Clemens Meyer

Clemens Meyer er født i 1977 i Leipzig-Ost, et arbejderklassekvarter i det tidligere Østtyskland. Begge hans forældre var sygeplejersker. Moren var politisk aktiv og tog Meyer og hans søster med til demonstrationerne, der ledte op til murens fald. Faren læste meget og havde et bibliotek med flere tusinde bøger, noget Meyer tilskriver en stor del af æren for, at han blev forfatter. Men først skulle han arbejde.

”Efter jeg blev færdig med gymnasiet i 1996 sagde jeg, nu er det færdig med skole. Jeg ville arbejde, virkelig arbejde. Jeg fik arbejde på en byggeplads, alt muligt forefaldende arbejde: gravearbejde, nedrivning, tømme bygninger, slæbe cementsække, hive skorstene ned, alt muligt, det var gode tider. Det varede to et halvt år, så måtte jeg stoppe pga. rygproblemer.” (Gerrit Bartels: I need the Klagenfurt money. Die tageszeitung, 2006-06-26. Egen oversættelse).

Mens Meyer arbejdede, havde han, nærmest tilfældigt, skrevet en mænge små tekster, som han ansøgte til forfatteruddannelsen på Leipziger Literaturinstitut med, og han blev optaget med det samme. Samtidig med at han startede der, skulle han dog lige ind og aftjene en fængselsdom for et biltyveri, som han ikke kunne skubbe foran sig længere. Da han fortalte det til rektoren på skolen, svarede han: ”Jamen, hr. Meyer, skal du i fængsel?” og efter en kort pause, ”shit happens!”

Meyers tid på Leipziger Literaturinstitut var hård. Særligt de to første år, hvor de ældre elever skulle hævde sig over for de unge, og når Meyer ikke kunne finde ud af at holde kæft, kunne det godt blive voldeligt. Der var også en masse akademisk vrøvl, som Meyer var alt andet end interesseret i, men han holdt de fem år på skolen ud og betragter dem i dag som en slags doktorgrad, og som et sted hvor han lærte at tage imod kritik og lærte vigtigheden af den enkelte sætning.

Meyers første bog, ”Dengang vi drømte”, udkom i 2009, og er i høj grad en personlig skildring fra et fattigt og hårdt Leipzig. Han ser mange ligheder med sig selv i bogens hovedkarakter Daniel, men han ser også ligheder med sig selv i mange andre af bogens karakterer. 

”Natten, lysene, volden” udkom som Clemens Meyers anden bog på dansk i 2013, men består af et udvalg af tekster fra Meyers første bog ”Die Nacht, Die Lichter” (2008) og ”Gewalten” (2010). Den har fået den fælles genrebetegnelse stories, mens uddraget af ”Volden” har bevaret sin oprindelige genre dagbog.

Alle novellerne udspiller sig i eller omkring Meyers hjemby Leipzig og har en barsk tilværelse tilfælles, hele tiden skrevet i den illusionsløse, socialrealistiske prosa, som Meyer udmærker sig i.

I bogens første novelle ”Jeg er her stadig!” følger man en sort bokser, hvis job det er at tabe kampe til yngre og bedre boksere, så de kan avancere i karrieren. Hovedpersonen er en såkaldt ’journeyman’, der rejser rundt i det nyligt genforenede Tyskland og får tæsk i ringen. Men det er udenfor ringen, de sande farer ligger. Da han mod bedre vidende vinder en kamp mod det lokale håb i en østtysk landsby, må han flygte fra en vred befolkning, hvor nogle vil straffe ham for at besejre bysbarnet, og andre bare ikke bryder sig om sorte.

Hans historie spejler de kæmpe opbrud, der skete i Tyskland i de dage.

29937788

Væddeløbsbanen er den centrale scene i novellen ”Om hunde og heste”. En gammel mand får hjælp af en rutineret vædder. Han skal bruge præmiepengene til at betale for sin hunds operation, og det går. Han vinder pengene, men i Clemens Meyers univers belønnes sympatiske personer kun med ulykke, og novellen slutter ildevarslende med at fortælle læseren, at den gamle mand, der sejrsglad er på vej hjem med sine penge, slet ikke ser de tre personer, der følger efter ham. Så ved man ligesom godt, hvad der sker.

Det er, når Meyers personers forventninger til en trøstesløs verden endnu ikke er blevet knust, at der opstår nogle spændinger i teksten, der er spændende at læse med i. At det hele så er håbløst, peger måske på en humanismetræthed over for den tradition i tysk litteratur, hvor behandlingen af 2. Verdenskrig ofte er endt med en læresætning om, at selv i menneskets værste øjeblikke kan de stadig være gode for hinanden. Når volden fejres hos Meyer, er det ikke kun satire, men også en revurdering af den tradition.