Den hårdkogte socialrealisme hos Clemens Meyer gør ham sammenlignelig med et væld af forfattere, der også skildrer arbejderklassen og kriminalitet. Man kan pege på en forfatter som Raymond Chandler, der perfektionerede noir-krimien i 1940’ernes USA. Af danske forfattere kan man pege på Jakob Ejersbo, der i ”Nordkraft” kortlagde mindre privilegeredes eksistenser i Aalborg, og i hans Afrika-trilogi bredte fortællingen geografisk ud til hvide nødhjælpsarbejdere og lokale i Tanzania.
Håbløse tilværelser er et centralt tema for Meyers forfatterskab, ligesom det også er det for den franske forfatter Michel Houellebecq. I bøger som ”Kortet og landskabet” og ”Udvidelse af kampzonen” skriver han kynisk om kyniske personer og ret tilfældige, men grusomme voldshandlinger.
I Tyskland er det blevet tradition at skrive om ’Die Wende’, vendingen, murens fald, og én af de andre forfattere, der er oversat til dansk, som også gør det, er Uwe Tellkamp. I sin roman ”Tårnet: historie fra et sunket land” skriver Tellkamp over 800 sider om familien Hoffmann i villakvarteret tårnet i Dresden. Både den socialrealistiske skildring og tidsperioden gør det givtigt at læse de to forfatterskaber sammen.
Selv bryder Clemens Meyer sig ikke om at se sig som en del af nogle større bevægelser i litteraturen: ”Jeg kan ikke fordrage at høre ordet ’generation’ længere. Jeg ser mig selv som en individualist. Personerne i min roman er på samme måde, de går imod strømmen. De er ikke på højre- eller venstrefløjen, de er højest småkriminelle i udkanten af samfundet. Jeg ville ikke fortælle historien om en fortabt generation. Jeg finder det ekstremt mistænksomt, når folk taler om et ’vi’ eller en ’generation’. Vi dør alle sammen alene.” (Gerrit Bartels: I need the Klagenfurt money. Die tageszeitung, 2006-06-26. Egen oversættelse).