I Patrick Modianos ”Fleurs de ruine” fra 1991 (”Askeblomster”, 1994) vandrer den anonyme jeg-fortæller rundt i Paris’ gader. Året er 1969. På turen, som begynder på venstre side af flodbredden, genkalder han sig erindringer fra sin fortid.
Først hører vi historien om det unge par Urban og Gisele T, der af uforklarlige årsager i 1933 begik selvmord efter en aften i byen i Montparnasse-kvarteret. I løbet af aftenen skulle de angiveligt have mødtes med to andre par, have befundet sig i et hus med en rød elevator og have besøgt et dansested. Det er disse ledetråde til selvmordsmysteriet, som jeg-fortælleren mere end 30 år efter nu forsøger at binde sammen. Det gør han ved at rekonstruere parrets aften på sin vandretur gennem byen.
51402154
Men selvmordsmysteriet krydser også andre fortællinger fra jeg-fortællerens fortid. Blandt andet historien om hans jødiskitalienske far Albert, der levede et hemmelighedsfuldt liv og som en dag pludselig forsvinder. En historie, der på mange måder minder om den virkelige historie om Patrick Modianos far, der ligesom fortællerens far hed Albert, og som også var af jødisk og italiensk afstamning. Modianos far levede ligeledes et hemmelighedsfuldt liv under Anden Verdenskrig, hvor han i skjul lavede forretninger med nazisterne, der havde besat Paris.
Ud over selvmordsmysteriet og historien om jeg-fortællerens fars pludselige forsvinden får vi også historien om fortællerens første kærlighed Jacqueline og ikke mindst historien om den mystiske Pacheco, som muligvis ikke er, hvem han giver sig ud for at være.
Lige så fragmenterede de små historier og uløselige mysterier kaldes frem, lige så tåget glider de ud af fortællingen igen, uden at de er blevet opklaret.
Men hvad der derimod står helt klart er byen Paris. På sin vandretur gennem de øde kvarterer i Paris beskriver jeg-fortælleren hver en gade, han bevæger sig af, og hver en bygning, han passerer. Gaderne bliver nævnt med gadenavn og husene med husnummer. På den måde bliver byen som ramme noget konstant, der står i kontrast til den fragmenterede fremkaldelse af fortidens oplevelser. Jeg-fortællerens erindringer tilhører ikke ham alene, de tilhører også byen Paris.