Klimaforandringer er omdrejningspunktet i Ian McEwans roman ”Solar” fra 2010 (”Solar”, 2010). I den møder vi fysikprofessoren Michael Beard: et par og halvtreds, tyk, lav, skaldet og uengageret. Tidligere nobelprisvinder, nu fuldtidsparasit, der lever af at suge urimeligt høje foredragssalærer og bestyrelseshonorarer ud af det akademiske miljø i kraft af sit navn og omdømme. I privatlivet er kurven heller ikke ligefrem opadgående med et femte ægteskab, som stødt og roligt er på vej i graven, og elskerinder, der udnytter hans svage karakter og forsøger at snøre ham om deres lillefinger.
28500726
Beard er en grådig og egoistisk mand, der ikke har øje for meget andet end mad, alkohol og kvinder – på ingen måder en mand, man ville overlade klodens fremtid. Det er ikke desto mindre, hvad der sker, da Beard på ikke helt lovlig vis får patent på en revolutionerende teknologi, der kan høste energi fra solens stråler på en uhyre effektiv måde. Med patentet i hånden bliver Beard en nøgleperson i opførelsen af et kraftværk, der skal gøre brugen af fossile brændstoffer overflødig. Det kan selvsagt få enorme konsekvenser for jordens fremtid, og måske medvirker han ligefrem ikke kun af egoistiske grunde, selvom der da er en del frynsegoder knyttet til opgaven.
Romanen er delt i tre dele, der hver skildrer et år i Beards liv: 2000, 2005 og 2009. Trods romanens alvorlige emne er den Ian McEwans vel nok mest humoristiske bog, som med sine farceagtige karakterer, sin overflod af handlingstråde og sit fandenivoldske tempo står i skarp kontrast til den spinkle og forsagte fortælling i McEwans forrige roman, ”Ved Chesil Beach”. Den tegner et billede af et globalsamfund, der mangler sammenhæng og ansvarlighed, men som også kan opnå store ting, når det virkelig brænder på. Romanen er med sin hovedperson, der både i udseende og handlemåde er indbegrebet af en klassisk antihelt, en satire over den moderne verden og dens håndtering af de alvorlige udfordringer, den står over for.