Ruin og eftermæle

Alexandre Dumas’ indtægter eksploderede med romanføljetonerne. Han åbnede sit eget Theatre Historique, købte en grund på tre hektarer i Marly-le-Roi uden for Paris og byggede slottet Monte Christo, der forvandlede sig til en kunstnerisk smeltedigel, hvor bes og wannabes lagde vejen forbi om ikke andet så for at nyde godt af Dumas’ køkken og gæstfrihed. Værten selv arbejdede uafbrudt fra syv morgen til syv aften og gav gæsterne venstre hånd til hilsen, mens han skrev videre med højre. Blandt hans konkurrenter voksede misundelsen. En lille snog, som Dumas havde nægtet ansættelse som sekretær i sin skrivefabrik, gav sladderen luft i en pamflet, som beskyldte Dumas for plagiering og litterær merkantilisme og var så nederdrægtig, at han røg fjorten dage i fængsel for sin ondskabsfuldhed. Dumas tog stort set virakken med oprejst pande, men set retrospektivt ligner det et varsel om et nært forestående tilbageslag.

Alexandre Dumas havde igennem sin levetid set modstridende regimer afløse hinanden, Bonaparte, Bourboner og Orléans’er. Han havde lært at navigere under kejser og kongelige. Men folkestyret, Den Anden Republik (Den Første var efter revolutionen fra 1792-1804), kom han til kort overfor, og Februarrevolutionen i 1848 betegnede et vendepunkt i hans liv og karriere. Han led et sviende nederlag i et forsøg på at blive valgt til Nationalforsamlingen, og pariserne, som blot behøvede at åbne døren og træde ud på gaden for at se historien blive til, havde ikke behov for at få det i føljetoner og på teatre. I hvert fald svigtede publikum og Théatre Historique gik rabundus. Monte Christo røg og Dumas måtte flygte til Bruxelles med kreditorerne i hælene. Bag ham spirede en ny social og kulturel bevidsthed. Yderpositionerne i samfundet blev forstærket. Arbejderklassen vandt frem på den ene side. En borgerlig antiborgerlig dekadence på den anden. Den romantiske helt, Dumas lancerede i sine skuespil, og som lånte karakter til hans historiske helte, virkede trods al sin splittelse og fremmedgørelse, som enhver svigermors drøm ved siden af det grænseoverskridende homo duplex, som digteren Charles Baudelaire introducerede i “Syndens blomster” (1857). Den franske litteratur bevægede sig med andre ord fra romantismen som litteraturhistorisk periode – som Dumas var en del af – og hen mod modernismen som især Baudelaire var eksponent for.

Det er en kamp for at kunne holde noget, der bare minder om et niveau, der sømmer sig for en mand med Dumas’ smag for kvinder og gastronomi. Det første forsøg på at samle Dumas værker fyldte 301 bind og fra fagkundskaben, dem som har læst mere end hovedværkerne, lyder det, at skriveriet blev et rent kommercielt anliggende, uden gnist eller begejstring. Han blomstrede op nu og da, men det var alene ved erobringen af en ny elskerinde eller et nyt udenlandseventyr, ikke mindst i Italien, hvor han i 1860 gjorde sig bemærket som patrioten og revolutionshelten Garibaldis støtte. I eftertiden står han som et kulørt appendiks til romantikken.

Det er ikke tilfældigt, at hans værk er blevet genstand for anslået fyrre filmatiseringer og femten tv-serier. Hans evne til at fortælle i storslåede historiske kulisser med handling, helte, intriger, kærlighed, ironi og rappe dialoger er uovertruffen og velegnet til at imødekomme de moderne underholdningsmediers krav. Herhjemme er Alexandre Dumas’ oplagte åndsfælle og arvtager forfatteren til “Gøngehøvdingen” og “Dronningens vagtmester”, Carit Etlar. Sønnen og forfatteren Alexandre Dumas (normalt anført Alexandre Dumas fils eller den yngre) opnåede en berømmelse, som i glimt matchede farens med “Kameliadamen” som hovedværk.

Sidst nogen satte sig ned og talte Alexandre Dumas’ værk (1959) var syvogfirs af hans titler oversat til dansk. Flere er kommet til siden sammen med gendigtninger og genoptryk af de mest populære værker.