Natten, lysene, volden

Citat
”Han vidste, de ville kaste sig over ham, hvis han begyndte at løbe. Og her var ingen dommer, som ville stoppe kampen, når han gik ned. Han forsatte, gik meget langsomt, holdt hovedet sænket, gjorde skuldrene brede i jakken. (…) Han vidste, at en af dem ville være nødt til at begynde, en af dem ville være nødt til at gå ud til ham på vejbanen, og så ville de andre følge efter, så ville dansen begynde. Han havde en kuglepen i jakkelommen, den ville han bruge. Øjne, hals, alt det bløde.”
”Natten, lysene, volden”, s. 22.

”Natten, lysene, volden” udkom som Clemens Meyers anden bog på dansk i 2013, men består af et udvalg af tekster fra Meyers første bog ”Die Nacht, Die Lichter” (2008) og ”Gewalten” (2010). Den har fået den fælles genrebetegnelse stories, mens uddraget af ”Volden” har bevaret sin oprindelige genre dagbog.

Alle novellerne udspiller sig i eller omkring Meyers hjemby Leipzig og har en barsk tilværelse tilfælles, hele tiden skrevet i den illusionsløse, socialrealistiske prosa, som Meyer udmærker sig i.

I bogens første novelle ”Jeg er her stadig!” følger man en sort bokser, hvis job det er at tabe kampe til yngre og bedre boksere, så de kan avancere i karrieren. Hovedpersonen er en såkaldt ’journeyman’, der rejser rundt i det nyligt genforenede Tyskland og får tæsk i ringen. Men det er udenfor ringen, de sande farer ligger. Da han mod bedre vidende vinder en kamp mod det lokale håb i en østtysk landsby, må han flygte fra en vred befolkning, hvor nogle vil straffe ham for at besejre bysbarnet, og andre bare ikke bryder sig om sorte.

Hans historie spejler de kæmpe opbrud, der skete i Tyskland i de dage.

29937788

Væddeløbsbanen er den centrale scene i novellen ”Om hunde og heste”. En gammel mand får hjælp af en rutineret vædder. Han skal bruge præmiepengene til at betale for sin hunds operation, og det går. Han vinder pengene, men i Clemens Meyers univers belønnes sympatiske personer kun med ulykke, og novellen slutter ildevarslende med at fortælle læseren, at den gamle mand, der sejrsglad er på vej hjem med sine penge, slet ikke ser de tre personer, der følger efter ham. Så ved man ligesom godt, hvad der sker.

Det er, når Meyers personers forventninger til en trøstesløs verden endnu ikke er blevet knust, at der opstår nogle spændinger i teksten, der er spændende at læse med i. At det hele så er håbløst, peger måske på en humanismetræthed over for den tradition i tysk litteratur, hvor behandlingen af 2. Verdenskrig ofte er endt med en læresætning om, at selv i menneskets værste øjeblikke kan de stadig være gode for hinanden. Når volden fejres hos Meyer, er det ikke kun satire, men også en revurdering af den tradition.