Deon Meyers ”Infanta” fra 2005 (”Jægerens bytte”, 2008) består af tre parallelle fortællinger om skæbner, der gradvist flettes sammen: den unge mor og callgirl, Christine var Rooyen; Thobela Mpayipheli – hovedpersonen fra ”Jægerens hjerte” og endelig den alkoholiske politibetjent/opdager Benny Griessel, der er hovedpersonen i denne bog. Fælles for disse tre personer er, at de enten er blevet frataget, hvad de har at leve for eller er i overhængende fare for det.
Christine har en meget nærgående kunde, Carlos Sangrenegra, en magtfuld narkobaron fra Columbia, der ikke har lyst til at dele hende med andre kunder. Han opdager, at hun har en treårig datter, hvilket kan bruges som pressionsmiddel.
Benny Griessel har ligget i sprit det seneste årti for at kunne holde livet som opdager ud, men bliver smidt ud af sin families hjem og får et halvt år til at bevise, at han kan sætte proppen i én gang for alle. Hans kone Anna har fået nok, og han opdager, at han må gøre en indsats for overhovedet at lære sine to teenagebørn Fritz og Carla at kende efter de mange års alkoholisme.
27272290
Thobela Mpayipheli, der blev efterladt af læseren i ”Jægerens hjerte” med tabet af sit livs kærlighed Miriam Nzululwazi, har overtaget forældrerollen for hendes søn Pakamile, som giver hans liv mening.
Men ”Jægerens bytte” lægger hårdt ud med, at otteårige Pakamile dræbes ved en benzinstation i krydsilden fra to røveres pistoler. Her mister Thobela det sidste holdepunkt i sit nye liv og beslutter derfor at genoptage og bruge sine evner som snigmorder til at hævne sig på døde og krænkede børns vegne. Han er nu en mand med en sag, og et traditionelt zulu-våben – en assagai.
Den abstinensplagede Benny Griessel sættes på sagen om selvtægtsmanden, der hævner sig på vegne af de børn, som retssystemet ikke formår at repræsentere.
Hvordan, hvornår og hvorfor de tre skæbner konkret krydser hinanden, er et af selve spændingsmomenterne. Plottet er interessant, men romanens kød og blod ligger i de tre karakterer, der sidestillet viser, hvor meget mennesker har til fælles – uanset hudfarve – snigmordere, alkoholikere såvel som callgirls.
I ”Jægerens bytte” ser man, at forfatteren benytter sig af tilbagevendende personer. Thobela Mpayipheli har en stor rolle at spille i denne roman, men ikke hovedrollen. Den er til gengæld overladt til vicekriminalkommissær Benny Griessel, og ”Jægerens bytte” bliver derfor også en slags politiroman.