cour” (Henrik den tredje og hans hof). Ud over boulevardscenerne var inspirationen hentet hos Shakespeare, de spanske renæssance-dramatikere og tyske romantikere som Goethe og Schiller. Et af de væsentligste træk var en ny mere kompleks altid splittet, fremmedgjort, mandlig helt (de kvindelige karakterer var der endnu ikke nogen, der bekymrede sig om at udvikle), ofte i følelsesmæssig affekt.

I Alexandre Dumas’ “Antony” fra 1831 forelsker den højspændte titelperson sig i en gift kvinde, og da de bliver overrasket i hinandens arme, stikker han hende ihjel med ordene “Hun modstod mig. Jeg har dræbt hende”, for at give det udtryk af, han havde været ved at tage hende med vold og på den måde redde hendes ære (ifølge “Verdens litteratur historie 5” side 75, hvorfra citatet også er hentet). Vanvittigt romantisk ud fra den tids standarder.

De tre musketerer

“D’Artagnan tænkte og bestemte foreløbig at give Planchet en dragt prygl, hvilket han gjorde med sin sædvanlige grundighed og samvittighedsfuldhed, og efter at have pryglet ham forbød han ham at forlade pladsen uden nærmere tilladelse, idet han tilføjede: “ Min fremtid er nemlig sikker nok, der kan ikke undgå at komme bedre tider. Din lykke er derfor gjort, hvis du bliver hos mig, og jeg er alt for god en herre til at lade dig forspilde din lykke ved at give dig din afsked, som du beder om.”
Alexandre Dumas: “De tre musketerer”, side 101.

Alexandre Dumas’ popularitet steg hele vejen op gennem 1830’erne. Han udviklede sig til en levemand med sans for det bedre køkken og kvinder, som han gerne håndplukkede fra toppen af rollelisten på opsætningerne af hans stykker. Samtidig accelererede hans produktivitet. Han begyndte så småt at hyre historikere til at forsyne ham med råmateriale. Han samarbejdede med yngre forfattere, og han opkøbte rettigheder til værker, han så et uforløst potentiale i.

På vej tilbage fra et ophold i Firenze i 1843 faldt Alexandre Dumas over en bog med titlen “Memoires de Monsieur d’Artagnan, capitaine-lieutnant de la Premiére Compagnie des Mousquetaires du Roi” på biblioteket i Marseille. Han var begyndt at spekulere på om det stof, han orienterede sig i, ikke egnede sig bedre til romaner end teaterstykker, og havde allerede skrevet de første og efter yderligere tre, hvor han eksperimenterede med forskellige genrer og stemninger, lod han sig inspirere af den navnkundige skotte Sir Walter Scotts historiske romaner og skrev ”Les Trois Mousquetaires” (1844) (“De tre musketerer”, 1846).

Fortællingen er solidt forankret i sin tid, 1620-30, med masser af lokalkolorit og Dumas’ karakteristiske vid, uforlignelige ironi, sikre sans for spænding og et romantisk galleri af helte. Det er hovedpersonen, den iltre gascogner d’Artagnan med de indlysende lederevner, charmøren Aramis med den religiøse åre, buldrebassen Porthos med den ligefremme livs- og madglæde og den ophøjede Athos med hang til sortsyn. D’Artagnan kæmper sig ind i musketerkorpset, hvor de tre sidste er medlemmer. Alle har sår på sjælen, et par af dem stammer fra den samme bitre kilde, grevinde Winter, kaldet Mylady, og så er vi tilbage ved det med kønnene. Dumas havde den tvivlsomme fornøjelse at blive udfordret til duel af den dekadente, cigarrygende, bukseklædte forfatterinde George Sand på grund af en uoverlagt bemærkning, og for musketererne er den viljestærke og handlekraftige Mylady en dæmon. Hun optræder som den frygtede kardinal Richelieus hemmelige agent i et komplot mod den smukke dronning Anna, som har tabt sit hjerte til den engelske hertug af Buckingham og lider under sin mand Ludvig den Trettendes blanding af ligegyldighed og mistænksomhed. Det gælder for d’Artagnan og hans musketervenner om at redde dronningens ære og få stillet deres personlige hævntørst.

“De tre musketerer” udkom som føljeton i avisen Le Siècle og Pariserne flåede den til sig. Abonnenterne strømmede til. Dumas benyttede sig af et helt nyt greb, som vi i dag kender som en cliff-hanger. Han efterlod læseren på et sted, hvor det var ulideligt spændende.

Greven af Monte Christo

“”Een!” sagde graverkarlene. “To! – tre!” – I samme øjeblik følte Dantes, at han blev kastet ud i et uhyre tomt rum, fløj gennem luften som en anskudt fugl og faldt med en frygtelig hast, der gennemisnede ham. Skønt han blev trukket ned af noget tungt, der fordoblede hurtigheden af hans fald, forekom det ham dog, som om hans fald varede en evighed. Endelig fo’r han som en pil ned i en masse iskoldt vand, der fik ham til at udstøde et skrig i det øjeblik, da han sank. – Dantes var blevet kastet i havet og blev trukket til bunds af en seksogtredive punds kugle, der var gjort fast ved hans ben. Havet var Chateau If’s kirkegård.”
“Greven af Monte Christo”, s. 155.

I 1870, hans dødsår, sætter Alexandre Dumas sig til rette i en lænestol med et eksemplar af “De tre musketerer” og indfrier et gammelt løfte til sig selv om at læse sit værk igennem, når han blev gammel. Hans søn spørger ham, hvad dommen er. ‘Den er god’, svarer Dumas. Nogle dage senere finder sønnen ham med et eksemplar af hans næststørste succes “Le Comte de Monte-Cristo”, fra 1845-46 (“Greven af Monte Christo” 1955.) og stiller det samme spørgsmål. “Ikke så god som De tre musketerer”, svarer Dumas.

Den italienske filosof og forfatter (til blandt andet “Rosens navn”) Umberto Eco udtrykker det sådan her: “Monte Christo løber i alle mulige retninger. Den er fuld af fyldord, den gentager uden blusel det samme adjektiv med kun en linies afstand, den ophober ubehersket de selv samme adjektiver, den kan finde på at påbegynde en belærende digression uden at være i stand til at afslutte den, fordi syntaksen ikke kan bære, så den prustende og stønnende kommer til at slæbe sig gennem tyve linier, og den måde, hvorpå den tegner følelser er mekaniske og klodset: dens personer enten skælver eller blegner eller borttørrer store sveddråber, der løber ned over panden på dem, eller de stammer med en stemme, som intet menneskeligt har ved sig, springer krampagtigt op af stolen og falder tilbage i den, mens forfatteren hele tiden, som en besat, gentager, at den stol, de netop er faldet tilbage i, er den samme, som de sad i for et sekund siden.” (“Til Monte-Christos pris” i “Om spejle”, side 140)

Umberto Eco mener at forklaringen er, at Dumas er betalt per linje – altså jo flere ord jo flere penge, uanset kvaliteten – men det er han også i mange andre værker, som fremstår anderledes klare og koncise, så det virker ikke, som om det kun kan være det. Et andet bud kunne være at begivenhederne er for tæt på i tid og historieskrivningen endnu ikke har udredt og tilrettelagt dem klart nok, at Dumas mangler afstand til at danne sig overblik og løfte sig op over dem. Under alle omstændigheder kommer Eco ad omveje frem til, at resultatet alligevel er genialt og enestående, fordi redundansen – gentagelserne – og ophobningen af klicheer skaber en kontrastfylde til de dramatiske højdepunkter, hvor hævneren Edmund Dantes afslører sig. Men hvis man ikke bevæger sig i de samme høje sfærer som Eco, så er der fristende at konkludere, at den bare er lige så kedelig, som den virker, og at de dramatiske højdepunkter kan indhentes lidt nemmere med et klik på fjernbetjeningen.

“Greven af Monte Christo” er lang, godt tusinde sider lang, og når det ikke er det dobbelte eller tredobbelte, er det kun, fordi dialogen er pakket sammen i kompakte afsnit i stedet for at være splittet op efter replikker og teksten skruet ned i en minimal punktstørrelse. Handlingen burde være kendt af de fleste efter de talrige filmatiseringer, som den egner sig bedst til: Den unge styrmand Dantes bliver hængt op på en konspiration med Napoleon, som sidder til fange på Elba, af nogle tabere, som misunder ham hans ualmindeligt rene hjerte, hans avancement til kaptajn og hans smukke kæreste. Han ryger i fangehullet på Marseilles svar på fængselsøen Alcatraz, Chateau If, og graver sig ind til en gammel abbed i cellen ved siden af. Abbeden kommer til at betragte den unge mand som sin søn og fortæller ham, hvor han kan finde en stor skat. Dantes undslipper, efter den gamle mand er død små fjorten år senere, og bliver i havet ud for If samlet op af nogle smuglere, som skal til øen Monte Christo, hvor skatten ligger nedgravet. Han finder den, kalder sig greven af Monte Christo og går i gang med at hævne sig på sine modstandere, som, selv om de fremstod som gedigne tabere i bogens begyndelse, har haft enorm fremgang og succes og nu alle sammen er grever og baroner. Men så kan opgørene jo også udspille sig på de bonede gulve og i magtens korridorer, så det passer meget fint.

Avisen Le Journal de Débats bragte et nyt afsnit hver fjortende dag fra den 28. august til 26. november 1844 og igen fra den 20. juni 1845 til den 15. januar 1846 med akkurat samme succes som Le Siècle havde haft med “De tre musketerer”.

Diana

“Kongen sad med sine nøgne fødder i blomsterdyngen, på en stol af ibenholt, indlagt med guld. I en kurv i hans skød lå syv eller otte hundehvalpe, hvis kølige snuder kildrede hans hænder. To tjenere var i gang med at frisere kongen. Hans hår blev redt tilbage på kvindevis, hans overskæg snoet i spidser. En tredje tjener smurte hans ansigt ind med rosa creme, der havde en ganske særlig lækker duft.
Henrik havde lukket øjnene og nød næsten som en indisk gud at blive behandlet af sine tjenere.
- Saint Luc! sagde han. Hvor er Saint Luc?
Saint Luc trådte ind. Chicot tog ham i hånden og førte ham hen til kongen.”
Alexandre Dumas: “Diana”, side 76.

Der er mere fart over feltet i resten af de kårde- og kappe-romaner, Alexandre Dumas skriver i den frugtbare raptus midt i attenfyrrerne end i forgængeren ”Greven af Monte Christo”. Fortællingen om den smukke frøken “La Dame de Monsoreau” fra 1846 (“Diana”, 1903) er fremragende komponeret med et aldrig svigtende overskud af humor, som udfoldes i lune beskrivelser og en dialog, som er så mundrap, at den flere steder overgår “De tre musketerer” – ikke mindst takket være hofnarren Chicot, den angiveligt homoseksuelle kong Henrik den Tredje og hans ‘mignons’, en lille håndfuld smukke adelsmænd, som udgør hans permanente entourage. Fornærmelserne fyger, rygterne svirrer, sladderen går. Der er forvekslinger og falden på halen. Og selvfølgelig masser af krydsede klinger og ømme forelskelser. Det er en fornøjelse.

En af mignonerne, Saint Luc, har til Henriks fortrydelse besluttet at gifte sig. Vi kommer ind i fortællingen ved hans bryllup. Henrik markerer sin utilfredshed med at komme for sent, og da han endelig viser sig, forlanger han, at Saint Luc tager med ham tilbage til Louvre, så han kan adsprede ham. Det er ikke lige præcis den måde Saint Luc havde drømt om at tilbringe sin bryllupsnat, men vi er i slutningen af femtenhundredetallet, kongens magt er uindskrænket, og han kan ikke gøre andet end at holde gode miner til slet spil. Herfra udvikler hovedhistorien sig. Titelpersonen Diana er bortført af den grusomme greve af Monsoreau på ordre fra kongens bror, hertugen af Anjou. Den tapre Bussy d’Amboise, romanens anden hovedperson, kommer hende til undsætning og opdager et komplot mod Henrik den Tredje. Kærligheden mellem Diana og Bussy vokser, de politiske forviklinger udvikler sig og den komplekse humørsyge Henrik viser sig at have visse evner som statsmand.

Ruin og eftermæle

Alexandre Dumas’ indtægter eksploderede med romanføljetonerne. Han åbnede sit eget Theatre Historique, købte en grund på tre hektarer i Marly-le-Roi uden for Paris og byggede slottet Monte Christo, der forvandlede sig til en kunstnerisk smeltedigel, hvor bes og wannabes lagde vejen forbi om ikke andet så for at nyde godt af Dumas’ køkken og gæstfrihed. Værten selv arbejdede uafbrudt fra syv morgen til syv aften og gav gæsterne venstre hånd til hilsen, mens han skrev videre med højre. Blandt hans konkurrenter voksede misundelsen. En lille snog, som Dumas havde nægtet ansættelse som sekretær i sin skrivefabrik, gav sladderen luft i en pamflet, som beskyldte Dumas for plagiering og litterær merkantilisme og var så nederdrægtig, at han røg fjorten dage i fængsel for sin ondskabsfuldhed. Dumas tog stort set virakken med oprejst pande, men set retrospektivt ligner det et varsel om et nært forestående tilbageslag.

Alexandre Dumas havde igennem sin levetid set modstridende regimer afløse hinanden, Bonaparte, Bourboner og Orléans’er. Han havde lært at navigere under kejser og kongelige. Men folkestyret, Den Anden Republik (Den Første var efter revolutionen fra 1792-1804), kom han til kort overfor, og Februarrevolutionen i 1848 betegnede et vendepunkt i hans liv og karriere. Han led et sviende nederlag i et forsøg på at blive valgt til Nationalforsamlingen, og pariserne, som blot behøvede at åbne døren og træde ud på gaden for at se historien blive til, havde ikke behov for at få det i føljetoner og på teatre. I hvert fald svigtede publikum og Théatre Historique gik rabundus. Monte Christo røg og Dumas måtte flygte til Bruxelles med kreditorerne i hælene. Bag ham spirede en ny social og kulturel bevidsthed. Yderpositionerne i samfundet blev forstærket. Arbejderklassen vandt frem på den ene side. En borgerlig antiborgerlig dekadence på den anden. Den romantiske helt, Dumas lancerede i sine skuespil, og som lånte karakter til hans historiske helte, virkede trods al sin splittelse og fremmedgørelse, som enhver svigermors drøm ved siden af det grænseoverskridende homo duplex, som digteren Charles Baudelaire introducerede i “Syndens blomster” (1857). Den franske litteratur bevægede sig med andre ord fra romantismen som litteraturhistorisk periode – som Dumas var en del af – og hen mod modernismen som især Baudelaire var eksponent for.

Det er en kamp for at kunne holde noget, der bare minder om et niveau, der sømmer sig for en mand med Dumas’ smag for kvinder og gastronomi. Det første forsøg på at samle Dumas værker fyldte 301 bind og fra fagkundskaben, dem som har læst mere end hovedværkerne, lyder det, at skriveriet blev et rent kommercielt anliggende, uden gnist eller begejstring. Han blomstrede op nu og da, men det var alene ved erobringen af en ny elskerinde eller et nyt udenlandseventyr, ikke mindst i Italien, hvor han i 1860 gjorde sig bemærket som patrioten og revolutionshelten Garibaldis støtte. I eftertiden står han som et kulørt appendiks til romantikken.

Det er ikke tilfældigt, at hans værk er blevet genstand for anslået fyrre filmatiseringer og femten tv-serier. Hans evne til at fortælle i storslåede historiske kulisser med handling, helte, intriger, kærlighed, ironi og rappe dialoger er uovertruffen og velegnet til at imødekomme de moderne underholdningsmediers krav. Herhjemme er Alexandre Dumas’ oplagte åndsfælle og arvtager forfatteren til “Gøngehøvdingen” og “Dronningens vagtmester”, Carit Etlar. Sønnen og forfatteren Alexandre Dumas (normalt anført Alexandre Dumas fils eller den yngre) opnåede en berømmelse, som i glimt matchede farens med “Kameliadamen” som hovedværk.

Sidst nogen satte sig ned og talte Alexandre Dumas’ værk (1959) var syvogfirs af hans titler oversat til dansk. Flere er kommet til siden sammen med gendigtninger og genoptryk af de mest populære værker.

Bibliografi

Udvalgte værker af Alexandre Dumas

Dumas, Alexandre:
Greven af Monte Christo, bind I, II og III. 1845-1846. (Le Comte de Monte Christo. 1845-46). Roman.
Dumas, Alexandre:
De tre musketerer. 1846. (Les Trois Mousquetaires. 1844). Roman.
Dumas, Alexandre:
Madame Giovanni. 1947. (Journal de Madame Giovanni. 1856). Roman.
Dumas, Alexandre:
Tyve år efter. 1847. (Vingt ans après. 1845). Roman.
Dumas, Alexandre:
Dronning Margot. 1846. (La Reine Margot. 1845). Roman.
Dumas, Alexandre:
Musketerenes sidste bedrifter. 1850. (Le vicomte de Bragelonne. 1848-1950). Roman.
Dumas, Alexandre:
Musketerernes sidste bedrifter/ Ti år efter/ Manden med jernmasken. 1977. (Le Vicomte de Bragelonnne ou Dix ans plus tard. 1848-50). Roman.
Dumas, Alexandre:
Diana, bind I, II og III. 1845-1850. (La Dame de Monsoreau. 1846). Roman.
Dumas, Alexandre:
Le grand dicitionnaire de cuisine. 1873. Ordbog.
Dumas, Alexandre:
De tre musketerer, bind I og II. 2000. (Les Trois Mousquetaires. 1844). Roman.

Filmatiseringer af Alexandre Dumas’ værker

Reynolds, Kevin:
Greven af Monte Christo. 2002.
Wallace, Randall:
Manden med jernmasken. 1998.
Chéreau, Partrice:
Dronning Margot. 1994.
Herek, Stephen:
De tre musketerer. 1993.
Lester, Richard:
De fire musketerer. 1975.
Lester, Richard:
De tre musketerer. 1973.
Autant,-Lara, Claude:
Greven af Monte Christo. 1961.
Sidney, George:
De tre musketerer. 1948.
Niblo, Fred:
De tre musketerer. 1921.

Om Alexandre Dumas

Links

Oversigt over de 87 værker af Dumas, som udkom frem til 1959.
Selskabet Alexander Dumas’ venners hjemmeside med blandt andet en ekstensiv bibliografi.

Faglitteratur

Troyat, Henri:
Alexandre Dumas, le cinquième mousquetaire. 2005.
Hertel, Hans (red):
Verdens litteraturhistorie 5. 1994.
Gorman, Herbert:
Dumas. 1930.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Dumas, Alexandre'