victor hugo
Foto: Pictures From History/Akg-Images/Ritzau Scanpix

Victor Hugo

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
victor hugo
Foto: Pictures From History/Akg-Images/Ritzau Scanpix
Main image
Hugo, Victor
Foto: Wikimedia

Indledning

Romantikken gav os nogle af Europas store historiefortællere, den uforlignelige skotte Sir Walter Scott , der skrev “Ivanhoe”, og den ikke mindre fortrinlige franskmand Alexandre Dumas med “De tre musketerer” – og selvfølgelig ikke mindst Dumas’ landsmand Victor Hugo, i hjemlandet hyldet som den største digter gennem tiderne, og i resten af verden fejret for de store romanværker “Klokkeren fra Notre Dame” og “De elendige”.

 

51498658

Blå bog

Født: Den 26. februar 1802 i Besancon, Frankrig.

Død: Den 22. maj 1885.

Debut: “Bug-Jargal”, 1826 (Bug-Jargal eller negeropstanden på St. Domingo”, 1830).

Uddannelse: Ingen

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: De elendige. Vandkunsten, 2014. (Les misérables, 1862). Oversætter: Hans Peter Lund. 3 bind.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

““Du er trådt ind i kæltringernes kongedømme uden at være kæltring, du har overtrådt vor bys privilegier. Du skal straffes med mindre du er svindler, stodder eller brandlidt, det vil sige i hæderlige folks sprog, tyv, tigger eller vagabond. Er du noget af det? Retfærdiggør dig. Hvad dur du til?””
“Klokkeren fra Notre Dame”, s. 106.

Victor-Marie Hugo blev født i Besancon i 1802 som søn af en general under Napoleon. I den tidlige barndom kom han med til Spanien og Italien, inden forældrene blev skilt, og han flyttede med moren til Paris. Han var et opvakt barn, som digtede fra en tidlig alder og var bekendt med sprog og klassikere. Allerede som syttenårig udgav han med sine to brødre tidsskriftet “Le Conservateur Littéraire”. Han er berømt for at have udtalt “Jeg vil være Chateaubriand eller intet” med henvisning til en af tidens store forfattere og repræsentant for den unge Hugos konservative synspunkter.

Som tyveårig blev han gift med barndomsveninden Adèle, der – akkurat som Hugos mor havde bedraget hans far – bare et par år senere bedrog Hugo med deres fælles ven Charles-Augustin Sainte Beuve, som skulle blive periodens mest betydende kritiker. Hugo forbød ham adgang til deres hjem og fik siden hen ikke mange gode anmeldelser fra den kant, men i modsætning til faren valgte han at blive i ægteskabet og gav sig i stedet hen til en med tiden legendarisk appetit på elskerinder. En af dem hang ved livet igennem som en slags anden kone, den smukke sekundaskuespillerinde Juliette Drouet. Han fik en lille håndfuld børn med Adéle. Den ældste datter Léopoldine omkom som bare nittenårig sammen med sin mand i en drukneulykke på Seinen. Hugo som havde et åbent sind vendte sig i sin sorg mod et medie blandt sine venner og troede det næste par år, at han talte med sin datter gennem et bankende bord. Ved samme lejlighed fik han sig en sludder med Shakespeare.

Victor Hugos voksentilværelse indfriede alle de løfter, hans barndom var fuld af. Han var et renæssancemenneske, en mester i alle litterære og journalistiske genrer, bundløst vidende, i perioder aktiv politiker og hertil en fremragende tegner.

I sine 83 år oplevede han flere politiske omvæltninger og revolutioner end en gennemsnitlig bananrepublik, og frem til 1851 var der et påfaldende sammenfald mellem hans offentlige standpunkter og det til enhver tid siddende styres, men en voksende modsætning til kejser Napoleon den tredje fik ham til at stå ved den liberalt humanistiske åre, der løber hele vejen gennem forfatterskabet. Med en arrestation hængende over hovedet gik han i eksil på Kanaløerne Guernsey og Jersey, hvorfra han revser Den lille Napoleon, som han kaldte kejseren, efter bedste evne, blandt andet i digtsamlingen “Les Châtiments” fra 1853. Efter Napoleons fald i 1870 vendte han tilbage til Paris, hvor han blev fejret som en af nationens store helte med al den pomp og pragt, som kun Frankrig udviser deres intellektuelle.

Hernani

“DONA SOL (kaster sig over ham)/
Det brænder som flammer!/
Kast denne flaske bort – Nu svækkes syn og sans!/
Min elskte! Denne gift er levende! – Aa, stands!/
En Hydra avler den med tusind skarpe tænder,/
Der hugges i mit bryst! Dens bid som edder brænder!/
Jeg vidste ej, der var en saadan smerte til!/
Hvad er det? Det er ild! Aa, drik dog ej! Du vil/
Blot lide alt for hårdt!

HERNANI (til Don Ruy Gomez)
Du kender ej til nåde!
At lade hende dø på slig en grusom måde!
(drikker og kaster flasken)”
Victor Hugo: “Hernani”, side 162.

Victor Hugos første væsentlige skridt mod berømmelse er et opgør med det klassicistiske teater, der er kendetegnet ved hierarkisering af genrerne (tragedie, komedie, farce) og en streng dogmatik, der kræver treenighed i tid, sted og handling, disciplinering af følelserne, et bestemt antal akter per stykke, et bestemt antal scener per akt, et bestemt antal personer per scene og aleksandriner (tolv stavelsesvers) i den fornemmeste genre (tragedien). I 1828 skriver han et romantisk manifest som forord til læsedramaet “Cromwell” og slår til lyd for et drama, som mikser genrer og stillejer og forbinder det komiske og tragiske, det høje og lave, det sublime og det monstrøse. I 1830 fører han opgøret med klassicismen ind på nationalscenen Comédie Francaise med skandalen “Hernani” (“Hernani”, 1946).

På parterret sidder borgermusikken og forarges; stykket er fyldt med billige virkemidler, som om man befandt sig på et boulevardteater, slagudvekslinger, forvekslinger og forklædninger, patos og højspændt kærlighed, og handlingen foregår flere forskellige steder og stikker af i mange forskellige retninger, som om forfatteren ikke rigtigt kan sit håndværk. Og hvad er der egentlig med den der helt, Hernani, han er så underlig splittet, det ene øjeblik vil han det ene, det andet det næste. Kan han overhovedet finde ud af noget? Men på galleriet, hvor Hugos langhårede sympatisører, de unge selvbevidste kunstner- og digterspirer sidder, elsker man det. De opfatter romantikken som liberalismens cool fætter og aner lidt af den samme ånd, som fem måneder senere skulle få dem op på barrikaderne i julirevolutionen og føre til de tyranniske Bourboners fald og borgerkongen Louis-Philippes indsættes. De jubler.

Da premieren er overstået udveksler man næsestyvere og sæbeøjer; tag den, åndssvage burgøjser, nej, tag den langhårede abekat. Det var den 25. februar 1830, en dato som herefter ville være skrevet ind i fransk kulturhistorie.

Set med nutidens øjne  kan det godt undre, at “Hernani” kunne vække så stort postyr. Selv om dramaet er frigjort af aleksandrinerne, er det stadig låst fast i rytme og rim og mildt sagt patetisk med eksklamationer og svuppende hjerteudgydelser. Følelsernes bemestring er langt væk, og selv Romeo og Julie fremstår som et par livstrætte oldinge ved siden af Hernani og hans udkårne Dona Sol. Ligesom Romeo og Julie og sikkert ikke uden skelen til netop dem, for Shakespeare var periodens store idol, ender det med en ufatteligt tragisk død for egen hånd ved gift. Selvmord var i det hele taget utroligt hipt i tiden, det ultimative udtryk for et følsomt sind og lidt af en modedille, efter Goethe i 1774 havde ladet den unge Werther skyde sig selv med et jagtgevær.

Den dramatiske kærlighedshistorie udspiller sig i femtenhundredtallets Spanien. På en tid hvor ethvert angreb på kongemagten blev taget unådigt op, føjede det kun til skandalen, at Hernani var røver og stykkets skurk var kongen Don Carlos.

Der er langt mellem opsætningerne af “Hernani” i dag. Det samme gælder Hugos andre dramaer. Formentlig er hans mest populære stykke “Mangeront-ils?” (‘Spiser de?’) fra 1867, som stadig sættes op i Frankrig med jævne mellemrum.

Klokkeren fra Notre Dame

“Og sikkert er det at der var en art mystisk, forudgående harmoni mellem denne skabning og denne bygning. Når han som helt lille krumbøjet og i små sæt slæbte sig gennem dens hvælvingers mørke, lignede han med sit menneskelige ansigt og sin dyriske legemsbygning et kryb, der var bestemt til disse mørke, fugtige klinker, som skyggen fra de romanske søjlehoveder aftegnede så mange besynderlige figurer på.”
“Klokkeren fra Notre Dame”, s. 180.

En inspirationskilde for romantikken var gotikken med sine uhyggelige skyggespil i middelalderverdenens dystre bygninger og sjælens dunkle krinkelkroge. Victor Hugo fejrer den i “Notre-Dame de Paris” fra 1831 (“Notre-Dame Kirken i Paris”, 1883, 1930), en rædselsberetning om den forkrøblede krop, klokkeren Quasimodo, og dens stedfar, den forkrøblede sjæl, ærkediakonen Claude Frollo, og deres ødipale strid om den smukke sigøjnerske Esmeralda. Ind imellem falder Hugo ud i lange, lysende essayistiske digressioner, som sætter byen, kirken og fortællingen ind i sine stilhistoriske rammer og får indsatsen på plads. Hugo mener, at folket har skrevet sin historie i bygningsværkerne, indtil trykkekunstens opfindelse. Herefter er bygningskunsten en død sild, og livet findes i bøgerne.

I centrum af romanen står den pukkelryggede og enøjede Quasimodo, som har sprængt trommehinderne under udøvelsen af sit job som klokker ved Notre Dame-katedralen. “Helgenerne var hans venner og velsignede ham; uhyrerne var hans venner og beskyttede ham.” (side 184) Han lever som en skyggeagtig forlængelse af det imposante, men dystre bygningsværk. Hans adoptivfar er katedralens ærkediakon Claude Frollo, som bag en streng livsførelse gemmer på en uforløst liderlighed, som forplumrer sjælen og forvandler ham til bogens sande dæmon. Quasimodos store kærlighed, den smukke sigøjnerpige Esmeralda, er genstanden for Frollos begær.

28593864

Trekantsdramaet udvikler sig med sideforskydninger og overbygninger. Der er satiriske, sine steder gedigent morsomme og underfundige indblik i retssalene, den højere borgerstand og kongegemakkerne. Der er gyselige rundture i middelalderens Paris med sine snævre gyder og skidne hob af fattige. Fortællingen og persongalleriet er frodigt ornamenteret som Notre Dame-kirken, og de spejler på eventyrlig vis hinanden hele vejen igennem.

Den ordrette oversættelse af bogens franske originaltitel er “Vor Frue i Paris” og henviser dermed direkte til Notre Dame-kirken i Paris. Men titlen kan også tolkes som en dedikation til romanens kvindelige hovedperson, sigøjnerpigen Esmeralda, som klokkeren Quasimodo og bogens øvrige personer kredser om.

Det var i Hollywood-filmatiseringer fra 1920’erne og 30’erne, at man fandt på at kalde Victor Hugos historie for “The Hunchback of Notre Dame” – dvs. pukkelryggen fra Notre Dame – som så på dansk er blevet til “Klokkeren fra Notre Dame”.

 

 

De elendige

“Ved skæret fra den kulørte lampe kunne han nu skelne en bluse, iturevne benklæder af bomuldsfløjl, et par bare ben og noget der lignede en blodpøl. Han fik øje på et blegt ansigt, det vendte sig op mod ham. “Kender De mig ikke?” – “Nej.” – “Jeg er Eponine.” Marius bøjede sig hastigt ned og så, at det virkeligt var det stakkels pigebarn, der havde mandsklæder på. “Hvor kommer de her? Hvad vil de dog på dette sted?” spurgte han. – “Jeg skal til at dø”, svarede hun.”
Victor Hugo: “De elendige”, side 336.

Victor Hugos andet hovedværk “Les Misérables fra 1862 (“De elendige”, 1862 og 1944) er en episk mastodont på femhundrede tætpakkede sider med en handling fra post-napoleon årene 1815 til 32. Den har en klarhed i konflikter, karakterer og budskab, som egner sig til musical, spillefilm og tv-serie for hele familien, men en dræbende langsom afvikling, som gør, at den samme familie formentlig ville falde i søvn over bogen. For mange af de meninger, som var friske, dengang Hugo skrev dem, er kedelige, rigtige og selvindlysende i dag, og måske var de ikke en gang rigtigt friske dengang. “De elendige” var en salgssucces, men anmeldere og toneangivende intellektuelle, heriblandt Flaubert, Baudelaire og Goncourt-brødrene, vendte tomlen ned.

I forhold til “Klokkeren fra Notre Dame” er rædselskabinettet erstattet af et sort-hvidt persongalleri af helte og skurke, den originale kulturanalyse med banale sociale refleksioner, den begærlige fremdrift med offerlammets flugt, det filosofiske overskud med en kristen undertekst og endelig er humanismen erstattet med pladderhumanisme. Det er, som man siger, samfundets skyld.

Hovedpersonen Jean Valjean er en knægt med hjertet på rette sted, men fattigdom tvinger ham til at stjæle et brød, så han og hans stakkels familie kan få noget at spise. Samfundet reagerer ved at smide ham i fængsel, hvorfra han endelig undslipper efter nitten år. Han lever som den forbryder, han ikke var, da han kom ind, men takket være forsynet, besinder han sig på sit liv og bliver god og menneskekærlig igen. Hvis så bare samfundet havde forandret sig, men det har det ikke. Det er grusomt, materialistisk, sladdervornt, bedragerisk og underlagt et afstumpet retssystem. Valjean må leve på flugt fra sin fortid med den emsige politiofficer Javert og den dickenske røverfamilie Thénadiers i hælene. Med sig har han adoptivdatteren Cosette, som er hans et og alt. Hun vokser op til en smuk og hjertensgod pige, og Jean Valjean bliver atter sat på en prøve, da han står foran at miste hende til den unge smukke, revolutionære Marius. Men også her overvinder han sig selv. Han redder endda Marius’ liv. Og han udånder i en religiøs forløsning med Cosette og Marius ved sit dødsleje.

“De elendige” er skrevet under eksilet på Guernesey, og selv om handlingen ligger fyrre, halvtreds år tidligere, har skildringen af den pauvre samfundstilstand sikkert ikke været uden kritisk reference til Frankrig under Napoleon. Det samme gælder en anden af romanerne fra eksilet “L’Homme qui rit” fra 1869 (“Manden der ler”, 1870 og 1984).

I det hele taget genfandt Victor Hugo produktiviteten på Guernsey. Til “De elendige”, “Manden der ler” og “Les Châtiments” føjer sig blandt andet to af hans vigtigste digtsamlinger “Les contemplations” fra 1856 (‘kontemplationer’/’betragtninger’) og “La Légende des siécles” fra 1859 (“Århundredernes legende”, 1911), en række teaterstykker under titlen “Théâtre en Liberté” og romanen “Les Travailleurs de la mer”, 1866 (“Havets arbejdere”, 1919), der som en kuriøs bieffekt affødte en blækspruttedille. Det blev hipt at spise dem, og man lavede blækspruttehatte og blækspruttefester.

Beslægtede forfatterskaber

To millioner franskmænd havde taget opstilling langs ruten, da Victor Hugo i foråret 1885 blev stedt til hvile i Panthéon i Paris, og Triumfbuen var svøbt i sørgeflor. Hans eftermæle er majestætisk. Der er dårligt den by i Frankrig, som ikke har en Place eller Avenue Victor Hugo. Hans bistre kontrafej pryder de gamle 500 francs sedler, nye generationer lærer ham at kende som republikkens bedstefar og terper hans digte i skolen, barndomshjemmet på Place de Vosges er Victor Hugo museum, listen over biografier er alenlang, hundredåret for hans død i 1985 var en national megabegivenhed, tohundrede året for hans fødsel i 2002 var en ny.

Til de talrige indspilninger og opsætninger af “De elendige” og “Klokkeren fra Notre Dame” som film og musical føjer sig mere end hundrede operaer over en bred palet af hans værker, heriblandt Verdis “Rigoletto” og Donizettis “Lucrezia Borgia”. Berlioz, Bizet og Fauré er blandt de mange klassiske komponister, som har ladet sig inspirere af hans digte. Orson Wells lavede i 1937 et radiohørespil over “De elendige”. Blandt de store skuespillere, som har givet Qausimodo liv på lærredet er Anthony’erne Quinn og Hopkins. På Guernsey er Hugo blevet en mindre turistindustri med den biennale Victor Hugo-musikfestival som flagskibet.

Teaterstykket “Mangeront-ils?” tjente som forlæg til Samuel Becketts “Mens vi venter på Godot”. Aïrolo fra samme stykke genkendes i Chaplins vagabond-klovn. Ærkeforbryderen The Joker fra tegneserien Batman er skåret over “Manden der ler” fra romanen af samme navn. Tresser-tv-serien “The Fugitive” (som blev til en langt mere berømt spillefilmsversion i 1993) om en mand, som flygter fra en fangetransport efter at være hængt op på sin myrdede kones død, var inspireret af “De elendige”. Hugos spor i kulturhistorien er endeløse. Herhjemme har Sebastian givet et musicalbud på “Klokkeren fra Notre Dame”, og Bille August har filmatiseret “Les Misérables” i 1998.

Bibliografi

Værker af forfatteren

Hugo, Victor:
Odes et ballades. 1822-1828.
Hugo, Victor:
Cromwell. 1828.
Hugo, Victor:
Les Orientales. 1829.
Hugo, Victor:
Bug-Jargal eller negeropstanden på St. Domingo. 1830. 1920. (Bug-Jargal. 1826).
Hugo, Victor:
Den dødsdømtes sidste Dag. 1862. (Le Dernier Jour d’un condamné. 1829). Roman.
Hugo, Victor:
De elendige. 1862. 1944. (Les Misérables. 1862). Roman.
Hugo, Victor:
Havets arbejdere. 1868. 1919. (Les Travailleurs de la mer. 1866). Roman.
Hugo, Victor:
Manden der ler. 1870. 1984. (L’Homme qui rit .1869). Roman.
Hugo, Victor:
1793. 1874. 1958. (Quatrevingt-Treize. 1874). Roman.
Hugo, Victor:
Klokkeren fra Notre Dame. 1883. 1930. (Notre-Dame de Paris. 1831). Roman.
Hugo, Victor:
Århundredernes legende. 1911. (La Légende des siécles. 1859). Digte.
Hugo, Victor:
Hernani. 1946. (Hernani. 1830). Skuespil.
Hugo, Victor:
De elendige. Vandkunsten, 2014. (Les misérables, 1862). Oversætter: Hans Peter Lund. 3 bind.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Victor Hugo

Om Victor Hugo

Links

Godt opslag om Victor Hugo.
Officiel fransk hjemmeside i anledning af 200 året for forfatterens fødsel i 2002.
Victor Hugos tegninger.

Faglitteratur

Frey, John Alexander:
A Victor Hugo Encyclopedia. 1999. Leksikon.
Hertel, Hans (red.):
Verdens litteraturhistorie 5. 1994. Litteraturhistorie.
Maurois, André:
Olympio, ou, la vie de Victor Hugo. 1954. Biografi.
Rubow, Paul V.:
Victor Hugos lyrik. 1943. Gennemgang af Victor Hugos lyrik.
Levin, Poul:
Victor Hugo. 1902. Biografi.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Victor Hugo