Med ”Enduring Love” fra 1997 (”Evig kærlighed”, 1997, filmatiseret i 2004) tager Ian McEwan favntag med den psykologiske thriller som genre, men betoner i høj grad den psykologiske dimension. Romanen indledes med en picnic i det grønne. Hans kæreste Clarissa er i færd med at række Joe Rose en flaske rødvin, da de hører et råb om hjælp. Joe kommer til undsætning og bliver involveret i en mærkværdig luftballonulykke, der ender med, at en person mister livet.
21909424
I forbindelse med ulykken møder Joe flygtigt en anden mand, den unge, religiøse Jed Parry, og dette møde bliver begyndelsen til et mareridt for Joe. Jed lider af den psykiske lidelse Clerambaults syndrom, der leder ham til at tro, at han og Joe er gensidigt forelskedet, og han begynder at forfølge Joe. Forfølgelsen tager gradvist til, og Jed går så vidt som til at iscenesætte et skuddrama, hvor han heltemodigt redder Joes liv. Jeds vildfarelse får Joes tilværelse til at gå i opløsning. Han mister kontrollen over sit liv, og forholdet til Clarissa sættes under heftigt pres. Clarissa, som ikke opfatter Jed som andet end en harmløs ”Jesusflipper”, oplever Joe forsvinde ind i en tilstand af vanvid, hvor hun ikke længere føler, hun kan stole på ham, endsige elske ham.
Romanen handler, som titlen antyder, om kærlighed. Kærlighed fremstilles dog ikke som en naturlig, smuk og ren menneskelig følelse, men som et biologisk fænomen, der er forræderisk i sit væsen og manipulerer mennesket. Joe Rose er forfatter til en række populærvidenskabelige bøger og har en stor tiltro til rationalitet som forklaringsmodel for alt i verden. Den tiltro sættes på en prøve, og et af romanens grundlæggende spørgsmål er, om ikke rationaliteten har sine begrænsninger. Om ikke den netop må give fortabt i forhold til at skulle begribe irrationelle størrelser som kærlighed og vanvid.