Victor Hugo

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Main image
Hugo, Victor
Foto: Wikimedia

Indledning

Romantikken gav os nogle af Europas store historiefortællere, den uforlignelige skotte Sir Walter Scott , der skrev “Ivanhoe”, og den ikke mindre fortrinlige franskmand Alexandre Dumas med “De tre musketerer” – og selvfølgelig ikke mindst Dumas’ landsmand Victor Hugo, i hjemlandet hyldet som den største digter gennem tiderne, og i resten af verden fejret for de store romanværker “Klokkeren fra Notre Dame” og “De elendige”.

51498658

Blå bog

Født: Den 26. februar 1802 i Besancon, Frankrig.

Død: Den 22. maj 1885.

Debut: “Bug-Jargal”, 1826 (Bug-Jargal eller negeropstanden på St. Domingo”, 1830).

Uddannelse: Ingen

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: De elendige. Vandkunsten, 2014. (Les misérables, 1862). Oversætter: Hans Peter Lund. 3 bind.

 

 

 

 

Ballet baseret på Victor Hugos roman Klokkeren fra Notre Dame

Baggrund

““Du er trådt ind i kæltringernes kongedømme uden at være kæltring, du har overtrådt vor bys privilegier. Du skal straffes med mindre du er svindler, stodder eller brandlidt, det vil sige i hæderlige folks sprog, tyv, tigger eller vagabond. Er du noget af det? Retfærdiggør dig. Hvad dur du til?””
“Klokkeren fra Notre Dame”, s. 106.

Victor-Marie Hugo blev født i Besancon i 1802 som søn af en general under Napoleon. I den tidlige barndom kom han med til Spanien og Italien, inden forældrene blev skilt, og han flyttede med moren til Paris. Han var et opvakt barn, som digtede fra en tidlig alder og var bekendt med sprog og klassikere. Allerede som syttenårig udgav han med sine to brødre tidsskriftet “Le Conservateur Littéraire”. Han er berømt for at have udtalt “Jeg vil være Chateaubriand eller intet” med henvisning til en af tidens store forfattere og repræsentant for den unge Hugos konservative synspunkter.

Som tyveårig blev han gift med barndomsveninden Adèle, der – akkurat som Hugos mor havde bedraget hans far – bare et par år senere bedrog Hugo med deres fælles ven Charles-Augustin Sainte Beuve, som skulle blive periodens mest betydende kritiker. Hugo forbød ham adgang til deres hjem og fik siden hen ikke mange gode anmeldelser fra den kant, men i modsætning til faren valgte han at blive i ægteskabet og gav sig i stedet hen til en med tiden legendarisk appetit på elskerinder. En af dem hang ved livet igennem som en slags anden kone, den smukke sekundaskuespillerinde Juliette Drouet. Han fik en lille håndfuld børn med Adéle. Den ældste datter Léopoldine omkom som bare nittenårig sammen med sin mand i en drukneulykke på Seinen. Hugo som havde et åbent sind vendte sig i sin sorg mod et medie blandt sine venner og troede det næste par år, at han talte med sin datter gennem et bankende bord. Ved samme lejlighed fik han sig en sludder med Shakespeare.

Victor Hugos voksentilværelse indfriede alle de løfter, hans barndom var fuld af. Han var et renæssancemenneske, en mester i alle litterære og journalistiske genrer, bundløst vidende, i perioder aktiv politiker og hertil en fremragende tegner.

I sine 83 år oplevede han flere politiske omvæltninger og revolutioner end en gennemsnitlig bananrepublik, og frem til 1851 var der et påfaldende sammenfald mellem hans offentlige standpunkter og det til enhver tid siddende styres, men en voksende modsætning til kejser Napoleon den tredje fik ham til at stå ved den liberalt humanistiske åre, der løber hele vejen gennem forfatterskabet. Med en arrestation hængende over hovedet gik han i eksil på Kanaløerne Guernsey og Jersey, hvorfra han revser Den lille Napoleon, som han kaldte kejseren, efter bedste evne, blandt andet i digtsamlingen “Les Châtiments” fra 1853. Efter Napoleons fald i 1870 vendte han tilbage til Paris, hvor han blev fejret som en af nationens store helte med al den pomp og pragt, som kun Frankrig udviser deres intellektuelle.

Hernani

“DONA SOL (kaster sig over ham)/
Det brænder som flammer!/
Kast denne flaske bort – Nu svækkes syn og sans!/
Min elskte! Denne gift er levende! – Aa, stands!/
En Hydra avler den med tusind skarpe tænder,/
Der hugges i mit bryst! Dens bid som edder brænder!/
Jeg vidste ej, der var en saadan smerte til!/
Hvad er det? Det er ild! Aa, drik dog ej! Du vil/
Blot lide alt for hårdt!

HERNANI (til Don Ruy Gomez)
Du kender ej til nåde!
At lade hende dø på slig en grusom måde!
(drikker og kaster flasken)”
Victor Hugo: “Hernani”, side 162.

Victor Hugos første væsentlige skridt mod berømmelse er et opgør med det klassicistiske teater, der er kendetegnet ved hierarkisering af genrerne (tragedie, komedie, farce) og en streng dogmatik, der kræver treenighed i tid, sted og handling, disciplinering af følelserne, et bestemt antal akter per stykke, et bestemt antal scener per akt, et bestemt antal personer per scene og aleksandriner (tolv stavelsesvers) i den fornemmeste genre (tragedien). I 1828 skriver han et romantisk manifest som forord til læsedramaet “Cromwell” og slår til lyd for et drama, som mikser genrer og stillejer og forbinder det komiske og tragiske, det høje og lave, det sublime og det monstrøse. I 1830 fører han opgøret med klassicismen ind på nationalscenen Comédie Francaise med skandalen “Hernani” (“Hernani”, 1946).

På parterret sidder borgermusikken og forarges; stykket er fyldt med billige virkemidler, som om man befandt sig på et boulevardteater, slagudvekslinger, forvekslinger og forklædninger, patos og højspændt kærlighed, og handlingen foregår flere forskellige steder og stikker af i mange forskellige retninger, som om forfatteren ikke rigtigt kan sit håndværk. Og hvad er der egentlig med den der helt, Hernani, han er så underlig splittet, det ene øjeblik vil han det ene, det andet det næste. Kan han overhovedet finde ud af noget? Men på galleriet, hvor Hugos langhårede sympatisører, de unge selvbevidste kunstner- og digterspirer sidder, elsker man det. De opfatter romantikken som liberalismens cool fætter og aner lidt af den samme ånd, som fem måneder senere skulle få dem op på barrikaderne i julirevolutionen og føre til de tyranniske Bourboners fald og borgerkongen Louis-Philippes indsættes. De jubler.

Da premieren er overstået udveksler man næsestyvere og sæbeøjer; tag den, åndssvage burgøjser, nej, tag den langhårede abekat. Det var den 25. februar 1830, en dato som herefter ville være skrevet ind i fransk kulturhistorie.

Set med nutidens øjne  kan det godt undre, at “Hernani” kunne vække så stort postyr. Selv om dramaet er frigjort af aleksandrinerne, er det stadig låst fast i rytme og rim og mildt sagt patetisk med eksklamationer og svuppende hjerteudgydelser. Følelsernes bemestring er langt væk, og selv Romeo og Julie fremstår som et par livstrætte oldinge ved siden af Hernani og hans udkårne Dona Sol. Ligesom Romeo og Julie og sikkert ikke uden skelen til netop dem, for Shakespeare var periodens store idol, ender det med en ufatteligt tragisk død for egen hånd ved gift. Selvmord var i det hele taget utroligt hipt i tiden, det ultimative udtryk for et følsomt sind og lidt af en modedille, efter Goethe i 1774 havde ladet den unge Werther skyde sig selv med et jagtgevær.

Den dramatiske kærlighedshistorie udspiller sig i femtenhundredtallets Spanien. På en tid hvor ethvert angreb på kongemagten blev taget unådigt op, føjede det kun til skandalen, at Hernani var røver og stykkets skurk var kongen Don Carlos.

Der er langt mellem opsætningerne af “Hernani” i dag. Det samme gælder Hugos andre dramaer. Formentlig er hans mest populære stykke “Mangeront-ils?” (‘Spiser de?’) fra 1867, som stadig sættes op i Frankrig med jævne mellemrum.