Bernard Mathieu skriver en konventionel og helt ren krimi. Det er den amerikanske noir-krimi fra 1930’erne, der er skabelonen med lige dele desillusioneret samfundskritik, forførende kvinder, sort kriminalitetsromantik og en lonesome rider af en træmand i centrum. Hos Mathieu er der ingen justeringer eller eksperimenter i forhold til forlægget, og absolut ingen bløde, feminine karakterer, som vi finder i populære skandinaviske samtidskrimier. Det er såre enkelt: Hvis du ved for meget, kommer de og dræber dig.
Mathieus plotbaserede fortælleform er ligeledes planket fra den klassiske noir-krimi – og med god grund for det virker. Med en gammeldags alvidende og flittigt kommenterende fortællestemme opbygges effektiv suspense i de enkelte kapitler, der ofte slutter i en dirrende cliffhanger, hvorfra man bare må læse videre. Informationshastigheden er gennemkalkuleret og holdes lav, så vi som læsere kun langsomt – og synkront med vores famlende hovedperson – opdager sammenhængene. Lars Bonnevie noterer i sin anmeldelse af ”Zé” i Weekendavisen, at Mathieu skriver ”lige efter Krimiforfatternes Grønspættebog” (Lars Bonnevie: Fattigdommens brændemærke. Weekendavisen, 2012-10-19). Der er nu ingen grund til at være hånlig; er det ikke mindst ligeså klichéfyldt at bebrejde brug af klicheer, som det er at benytte sig af dem? Mathieus krimi er ikke og ønsker ikke at være innovativ. Den ønsker til gengæld at lade pråsen gå op for læseren på det helt rigtige tidspunkt. Når det sker, funkler krimien.
Ved siden af det fængende plot, som er en selvstændig og fuldt legitim kvalitet i sig selv, er Mathieu fokuseret på klasseforskelle og racialt bestemte samfundsskel. De rige tryner de fattige, ligesom de hvide tryner de farvede, og man kunne måske klantre Mathieu for at pynte sig med reel elendighed; for at bruge verdens uretfærdighed som skamløst kneb til at opnå kulørt spænding? Omvendt giver fremstillingen af uretfærdighedens konsekvenser jo en vis eksponering af problemerne. I romanen ”Zé” tituleres favelaen som ”en menneskegrød […] Man åd og kneppede og sked sammen med sine naboer.” (s. 251). Billedet af slumbebyggelsen som effektiv integritetsnedbrydende og individudviskende realitet (hør det lige igen: menneskegrød) er en eftertrykkelig påpegning af, at fattigdom findes.
Et andet tema er seksualdriften, der i Mathieus univers er den afgørende kraft og udslagsgivende parameter, når skæbnens hjul drejer. Kærlighed betyder ingenting, sex betyder alt. Hvad enten begæret føres ud i livet eller forbliver et uopnåeligt fantom, ja så er det (åbenbart) altoverskyggende og bestemmende for menneskers (kvinder som mænd) til- og fravalg. Endelig er den brasilianske geografi og et udfoldet brasiliansk inventar særdeles fremtrædende: Brasilien er således et stort og fyldigt rejsetema hos franske Mathieu.