Ian McEwan tilhører en løst afgrænset ”gylden generation” af engelske forfattere, som blandt andre inkluderer Salman Rushdie, William Boyd, Graham Swift, Martin Amis og Julian Barnes, og der er tydelige ligheder mellem forfatterskaberne. I McEwans tidlige værker er parallellen til især Martin Amis’ provokatørlitteratur iøjnefaldende. Men McEwans forfatterskab har udviklet sig i en lidt anden retning mod en i sammenligning nærmest konfliktsky forfatterstemme og en mere forsagt og eftertænksom stil, der i højere grad minder om Julian Barnes, der i 2011 vandt Bookerprisen for sin ”Når noget slutter”.
Denne eftertænksomme stil genfinder man også hos en lang række amerikanske forfattere som Richard Ford, Philip Roth og ikke mindst John Updike, hvis ”Hare hop” McEwan læste som teenager og blev meget inspireret af. I det hele taget har McEwan gentagne gange fremhævet Updikes forfatterskab som det, der har sat det tydeligste aftryk på McEwans eget, og hos Updike finder man samme omhyggelighed i konstruktionen af den enkelte sætning og samme evne til at mestre en bred vifte af genrer.
Piller man enkeltværker ud af McEwans forfatterskab, er der tydelige slægtskaber mellem f.eks. ”Soning” og Jane Austens og Virginia Woolfs værker, mellem ”Søde Tand” og John le Carrés spionromaner og mellem ”Amsterdam” og Evelyn Waughs satiriske romaner.