Samarbejdet videreførte Hesselholdt/Modeweg-Hansen i Brandmanden fra før fra 1999. En mere enkel historie, men ikke mindre løssluppen, om Petros og hans mor, der har glemt deres nøgle og får brandvæsenet til at hjælpe sig ind i lejligheden på femte etage.
Der er fuld skrue på både farver og streg i denne histories billeder. Brandfolkenes røde stige slanger sig bogstavelig talt af sted hen over siderne. Brandmændene laver akrobatiske øvelser oven på bilen eller svinger sig grinende rundt i stigen. I denne bog har illustratoren også brugt neonfarver for at give farverne ekstra knald, hvilket ses bl.a. af brandinspektørens orange skæg og morens røde hår.
Et af opslagene viser, at Tine Modeweg-Hansen havde skiftet hjemland, mens hun arbejdede på bogen, for godt nok er der både Tivoli-pariserhjul og danskrøde brandbiler på billederne, men når Petros og hans mor går på cafe, minder cafeen og dens gæster mest om en amerikansk diner.
Samme år udkom antologien Flyvefisk, hvor Kari Sønsthagen havde fået den gode ide at samle tre unge illustratorer: Hanne Bartholin, Tine Modeweg-Hansen og Cato Thau-Jensen og syv unge forfattere, som ikke tidligere havde udgivet for børn. Tine Modeweg-Hansen illustrerede historier af Trine Andersen, Jesper Wung-Sung, Charlotte Weitze og Mads Storgaard Jensen, og hun viste bl.a., at hun også er en god illustrator til oplæsningshistorier med sort/hvide illustrationer.