Deon Meyer
Foto: Rodger Bosch/AFP/Ritzau Scanpix

Deon Meyer

cand.comm. Charlotte Holm Kiesow, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Top image group
Deon Meyer
Foto: Rodger Bosch/AFP/Ritzau Scanpix
Main image
Meyer, Deon
Foto: Espen Braata / Scanpix

Indledning

Deon Meyers thrillerkrimier fra det moderne postapartheids Sydafrika er for længst begyndt at vække international opmærksomhed og har en stor fanskare over hele verden. Hans romaner er udkommet på 25 forskellige sprog, oversat fra Deon Meyers modersmål, afrikaans. I maj 2012 blev hans seneste roman (endnu ikke oversat til dansk) nomineret til CWA International Dagger Award – en af krimigenrens største litteraturpriser.

 

29894701

Blå bog

Født: 4. juli 1958, Paarl, Sydafrika.

Uddannelse: Bachelor i engelsk og historie fra Potchefstroom University for Christian Higher Education. Master i creative writing fra University of Stellenbosch.

Debut: Wie met vuur speel. 1994.

Litteraturpriser: Le Grand Prix de Littérature Policiére, 2003. Deutsche Krimi Preis, 2006. Den gyllene kofoten af det Svenska Deckarakademin, 2010.

Seneste udgivelse: Syv dage. Sohn, 2013. (Seven days, 2011). Oversætter: Svend Ranild. Krimi.

Inspiration: Ed McBain og J.M. Coetzee.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hvis du havde viet dit liv til Kampen og vundet, ville du forvente at få en eller anden form for belønning. Det er menneskeligt, en naturlig forventning. Frihed er en flygtig belønning. Man kan ikke knuge den i hånden.”

”Jægerens hjerte”, s. 206.

Deon Godfrey Meyer kom til verden i Sydafrikas Northwest provins i 1958. Som ung gjorde han militærtjeneste, og efterfølgende studerede han på Potchefstroom Universitetet. Senere blev han journalist/reporter på Die Volksblad – et dagblad i Bloemfontein. Siden da har han gjort karriere inden for forskellige, men beslægtede brancher inden for reklame-, IT- og branding.

Allerede som 14-årig frembragte Deon Meyer sit første skønlitterære værk, som han afpressede og bestak sine to brødre til at læse. Den spirende forfatter, som 14-årige Deon Meyer gik rundt med i maven, fik dog en mavepuster af brødrenes anmeldelse og det var derfor først, da han var i begyndelsen af trediverne, han igen turde give litteraturen en chance. Han begyndte forsigtigt – med noveller, udgivet i diverse sydafrikanske magasiner. Deon Meyer siger om sin læretid med novellerne: ”Jeg mener stadig, det er den bedste måde at lære det håndværk, som det er, at skrive. At skrive noveller lærer dig en masse om fortællestruktur, og du har begrænset plads til at udvikle personer og plot.” (www.deonmeyer.com).

Deon Meyer har en ydmyg tilgang til det at opnå baggrundsviden til sine bøger. Han researcher ved at interviewe eksperter fra alle ender af samfundet – om det er selvlærte eksperter inden for deres eget felt som prostituerede, butiksassistenter, skopudsere, taxachauffører eller om det er eksperter inden for retsvidenskab og psykologi, historie, teologi – eller bare almindelige mennesker, der kan hjælpe ham til større indblik i nogle af Sydafrikas mange etniciteter og sprogfællesskaber.

Deon Meyer hopper også gerne op på en motorcykel og gennemfører de ruter, der køres ad i hans romaner, og han læser om de emner, han bruger og berører i sin fiktion.

Jægerens hjerte

”’Alfa Et modtager, og hvorfor fanden overholder du ikke almindelig radioprotokol? Skift.’
’Hvad er dit navn, Alfa Et?’ Han kendte ikke den stemme. Den var dyb og fremmed.
’Det her er militærets frekvens. Afbryd venligst med det samme. Skift.’
’Mit navn er Thobela Mpayipheli. Jeg er den mand, I leder efter. Hvem er du?’”
”Jægerens hjerte”, s. 149.

Kær Xhosa-kriger har mange navne. Tiny alias Umzingeli alias Thobela Mpayipheli er hovedperson i den moderne krimithriller ”Proteus”, 2003 (”Jægerens hjerte”, 2007) fra Sydafrika. Mpayipheli er en sammensat person med en fortid i modstandskampen mod Apartheid under (det daværende) protestpartiet African National Congress (ANC), verdenskendt qua sin moralske og senere politiske leder Nelson Mandela.

Mpayipheli tjente i årene op til demokratiets fødsel i Sydafrika i 1994 som soldat for ANC’s efterretningsvæsen og militærfløj, Umkhonto we Sizwe (”Nationens spyd”). Men den 2,1 meter høje, sorte Xhosa med snigmorderfærdigheder oplært af Sovjets KGB blev arbejdsløs fra den ene dag til den anden, da Apartheidregimet faldt og undertrykkelsen af landets sorte majoritet endte. Mpayipheli besluttede på det tidspunkt at gøre op med sin krigeriske livsbane og i stedet begynde på en pacifistisk livsstil med kvinden Miriam og hendes lille søn Pakamile.

26744229

Men fortiden banker en dag på døren, da datteren til en ven fra fortiden beder ham tage en harddisk fyldt med sprængfarlige informationer fra Apartheidæraen og personligt få den transporteret til Zambia, tusindvis af kilometer væk på det afrikanske kontinent. Her holdes Mpayiphelis gamle ven nemlig gidsel af anonyme gangstere, der kræver harddisken for at frigive Kleintjes.

Hvad der skulle have været en simpel vennetjeneste, overstået i løbet af et par døgn, udvikler sig til en politisk skandale af nationalt omfang med hele Sydafrika som vidne. Mpayipheli er på flugt på motorcykel op gennem det afrikanske kontinent – med en hemmelig efterretningstjeneste på nakken, ledet af den højt placerede efterretningsagent Janina Mentz og hendes psykopatiske højre hånd, soldaten Tiger Mazibuko.

”Jægerens hjerte” foregår i et hæsblæsende tempo med konstante krydsklip mellem de forskellige aktører og scener, og der sker en konstant udvikling af plottet i nye uventede retninger. Det er en thrillerroman om de skygger, som landets politiske fortid endnu kaster over sine egne efterretningstjenester og deres mange forskellige dagsordener.

 

Jægerens bytte

”70 kilometer længere fremme, på de lange fejende kurver som N2 slår mellem George og Mossel Bay, faldt noget ned på forsædet ved siden af Thobela. Da han så ned, lå assagaien der. Bladet var mat i lyset fra instrumentbrættet.”
”Jægerens bytte”, s. 376.

Deon Meyers ”Infanta” fra 2005 (”Jægerens bytte”, 2008) består af tre parallelle fortællinger om skæbner, der gradvist flettes sammen: den unge mor og callgirl, Christine var Rooyen; Thobela Mpayipheli – hovedpersonen fra ”Jægerens hjerte” og endelig den alkoholiske politibetjent/opdager Benny Griessel, der er hovedpersonen i denne bog. Fælles for disse tre personer er, at de enten er blevet frataget, hvad de har at leve for eller er i overhængende fare for det.

Christine har en meget nærgående kunde, Carlos Sangrenegra, en magtfuld narkobaron fra Columbia, der ikke har lyst til at dele hende med andre kunder. Han opdager, at hun har en treårig datter, hvilket kan bruges som pressionsmiddel.

Benny Griessel har ligget i sprit det seneste årti for at kunne holde livet som opdager ud, men bliver smidt ud af sin families hjem og får et halvt år til at bevise, at han kan sætte proppen i én gang for alle. Hans kone Anna har fået nok, og han opdager, at han må gøre en indsats for overhovedet at lære sine to teenagebørn Fritz og Carla at kende efter de mange års alkoholisme.

27272290

Thobela Mpayipheli, der blev efterladt af læseren i ”Jægerens hjerte” med tabet af sit livs kærlighed Miriam Nzululwazi, har overtaget forældrerollen for hendes søn Pakamile, som giver hans liv mening.

Men ”Jægerens bytte” lægger hårdt ud med, at otteårige Pakamile dræbes ved en benzinstation i krydsilden fra to røveres pistoler. Her mister Thobela det sidste holdepunkt i sit nye liv og beslutter derfor at genoptage og bruge sine evner som snigmorder til at hævne sig på døde og krænkede børns vegne. Han er nu en mand med en sag, og et traditionelt zulu-våben – en assagai.

Den abstinensplagede Benny Griessel sættes på sagen om selvtægtsmanden, der hævner sig på vegne af de børn, som retssystemet ikke formår at repræsentere.

Hvordan, hvornår og hvorfor de tre skæbner konkret krydser hinanden, er et af selve spændingsmomenterne. Plottet er interessant, men romanens kød og blod ligger i de tre karakterer, der sidestillet viser, hvor meget mennesker har til fælles – uanset hudfarve – snigmordere, alkoholikere såvel som callgirls.

I ”Jægerens bytte” ser man, at forfatteren benytter sig af tilbagevendende personer. Thobela Mpayipheli har en stor rolle at spille i denne roman, men ikke hovedrollen. Den er til gengæld overladt til vicekriminalkommissær Benny Griessel, og ”Jægerens bytte” bliver derfor også en slags politiroman.

 

Tretten timer

”Griessel sukkede og gik tilbage til mordstedet. Da hans tanker fokuserede på den voksende tilskuermængde som måtte under kontrol, erkendte han den nye nervøsitet han følte.
Den havde ikke noget at gøre med hans kønsliv, hans økonomi eller hans sult. Det var en forudanelse. Som om dagen bragte ondskab med sig.”
”Tretten timer”, s. 25.

Der kan nå at ske meget i et menneskes liv på en dag, hvilket der også gør denne dag i den tørlagte alkoholiker og kriminalkommissær Benny Griessels liv. I ”13 Uur”, 2008 (”Tretten timer”, 2012) møder læseren Benny Griessel cirka seks måneder, efter man slap ham i ”Jægerens bytte”. Her blev han smidt ud af sin kone og børn for at bevise, at han kunne få bugt med sin druk.

I ”Tretten timer” skal han møde Anna på restaurant for at finde ud af, om han er taget til nåde. Men først skal han lige have overstået en af de mest hæsblæsende dage i sin tid inden for SAPS, Sydafrikas politistyrke.

Da Griessel møder på arbejde, får han den tvivlsomme ære at agere mentor for tre unge, aspirerende vicekommissærer, som skal efterforske to tilsyneladende usammenhængende mord. Åh ja, og desuden skal de også lige nå at redde den unge amerikanske pige Rachel Anderson, som er på flugt for sit liv gennem Cape Town fra en gruppe bestialske mordere, der allerede har slået hendes veninde ihjel.

29243778

”Tretten timer” er en lang menneskejagt igennem en storby, hvor ofre for det meste er overladt til sig selv. De ukendte mordere er på udkig og jagt efter den unge amerikanske turist, og Benny Griessel og hans hold af unge opdagere er i hælene på morderne i et indbyrdes kapløb om, hvem der når frem til Rachel Anderson først.

Samtidig skal en af de unge opdagere undersøge mordet på den magtfulde kvindemagnet Adam Barnard, som delte sit liv mellem sit succesfulde musikselskab og sin alkoholiske kone.

I jagten på mistænkte og motiver til dagens to drab gives læseren et indblik i både den sydafrikanske musikbranche, turistbranche og politistyrkes skumle underverdener, hvor man aldrig kan vide, om en turistbus kun fragter turister, eller om en mand i politiuniform er til at stole på.

Forfatteren har overladt scenen til Benny Griessel og hans unge mentées for tretten timer, og han har eksperimenteret med tiden som en klaustrofobisk spændetrøje. Læseren opdateres på klokkeslettet cirka en gang i timen og følger politiet i hælene på morderne og morderne i hælene på den amerikanske pige. Spørgsmålet, som læseren må vente til allersidst med at få opklaret, er, hvad pigen har gjort for at fortjene at få en dødspatrulje på nakken.

 

Genrer og tematikker

Deon Meyer er først og fremmest krimiforfatter. Derfor forpligter han sig grundlæggende på at levere spændende actionbrag om blandt andet spektakulære menneskejagter, politiarbejde og medier, mord og efterretningstjenester. Om krimigenren siger han selv: ”Krimigenren synes at gå igennem forskellige faser – for nogle år siden så vi seriemorder-fasen, og på det seneste har en række forfattere arbejdet med forbrydelser begået af staten. Jeg tror, det er krimigenrens måde at udtale sig om den verden, vi lever i.” (www.deonmeyer.com).

Meyer skriver til sanserne og propper gerne sine scener med liret grej: Våbentyper, helikoptere og andet militært isenkram, motorcykeltyper og deres egenskaber, men han fremmaner også detaljerede miljøskildringer om hakkeorden og interne magtkampe i politiverdenen og krydsklipper heftigt mellem mange forskellige aktører, i gang med for eksempel politimandens efterforskningsarbejde i realtid, selvtægtsmandens aktioner eller journalistens jagt på stof nok til næste deadline. De konkrete plot og deres sansemættede detaljerigdom er uløseligt vævet sammen med et kludetæppe af underliggende temaer, hvoraf nogle er kæmpestore mens andre helt banalt almenmenneskelige.

Menneskeskildringerne og de menneskelige dimensioner og motiver er realistiske. En af Meyers hovedpersoner, den afdankede, hvide opdager Benny Griessel, kæmper mod alkoholisme og sin nyligt opståede tendens til utroskab, samtidig med at han arbejder hårdt på at opbygge et personligt forhold til sine to teenagebørn, hvis eksistens han pludselig har registreret efter at være trådt ud af ti års alkoholtåge.

Thobela Mpayipheli er en kompleks skikkelse, der har en fortid i modstandskampen mod apartheid som snigmorder for allieredes efterretningstjenester, men som forsøger at gribe sin vundne frihed ved at fylde nutiden med kærlighed, pacifisme og respekt for det enkle liv.

Deon Meyers forfatterskab giver et fascinerende, og med danske øjne sjældent og detaljeret, indblik i Sydafrikas politiske og kulturelle landskab efter Apartheid og den svære proces, det er at nærme sig et moderne demokratis og ilandsstandarder og idealer med afgrundsdybe gab mellem rige og fattige, hvide og sorte og alle dem, der hverken er hvide eller sorte. Meyer har et oprigtigt ærinde om at repræsentere virkeligheden gennem landets mange sproglige fællesskaber og etniciteters perspektiver. Han har øje for alle samfundsgrupper og de store interne spændinger og den stadige diskrimination, der i lige dele bunder i hudfarve og pengepungens størrelse. Som han forklarer: ”Jeg forsøger at præsentere de forskellige synspunkter og perspektiver i det moderne Sydafrika, men jeg udtrykker ikke mine egne meninger i nogen af mine bøger.”

’Og dog’ kunne man som læser fristes til at tilføje, for den grundlæggende holdning til Sydafrika, som skinner igennem i hans bøger, kommer også til udtryk i denne udtalelse: ”Vi har alle et ansvar – især dem, der stammer fra den kulturelle gruppe, der var ansvarlig for Apartheid – for at få det her land til at fungere.” (www.deonmeyer.com).

 

Beslægtede forfatterskaber

Der er mange måder at være litterære slægtninge på. Deon Meyers forfatterskab er for eksempel blevet sammenlignet med den svenske krimimastodont Henning Mankell og hans politiromanserie om kriminalkommissæren Kurt Wallander fra Ystad. Det er svært at sige ’krimi’ uden at tilføje ’Skandinavien’ i disse år, men for en international forfatter som Deon Meyer er der andre grene på stamtræet.

I forhold til Deon Meyers tematikker og sydafrikanske storbyjungles lokalkolorit kan det måske være noget at kigge nærmere på franske Caryl Féreys ”Zulu” (2010). Férey er dog ikke af sydafrikansk afstamning, men skildrer til gengæld ligeledes det moderne Sydafrika, specifikt Cape Towns undergrundsmiljø og drabsafdelingen samt Sydafrikas problemer med den mentale apartheid, der tilsyneladende endnu er virkelighed, snart tyve år efter.

Er indfaldsvinkelen mere generelt på krimirealisme, der samtidig kan give den litterære turist indsigt i forskellige fremmede himmelstrøgs historier og kulturer, er det værd at notere sig, at Deon Meyer er blevet sammenlignet med Peter Temple, der selv stammer fra Sydafrika. Temple emigrerede i 1980 til Australien og er sidenhen blevet en af Australiens største krimiforfattere. En af hans titler, ”The Broken Shore”, 2006 (”Den knuste kyst”, 2008) foregår på den australske sydkyst, hvor kriminalbetjenten Joe Cashin må efterforske et mord, der udløser konflikter med tråde til politik, korruption og racisme i forhold til Australiens oprindelige befolkning, aboriginerne. Også Temples ”Truth” er blevet oversat til dansk (”Den brændte jord”, 2011).

 

Bibliografi

Romaner

Meyer, Deon:
Wie Met Vuur Speel. 1994.
Meyer, Deon:
Feniks. 1996.
Meyer, Deon:
Bottervisse in die Jêm. 1997.
Meyer, Deon:
Orion. 2000.
Meyer, Deon:
Onsigbaar. 2007.
Meyer, Deon:
Jægerens hjerte. Borgen, 2007. (Proteus, 2003).
Meyer, Deon:
Jægerens bytte. Borgen, 2008. (Infanta, 2005).
Meyer, Deon:
Karoonag. 2009.
Meyer, Deon:
Spoor. 2010.
Meyer, Deon:
7 Dae. 2011.
Meyer, Deon:
Tretten timer. Forlaget Sohn, 2012. (13 Uur, 2008).
Meyer, Deon:
Syv dage. Sohn, 2013. (Seven days, 2011). Oversætter: Svend Ranild.

Kogebog

Meyer, Deon og Anita Meyer:
Kom eet! Om die tafel met Deon en Anita Meyer. 2011.

Om forfatterskabet

Netmedier

En veludbygget hjemmeside med presseklip, interview, præsentationer og anmeldelser af hans romaner m.m.
Deon Meyer om sproget afrikaans.
Deon Meyer om sit forfatterskab og det at skrive.

Artikler

Lewin, Matthew:
Bring me my assagai. The Guardian, 2007-07-21.
Vorm, Tonny:
Endnu en dag i Cape Town. Information, 2012-03-29.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Deon Meyer

Kilder citeret i portrættet

Clayton, Jonathan:
I’ll never leave South Africa. The Times, 2011-04-09.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Deon Meyer