Alexandre Dumas

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Main image
Dumas, Alexandre
Foto: dumaspere.com / © Gilles Mermet / AKG Paris

Hvis man måler en mands succes på, hvor mange, der mener, det er værd at bagtale ham, og det kan man udmærket gøre, så var den hyper produktive forfatter til “De tre musketerer”, Alexandre Dumas, uden sammenligning den største i sin tid. Han væltede sig i penge og elskerinder og succes, og jo bedre det gik ham, jo højere lød anklagerne om litterær merkantilisme, plagiering. Men der er selvfølgelig også andre måder at overbevise sig om hans format end at tælle onde tunger – for eksempel at læse hans klassikere og opleve eller genopleve, hvordan de bliver ved med at underholde, charmere og imponere – i hvert fald nogle af dem.

Blå bog

Født: 24. juli 1802 i Villers-Cotterêts, Frankrig.

Død: 5. december 1870.

Uddannelse: Udlært skriver.

Debut: La Chasse et l'Amour, 1825.

Litteraturpriser: Ingen.

Sidste udgivelse: “Les Blancs et les Bleus” (to sidste bind). 1869.

Forlag: Hernov, Høst & søn, Martins forlag.

Baggrund: Romantiker

“Jeg har præsteret, hvad ingen har præsteret før. Jeg begyndte udgivelsen af fem forskellige romaner i fem forskellige blade på en gang, og jeg bragte dem alle til ende. Mine modstandere kan fortælle dem, om jeg nogensinde har givet en linje fra mig, som ikke var skrevet med min egen hånd. Tre heste, tre tjenestefolk og jernbanen havde nok at gøre med at transportere mine manuskripter ind til byen og korrekturerne ud til mig. Kl. 2 om morgenen var mine tjenere igen på vej fra Saint-Germain til Paris.”

“Dumas” bind 2, s. 96.

Alexandre Dumas’ liv er gjort af det samme højromantiske stof som hans forfatterskab. Farfaren var en fransk markis med en plantage i Caribien. Farmoren var en smuk, sort slavinde, Marie Cesette du mas, oversat ‘husets Marie Cesette’. Faren, Thomas Alexandre, var en sagnomspunden general under den franske revolution. Alexandre Dumas selv gik ikke af vejen for en rask duel på pistol eller kårde, når han følte sin ære gået for nær, men hans primære våben var pennen, og hans revolution blev udkæmpet på teateret, hvor han sammen med konkurrenten Victor Hugo skabte et romantisk sidestykke til den humanistiske, liberale og republikanske bevægelse i Frankrig.

Alexandre Dumas blev født i 1802, voksede op i en lille by, Villers-Cotterêts, ikke så langt fra Paris. Hans far, Thomas Alexandre Davy-Dumas de la Pailleterie, døde, da Dumas var tre, men havde Alexandre ikke selv mange minder om ham, kunne han trække på den kollektive erindring, hvor hans bedrifter levede videre. Thomas Alexandre var en kolos af en kriger, en gigant af en mulat, en moderne Herakles, der allerede som helt ung havde brudt med sin adelige far, taget sin mors slavenavn på sig og sluttet sig til revolutionen. På ganske få år steg han fra menig til general og blev øverstbefalende over den republikanske hær i alperegionen. Han tilfangetog ene mand tretten østrigske alpejægersoldater. Han løftede sine udmattede tropper over uoverstigelige palisader efter en hård opstigning af et bjerg. På en snæver bro huggede han en eskadron fjendtlige ryttere ned med sin sabel en efter en. Bagefter sad der syv kugler i vamsen, og han var såret tre steder på kroppen. Han var kendt af den østrigske fjende som Schwarze Teuffel og af sine mænd som Monsieur de l’Humanité, fordi han var mod dødsstraf og markerede det ved at demontere en guillotine. Hans fjender inden for egne rækker brugte det til at så tvivl om hans loyalitet, og i 1794 forlod han hæren. Året efter vendte han tilbage for at nedkæmpe et oprør blandt royalisterne i Paris, men en ung ukendt general var kommet ham i forkøbet. Det var Napoléon Bonaparte. Thomas Alexandre kæmpede videre under Napoleons ledelse, indtil en manglende politisk tæft, fik ham til at stille spørgsmålstegn ved et felttog i Egypten. Han faldt i unåde, og da han blev fanget af italienerne i Napoli under tilbagerejsen fra Afrika, gjorde Napoleon intet for at få ham fri. Han blev mishandlet og forgiftet, og da han slap ud, havde han kun få år tilbage.

Baggrund: Jagt og kærlighed

Alexandre Dumas voksede op i relativ fattigdom – Napoleon havde ikke nogen pension til enken efter en general, som var faldet i unåde – med en storesøster og en mor, som tilbad ham. Han var gode venner med jagtbetjentene i skovene omkring Villers-Cotterêts, og strejfede i en tidlig alder rundt og plaffede småvildt.

Et par anekdoter giver en ide om hans karakter: Den første skoledag stod de ældste drenge klar ved indgangen til skolegården og fra et rækværk pissede de ned på ham. Alexandre havde arvet sin fars styrke og fik rasende fat i kraven på anføreren og sendte ham på flugt med en gang stryg. Under flugten tabte anføreren en bog. Alexandre samlede den op og tog den med hjem som krigsbytte. Det var en afhandling om onaniens forbandelse. Hans mor beslaglagde den, og der gik to år, før Alexandre fik fat i den igen og erfarede, at masturbation førte til sterilitet, døvhed og til sidst døden. Rædselsslagen nedtonede han visse vaner.

En mere afgørende erfaring fulgte efter yderligere et par år: Han havde set en ungersvend på frierfod blive til grin efter at være afvist af en rig gårdmandsdatter, og han havde set ham vende byens latter mod datteren og hendes familie ved hjælp af et smædedigt. Alexandre prøvede selv med digte, men det faldt ham svært, og han opgav – ikke desto mindre en indikation af, at hans våben ikke skulle blive sablen, men pennen og ordet.

Som sekstenårig fik han sin første elskerinde, den fire år ældre Aglaé Tellier. Nat efter nat sneg han sig gennem den lille by og over plankeværket til hendes forældres hus og ned under hendes dyne. I samme periode kom en omrejsende teatertrup til byen. Alexandre så “Hamlet”. Det var en åbenbaring, og sammen med vennen Adolphe Leuven grundlagde han en amatørtrup. De skrev deres egne stykker, små lystspil. Senere kom Alexandre i lære som skriver hos en lokal sagfører. I 1823 fik han en stilling i Paris i hertugen af Orleans, den senere kong Louis Philippes sekretariat. Han gjorde forskellige nyttige bekendtskaber i kulturlivet. Sammen med Adolphe og endnu en ven fik han vaudevillen (lystspil) “La chasse et l’amour” 1825 (Jagten og kærligheden) antaget.