Bondefangeren

Citat
”Da konventioner og sømmelighed ikke giver os lov til at leve så frimodigt, som det er tilladt på scenen, læser vi ikke kun romaner for underholdningens skyld, men dybest set for at få mere virkelighed, end virkeligheden selv kan fremvise.”
”Bondefangeren”, s. 227.

”The Confidence-Man: His Masquerade” (”Bondefangeren”, 2004) fra 1857 blev Herman Melvilles sidste store roman. Romanen udspiller sig en enkelt dag, 1. april, om bord på dampskibet Fidèle, der sejler mod New Orleans på Mississippi-floden. Handling er der ingen af i ”Bondefangeren”. Den består i stedet af et mangestemmigt maskespil af farverige karakterer, der mødes, diskuterer, filosoferer og skændes på det gamle dampskib. Eller måske er der kun én person i mange masker, for ligesom karaktererne snyder hinanden iklædt identiteter som masker, snyder forfatteren læseren ved ikke entydigt at komme med forklaringer og sandheder og ved at undlade at navngive karaktererne.

Denne formodentligt ene mand, titlens bondefanger, antager skikkelse af en urtedoktor, en filantrop, en sort tigger, en kosmopolit, en døvstum og mange flere klædedragter. I et væld af identiteter forvirrer han både de andre passagerer og læserne. Han får som regel en beskeden økonomisk gevinst ud af sine forvirringsstrategier, men med det besvær og de små gevinster han får, fremgår det tydeligt, at svindleriet lige så meget er et mål i sig selv, som de dollars eller cent han får tilranet sig. Han appellerer altid til sin samtalepartners tillid og er ved at forlade samtalen i skuffelse, når den anden udviser mistro, indtil de til sidst udviser den tillid, han så lidenskabeligt efterspørger (og giver ham det beløb han beder om).

Hvad der driver denne person, eller hvem han i virkeligheden er, giver romanen intet svar på. Er han djævlen, der forvirrer og narrer menneskeheden med sine mange former, eller demonstrerer han blot, at vi alle bærer masker. Som i citatet fra Shakespeares ”As You Like It” der også citeres i værket: ”Ja, hele verden er en skueplads (…) og hver har mange roller at spille i sin livstid” (s. 272). I de filosofiske samtaler mellem bondefangeren og hans tilhørere filosoferes der bl.a. over begreberne tillid, venskab, mistro og racisme med henvisninger til de klassiske skrifter, Biblen og mytologien. Ligesom der bliver fortalt fantastiske historier fra den spæde amerikanske union, som ’indianerhaderen’ John Moredock.

Den mangestemmige, flydende og fragmenterede postmoderne stil var ligesom ”Moby Dick” langt forud for sin tid, og værket forvirrede og irriterede da også samtidens kritikere. I dag kan vi sætte pris på Melvilles forvirringsstrategi og læse et værk, der er ældet med ynde.