Ian McEwans ”Amsterdam” fra 1998 (”Amsterdam”, 1999) minder på mange måder om et klassisk trekantsdrama, bortset fra at der er fire mænd og en kvinde involveret – og kvinden er død. Romanen begynder med hendes begravelse – Molly Lane, fotograf og madskribent, død af en hjernesygdom. Hun efterlader manden George, som afskys af de to venner, komponisten Clive og chefredaktøren Vernon, der begge er Mollys forhenværende elskere. Endnu mere afskyr de dog den højreorienterede udenrigsminister Julian, som også er til stede, og som Molly har haft en slet skjult affære med.
22422464
Efter at have fundet en række kompromitterende fotografier af Julian i Mollys gemmer opfordrer George Vernon til at bringe billederne i sin avis. Billederne kan potentielt ødelægge Julians politiske karriere, og Clive fraråder sin ven at offentliggøre billederne af hensyn til almindelig anstændighed og af etiske hensyn, men også af hensyn til Mollys eftermæle. Men oplagstallet er dalende, og Vernon lader sig friste. Det sætter gang i en kædereaktion af tragikomiske misforståelser og hævngerninger, der ender i det absurde.
Romanen er en mørk komedie, som opnår sin komiske effekt ikke i kraft af en humoristisk tone, men på baggrund af sin absurde handlingsudvikling. Den skildrer, hvordan sårede følelser og iltre temperamenter kan forvandle venskab til rivalisering og forplumre tilværelsen for alle parter. Den beskæftiger sig med den blinde selvretfærdighed og irrationelle hævntørst, som ligger på spring lige under overfladen og hurtigt kan slippes løs af smålighed, ondskabsfuldhed og gammelt nag. Samtidig er romanen en besk kommentar til et samfund, hvor anstændigheden og respekten for privatlivets fred er gået fløjten i en evindelig kamp for selvhævdelse og en forloren jagt på sandheden i offentlighedens tjeneste.