- © Tine Modeweg-Hansen
I midten af 90’erne indledte forlaget Gyldendal et samarbejde med Designskolen i Kolding, og det resulterede i en billedbogskonkurrence. Kim Fupz Aakeson skrev to manuskripter, som de studerende kunne vælge imellem, og det endte med bøgerne ’’Og så er det godnat’’, illustreret af Cato Thau-Jensen og Prinsessen der altid havde ret (1996), illustreret af Tine Modeweg-Hansen.
Bogen, der blev hendes debut som billedbogskunstner, er en temmelig syret historie, både i tekst og billeder, om en prinsesse, der er dødtræt af sine eftersnakkende friere og ender med at tage den eneste, der giver hende modstand, og det er faktisk en mus, der ved middagsbordet må trone oven på 8 puder for at kunne nå sit ostebjerg. Musen elsker selvfølgelig ost, prinsessen kan ikke fordrage det, men det er meget nemt, for som Fupz slutter af: så er der så meget andet, man kan spise. En historie om det ideelle, tolerante ægteskab, kort sagt, og Tine Modeweg-Hansens billeder overbeviser en om, at det kan lade sig gøre.
Den løse streg giver masser af dynamik, skæg og grimasser til billederne. Hendes personer har altid kuglerunde øjne, og dem ser vi første gang i denne bog. Hun gør brug af billedserier og synsvinkelskift, som man ellers kender fra tegneserier, og hun lægger ekstra lag på historien.
Denne prinsesse er ikke et lille nips. Hun sætter sit knaldgule lagkagehår, som hun vil, og skifter frisure på hvert eneste opslag, og det er ikke fra rottehaler til hestehaler, nej, det er fra græske templer til høstneg. Og en alenlang trappestige fører til hendes himmelseng oppe i himlen. Sengen er nemlig hægtet fast i loftet, omgivet af stjerner og måne på snore, og hun sover under en stjernedyne med hovedet på en månepude. En pige, der gifter sig med en mus, kan naturligvis ikke have højdeskræk!