Det brænder som flammer!/
Kast denne flaske bort – Nu svækkes syn og sans!/
Min elskte! Denne gift er levende! – Aa, stands!/
En Hydra avler den med tusind skarpe tænder,/
Der hugges i mit bryst! Dens bid som edder brænder!/
Jeg vidste ej, der var en saadan smerte til!/
Hvad er det? Det er ild! Aa, drik dog ej! Du vil/
Blot lide alt for hårdt!
HERNANI (til Don Ruy Gomez)
Du kender ej til nåde!
At lade hende dø på slig en grusom måde!
(drikker og kaster flasken)”
Victor Hugos første væsentlige skridt mod berømmelse er et opgør med det klassicistiske teater, der er kendetegnet ved hierarkisering af genrerne (tragedie, komedie, farce) og en streng dogmatik, der kræver treenighed i tid, sted og handling, disciplinering af følelserne, et bestemt antal akter per stykke, et bestemt antal scener per akt, et bestemt antal personer per scene og aleksandriner (tolv stavelsesvers) i den fornemmeste genre (tragedien). I 1828 skriver han et romantisk manifest som forord til læsedramaet “Cromwell” og slår til lyd for et drama, som mikser genrer og stillejer og forbinder det komiske og tragiske, det høje og lave, det sublime og det monstrøse. I 1830 fører han opgøret med klassicismen ind på nationalscenen Comédie Francaise med skandalen “Hernani” (“Hernani”, 1946).
På parterret sidder borgermusikken og forarges; stykket er fyldt med billige virkemidler, som om man befandt sig på et boulevardteater, slagudvekslinger, forvekslinger og forklædninger, patos og højspændt kærlighed, og handlingen foregår flere forskellige steder og stikker af i mange forskellige retninger, som om forfatteren ikke rigtigt kan sit håndværk. Og hvad er der egentlig med den der helt, Hernani, han er så underlig splittet, det ene øjeblik vil han det ene, det andet det næste. Kan han overhovedet finde ud af noget? Men på galleriet, hvor Hugos langhårede sympatisører, de unge selvbevidste kunstner- og digterspirer sidder, elsker man det. De opfatter romantikken som liberalismens cool fætter og aner lidt af den samme ånd, som fem måneder senere skulle få dem op på barrikaderne i julirevolutionen og føre til de tyranniske Bourboners fald og borgerkongen Louis-Philippes indsættes. De jubler.
Da premieren er overstået udveksler man næsestyvere og sæbeøjer; tag den, åndssvage burgøjser, nej, tag den langhårede abekat. Det var den 25. februar 1830, en dato som herefter ville være skrevet ind i fransk kulturhistorie.
Set med nutidens øjne kan det godt undre, at “Hernani” kunne vække så stort postyr. Selv om dramaet er frigjort af aleksandrinerne, er det stadig låst fast i rytme og rim og mildt sagt patetisk med eksklamationer og svuppende hjerteudgydelser. Følelsernes bemestring er langt væk, og selv Romeo og Julie fremstår som et par livstrætte oldinge ved siden af Hernani og hans udkårne Dona Sol. Ligesom Romeo og Julie og sikkert ikke uden skelen til netop dem, for Shakespeare var periodens store idol, ender det med en ufatteligt tragisk død for egen hånd ved gift. Selvmord var i det hele taget utroligt hipt i tiden, det ultimative udtryk for et følsomt sind og lidt af en modedille, efter Goethe i 1774 havde ladet den unge Werther skyde sig selv med et jagtgevær.
Den dramatiske kærlighedshistorie udspiller sig i femtenhundredtallets Spanien. På en tid hvor ethvert angreb på kongemagten blev taget unådigt op, føjede det kun til skandalen, at Hernani var røver og stykkets skurk var kongen Don Carlos.
Der er langt mellem opsætningerne af “Hernani” i dag. Det samme gælder Hugos andre dramaer. Formentlig er hans mest populære stykke “Mangeront-ils?” (‘Spiser de?’) fra 1867, som stadig sættes op i Frankrig med jævne mellemrum.