Clemens Meyer
Foto: Doris Poklekowski/Ritzau Scanpix

Clemens Meyer

stud.litt. Andreas Eckhardt-Læssøe, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Top image group
Clemens Meyer
Foto: Doris Poklekowski/Ritzau Scanpix
Main image
Meyer, Clemens
Foto: People's Press

Indledning

Den tyske forfatter Clemens Meyer fik sit gennembrud med romanen ”Dengang vi drømte” (2009). I sine bøger skildrer han Tyskland, mere specifikt hans hjemby Leipzig, i årene lige op til og efter murens fald i en prunkløs prosa. Det handler om håbløse tilstande og hårde miljøer med kriminalitet, vold og prostitution, men også om den omsorg, der kan opstå mennesker imellem midt i al det voldsomme. Det er hårdkogt realisme fra bunden af samfundet.

 

 

52217865

Blå bog

Født: 20. august 1977 i Leipzig.

Uddannelse: Har studeret på Deutsches Literaturinstitut i Leipzig fra 1998-2003.

Litteraturpriser: Preis der Leipziger Buchmesse, 2008. Literaturpreiz der stadt Bremen, 2014.

Seneste udgivelse: Muret inde. People’s Press, 2015. Oversat af Henrik Andersen.

Inspiration: Uwe Tellkamp, Raymond Chandler, Michel Houellebecq.

 

 

 

 

 

 

meyer

Artikel type
voksne

Baggrund

”Bryggeriet Leipziger Premium Pilsner var midtpunktet for vores i vores kvarter og vores liv. (…)
Original Leipzigerbryg var for os en gylden udgave af ånden i flasken, der tog fat i vores hår og blidt løftede os op over murene, forvandlede os til flyvemaskiner, lånte os sit tæppe, som vi fløj væk på, ens vi spyttede ned på strømernes hoveder.
Disse mærkelige drømmeagtige flyvenætter endte dog som oftest med en landing i detentionen.”
”Dengang vi drømte”, s. 5.

Clemens Meyer er født i 1977 i Leipzig-Ost, et arbejderklassekvarter i det tidligere Østtyskland. Begge hans forældre var sygeplejersker. Moren var politisk aktiv og tog Meyer og hans søster med til demonstrationerne, der ledte op til murens fald. Faren læste meget og havde et bibliotek med flere tusinde bøger, noget Meyer tilskriver en stor del af æren for, at han blev forfatter. Men først skulle han arbejde.

”Efter jeg blev færdig med gymnasiet i 1996 sagde jeg, nu er det færdig med skole. Jeg ville arbejde, virkelig arbejde. Jeg fik arbejde på en byggeplads, alt muligt forefaldende arbejde: gravearbejde, nedrivning, tømme bygninger, slæbe cementsække, hive skorstene ned, alt muligt, det var gode tider. Det varede to et halvt år, så måtte jeg stoppe pga. rygproblemer.” (Gerrit Bartels: I need the Klagenfurt money. Die tageszeitung, 2006-06-26. Egen oversættelse).

Mens Meyer arbejdede, havde han, nærmest tilfældigt, skrevet en mænge små tekster, som han ansøgte til forfatteruddannelsen på Leipziger Literaturinstitut med, og han blev optaget med det samme. Samtidig med at han startede der, skulle han dog lige ind og aftjene en fængselsdom for et biltyveri, som han ikke kunne skubbe foran sig længere. Da han fortalte det til rektoren på skolen, svarede han: ”Jamen, hr. Meyer, skal du i fængsel?” og efter en kort pause, ”shit happens!”

Meyers tid på Leipziger Literaturinstitut var hård. Særligt de to første år, hvor de ældre elever skulle hævde sig over for de unge, og når Meyer ikke kunne finde ud af at holde kæft, kunne det godt blive voldeligt. Der var også en masse akademisk vrøvl, som Meyer var alt andet end interesseret i, men han holdt de fem år på skolen ud og betragter dem i dag som en slags doktorgrad, og som et sted hvor han lærte at tage imod kritik og lærte vigtigheden af den enkelte sætning.

Meyers første bog, ”Dengang vi drømte”, udkom i 2009, og er i høj grad en personlig skildring fra et fattigt og hårdt Leipzig. Han ser mange ligheder med sig selv i bogens hovedkarakter Daniel, men han ser også ligheder med sig selv i mange andre af bogens karakterer. 

Natten, lysene, volden

”Han vidste, de ville kaste sig over ham, hvis han begyndte at løbe. Og her var ingen dommer, som ville stoppe kampen, når han gik ned. Han forsatte, gik meget langsomt, holdt hovedet sænket, gjorde skuldrene brede i jakken. (…) Han vidste, at en af dem ville være nødt til at begynde, en af dem ville være nødt til at gå ud til ham på vejbanen, og så ville de andre følge efter, så ville dansen begynde. Han havde en kuglepen i jakkelommen, den ville han bruge. Øjne, hals, alt det bløde.”
”Natten, lysene, volden”, s. 22.

”Natten, lysene, volden” udkom som Clemens Meyers anden bog på dansk i 2013, men består af et udvalg af tekster fra Meyers første bog ”Die Nacht, Die Lichter” (2008) og ”Gewalten” (2010). Den har fået den fælles genrebetegnelse stories, mens uddraget af ”Volden” har bevaret sin oprindelige genre dagbog.

Alle novellerne udspiller sig i eller omkring Meyers hjemby Leipzig og har en barsk tilværelse tilfælles, hele tiden skrevet i den illusionsløse, socialrealistiske prosa, som Meyer udmærker sig i.

I bogens første novelle ”Jeg er her stadig!” følger man en sort bokser, hvis job det er at tabe kampe til yngre og bedre boksere, så de kan avancere i karrieren. Hovedpersonen er en såkaldt ’journeyman’, der rejser rundt i det nyligt genforenede Tyskland og får tæsk i ringen. Men det er udenfor ringen, de sande farer ligger. Da han mod bedre vidende vinder en kamp mod det lokale håb i en østtysk landsby, må han flygte fra en vred befolkning, hvor nogle vil straffe ham for at besejre bysbarnet, og andre bare ikke bryder sig om sorte.

Hans historie spejler de kæmpe opbrud, der skete i Tyskland i de dage.

29937788

Væddeløbsbanen er den centrale scene i novellen ”Om hunde og heste”. En gammel mand får hjælp af en rutineret vædder. Han skal bruge præmiepengene til at betale for sin hunds operation, og det går. Han vinder pengene, men i Clemens Meyers univers belønnes sympatiske personer kun med ulykke, og novellen slutter ildevarslende med at fortælle læseren, at den gamle mand, der sejrsglad er på vej hjem med sine penge, slet ikke ser de tre personer, der følger efter ham. Så ved man ligesom godt, hvad der sker.

Det er, når Meyers personers forventninger til en trøstesløs verden endnu ikke er blevet knust, at der opstår nogle spændinger i teksten, der er spændende at læse med i. At det hele så er håbløst, peger måske på en humanismetræthed over for den tradition i tysk litteratur, hvor behandlingen af 2. Verdenskrig ofte er endt med en læresætning om, at selv i menneskets værste øjeblikke kan de stadig være gode for hinanden. Når volden fejres hos Meyer, er det ikke kun satire, men også en revurdering af den tradition. 

Dengang vi drømte

”Nu drømmer jeg om de ting hver eneste nat, og hver eneste dag danser minderne i mit hoved, og jeg piner mig selv med spørgsmålet om, hvorfor alting blev som det blev. Vi havde masser af sjov dengang, klart nok, men ligegyldigt hvad vi gjorde, var der en form for fortabthed i os, som jeg har svært ved at forklare.”
”Dengang vi drømte”, s. 11.

I 2009 udkom ”Als wir träumten” (”Dengang vi drømte”, 2015), der er Clemens Meyers anden bog. I den store roman på knap 500 sider kommer læseren på rundtur i Leipzig i årene lige op til murens fald og efter. Hovedpersonen Daniel er en del af en gruppe drenge, der i de år går fra at være spejderdrenge, der laver kommunistiske katastrofeberedskabsøvelser i skolen med røde tørklæder på, til omflakkende småkriminelle. Hele tiden drikker de dog mange bajere, som de stjæler fra bryggeriet.

Man får fornemmelsen af en geografi, der er delt op imellem forskellige bander. Nede ved løbebanen hænger de nynazistiske skinheads ud, de har forbindelser ind til centrum af byen, og derfor er de farlige for vores gruppe drenge. Ude i nogle forladte fabrikker bor de antifascistiske punkere, og de kan banke alle, så da drengegruppen får ballade med skinheadsene, betaler de punkerne for at give dem tæsk.

28998368

Der er i det hele taget tæsk og ballade i luften hele tiden, og det binder drengegruppen sammen. I midten af gruppen er Daniel og Ricos venskab. Rico er bokser, han kunne være blevet god, men for meget druk, for mange stoffer og ture i ungdomsfængslet forhindrer ham i at blive det. Men han er stadig god til at slås, og Daniel er ikke bange for noget, så drengene klarer sig, så godt som de nu kan.

Der er ikke store udsigter for arbejderklassedrenge med fraværende fædre og mødre, der arbejder på fiskefabrikken, indtil de bliver fyret. Men inde i al håbløsheden og voldsomhederne tegner der sig et billede af en omsorg drengene imellem, som får læseren til at holde af dem.

Omsorgen aflejrer sig i den måde en pakke cigaretter bliver delt rundt, efter man har fået tæsk, i den måde man i det hele taget er villig til at få tæsk for noget, ens venner har gjort. Da Pitbull sælger dårlige stoffer til Walter, der ellers var på afvænning, støder Daniel ham ud af gruppen. Man gør ikke skade på hinanden. På alle mulige andre, men ikke hinanden. I en tid hvor det store kommunistiske fællesskab er opløst, bliver det tydeligt, at det lille drengefællesskab er skrøbeligt, men så meget desto mere vigtigt at værne om. 

Muret inde

”Så kom det som, som de ovre på den anden side kalder die Wende …
Det gik ærligt talt lidt hen over hovedet på os i begyndelsen. Vi havde jo travlt med at feste, og pigerne travlt med at skaffe penge, og nætterne sluttede tit først om formiddagen, disko, disko og champagnen flød, mens jeg styrede pigerne med sikker hånd”
”Muret inde”, s. 366.

”Im Stein” (2013) (”Muret inde”, 2016) er Clemens Meyers anden store roman. Vi befinder os i et byrum, der kan minde om Leipzig som i de andre af Meyers bøger, men kun jokende omtales som ’Eden City’ – paradisbyen. Fokus må siges at ligge på paradisbyens kriminelle underverden med organiseret kriminalitet og først og fremmest prostitution.

”Muret inde” er en kollektivroman uden egentlig hovedperson men med genkommende karakterer. Tiden spænder sig fra omkring murens fald til ca. den samtid, bogen er skrevet i. Der er en ambition om at fortælle en fyldestgørende historie om prostitution, fortalt ud fra mange forskellige perspektiver, både sexkøberen, sexsælgeren, bagmændene, politiet osv. Der bliver også benyttet et væld af fortælleteknikker til at komme rundt i alle afkrogene af det her store univers. Der er både jegfortæller, andenpersonsfortæller (dvs. teksten hele tiden er henvendt til et du), der er en åbningstale fra horernes kongres, der er frit flydende indre monolog, og der er tekster, hvor der er så mange stemmer tilstede, at det ikke er til at finde ud af, hvem der taler, sådan at det næsten bliver byen selv, der taler.

52217865

Byens historie er en historie om det frie marked. Murens fald er hele tiden bagtæppe for de udviklinger der sker, og selvom der fandtes former for prostitution i det kommunistiske Østtyskland, var murens fald starten på en intensivering af industrien. ”Folk vil altid kneppe” lyder mottoet fra en af de oftest genkommende personer, Arnold Kraushaar med kælenavnet AK-47. Han tager aftenskolefag og afholder kongresser for alfonser for at kunne effektivisere forretningsmodellen. En dag findes han lig lemlæstet på asfalten.

Drømme om en anden virkelighed er noget af det, der binder karaktererne sammen. Bare lige ét år til, siger den prostituerede jegfortæller i bogens første og sidste kapitel. Ét år til så der er sparet lidt flere penge sammen, så hun kan komme væk, hvor ved hun ikke, bare et andet sted hen.

Selvom udsigterne virker håbløse for alle bogens karakterer, virker ingen af dem stakkels. Der er ingen fordømmelse af deres livsvalg i fortællerstemmen, det er liv der findes.

Genrer og tematikker

Når Clemens Meyer i sine bøger på den ene eller den anden måde tematiserer murens fald og Tysklands genforening, indskriver han sig i en tradition i nyere tysk litteratur. Blandt kritikere, litteraturforskere og forlag kaldes den type roman, han skriver, for en Wende-roman. Wende betyder vending, og det er sådan man i Tyskland omtaler murens fald, ’Die Wende’, vendingen.

Hos Meyer er der en ambition om, at en stor fortælling, der spænder over mange år, kan pege på nogle af de udviklinger, der kan være svære at sætte ord på, som skete i Tyskland i årene efter murens fald, og som stadig former det samfund, han lever i.

”Dengang vi drømte” er det tydeligste eksempel på, hvordan Meyer indskriver sig i den tradition med en historie, der i høj grad er inspireret af hans egen opvækst. ”Muret inde” har et lidt mere etnologisk tilsnit, og Meyer har researchet i lang tid for at kunne fortælle historien om prostitutionens udvikling siden starten af 1990’erne.

Når der i alle tre af Meyers bøger desuden er en behandling af vold som tematik, ja ofte nærmest en fejring af vold, må det nok ses som en vending væk fra et andet af tysks litteraturs helt store temaer, nemlig den humanistiske behandling af 2. Verdenskrig i litteraturen. Hvor den slags litteratur tit ender med et udsagn om, at der selv i menneskets laveste øjeblikke, i kz-lejrene hos Primo Levi f.eks., stadig findes en dyb medmenneskelighed, så vil Meyer gerne opholde sig ved volden. Fordi den er del af livet, men også fordi den kan indeholde en særlig form for ekstase, som særligt tydeligt skildres i drengenes slåskampe med andre bander i ”Dengang vi drømte”.

Stilistisk er der en klar udvikling fra den første af Meyers store romaner til den anden. ”Dengang vi drømte” er skrevet i en socialrealistisk dynamisk prosa, og der eksperimenteres kun ét sted med fortællepositionen, når én scene gentages med variationer tre gange. ”Muret inde” har et væld af fortælleteknikker, der repræsenterer et væld af forskellige stemmer. Fælles for dem begge er dog, at Meyers skrift ofte finder det hårdkogte og socialrealistiske. 

Beslægtede forfatterskaber

Den hårdkogte socialrealisme hos Clemens Meyer gør ham sammenlignelig med et væld af forfattere, der også skildrer arbejderklassen og kriminalitet. Man kan pege på en forfatter som Raymond Chandler, der perfektionerede noir-krimien i 1940’ernes USA. Af danske forfattere kan man pege på Jakob Ejersbo, der i ”Nordkraft” kortlagde mindre privilegeredes eksistenser i Aalborg, og i hans Afrika-trilogi bredte fortællingen geografisk ud til hvide nødhjælpsarbejdere og lokale i Tanzania.

Håbløse tilværelser er et centralt tema for Meyers forfatterskab, ligesom det også er det for den franske forfatter Michel Houellebecq. I bøger som ”Kortet og landskabet” og ”Udvidelse af kampzonen” skriver han kynisk om kyniske personer og ret tilfældige, men grusomme voldshandlinger.

I Tyskland er det blevet tradition at skrive om ’Die Wende’, vendingen, murens fald, og én af de andre forfattere, der er oversat til dansk, som også gør det, er Uwe Tellkamp. I sin roman ”Tårnet: historie fra et sunket land” skriver Tellkamp over 800 sider om familien Hoffmann i villakvarteret tårnet i Dresden. Både den socialrealistiske skildring og tidsperioden gør det givtigt at læse de to forfatterskaber sammen.

Selv bryder Clemens Meyer sig ikke om at se sig som en del af nogle større bevægelser i litteraturen: ”Jeg kan ikke fordrage at høre ordet ’generation’ længere. Jeg ser mig selv som en individualist. Personerne i min roman er på samme måde, de går imod strømmen. De er ikke på højre- eller venstrefløjen, de er højest småkriminelle i udkanten af samfundet. Jeg ville ikke fortælle historien om en fortabt generation. Jeg finder det ekstremt mistænksomt, når folk taler om et ’vi’ eller en ’generation’. Vi dør alle sammen alene.” (Gerrit Bartels: I need the Klagenfurt money. Die tageszeitung, 2006-06-26. Egen oversættelse).

Bibliografi

Romaner

Meyer, Clemens:
Dengang vi drømte. People’s Press, 2009. (Als wir träumten, 2006). Oversat af Henrik Andersen.
Meyer, Clemens:
Muret inde. People’s Press, 2016. (Im stein, 2013). Oversat af Henrik Andersen.

Noveller

Meyer, Clemens:
Natten, lysene, volden. People’s Press, 2013. (Die Nacht, die Lichter, 2008 og Gewalten, 2010). Oversat af Henrik Andersen.

Om forfatterskabet

Web

Med biografisk information og links til interviews, anmeldelser og nyheder om optrædener.
Med biografisk information, liste over priser modtaget osv.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Clemens Meyer

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Die tageszeitung, 2006-06-26. (oversat til engelsk)