Det gik ærligt talt lidt hen over hovedet på os i begyndelsen. Vi havde jo travlt med at feste, og pigerne travlt med at skaffe penge, og nætterne sluttede tit først om formiddagen, disko, disko og champagnen flød, mens jeg styrede pigerne med sikker hånd”
”Im Stein” (2013) (”Muret inde”, 2016) er Clemens Meyers anden store roman. Vi befinder os i et byrum, der kan minde om Leipzig som i de andre af Meyers bøger, men kun jokende omtales som ’Eden City’ – paradisbyen. Fokus må siges at ligge på paradisbyens kriminelle underverden med organiseret kriminalitet og først og fremmest prostitution.
”Muret inde” er en kollektivroman uden egentlig hovedperson men med genkommende karakterer. Tiden spænder sig fra omkring murens fald til ca. den samtid, bogen er skrevet i. Der er en ambition om at fortælle en fyldestgørende historie om prostitution, fortalt ud fra mange forskellige perspektiver, både sexkøberen, sexsælgeren, bagmændene, politiet osv. Der bliver også benyttet et væld af fortælleteknikker til at komme rundt i alle afkrogene af det her store univers. Der er både jegfortæller, andenpersonsfortæller (dvs. teksten hele tiden er henvendt til et du), der er en åbningstale fra horernes kongres, der er frit flydende indre monolog, og der er tekster, hvor der er så mange stemmer tilstede, at det ikke er til at finde ud af, hvem der taler, sådan at det næsten bliver byen selv, der taler.
52217865
Byens historie er en historie om det frie marked. Murens fald er hele tiden bagtæppe for de udviklinger der sker, og selvom der fandtes former for prostitution i det kommunistiske Østtyskland, var murens fald starten på en intensivering af industrien. ”Folk vil altid kneppe” lyder mottoet fra en af de oftest genkommende personer, Arnold Kraushaar med kælenavnet AK-47. Han tager aftenskolefag og afholder kongresser for alfonser for at kunne effektivisere forretningsmodellen. En dag findes han lig lemlæstet på asfalten.
Drømme om en anden virkelighed er noget af det, der binder karaktererne sammen. Bare lige ét år til, siger den prostituerede jegfortæller i bogens første og sidste kapitel. Ét år til så der er sparet lidt flere penge sammen, så hun kan komme væk, hvor ved hun ikke, bare et andet sted hen.
Selvom udsigterne virker håbløse for alle bogens karakterer, virker ingen af dem stakkels. Der er ingen fordømmelse af deres livsvalg i fortællerstemmen, det er liv der findes.