Det delvist besatte Frankrig under Anden Verdenskrig spiller en central rolle i Patrick Modianos forfatterskab. De fleste af hans romaner foregår i Paris under besættelsen eller trækker tråde til tiden gennem hans hovedpersoners erindringer om fortiden. Da Modiano modtog Nobelprisen i litteratur i 2014, sagde den faste sekretær Peter Englund fra Det Svenske Akademi om forfatteren: ”Han er født i 1945 og har levet i skyggen af besættelsestiden siden da”. Selv har Modiano udtalt, at vi alle som mennesker er defineret af det sted og det tidspunkt, vi blev født på, og derfor fylder besættelsen så meget i hans romaner.
Hovedtemaet i Modianos romaner er netop denne søgen efter identitet og eksistens, som forfatteren forsøger at opklare gennem sin egen fortid. I hans romaner leder hovedpersonen også typisk efter noget eller nogen, der er forsvundet. Det kan både være personer, der er bortløbne eller usynlige, eller personer, der forsvinder uden deres identitetspapirer eller som lever under falske identiteter.
Modianos egen far, det liv faderen levede under Anden Verdenskrig og ikke mindst konsekvenserne heraf spiller også en væsentlig rolle i Modianos romaner, og faderen synes på mange måder at være nøglen til at forstå forfatterskabet. Det værk, der mest ligner et selvbiografisk værk, er erindringsbogen ”Un pedigree” fra 2005. Om den har Modiano udtalt: ”Det er en bog, der ikke så meget handler om, hvad jeg har gjort, men snarere hvad andre, primært mine forældre, gjorde ved mig”. (Julien Bisson: Patrick Modiano: Literay Giant. France Today, 2011-11-15. Egen oversættelse).
Modianos romaner er løst knyttet sammen på kryds og tværs, og en episode, der finder sted i en bog, kan fortsætte i en anden, og samtidig går personer fra hans romaner igen i flere værker. De fragmenterede øjeblikke og karakterer, der kaldes tilbage igen og igen over flere romaner, både i nutid og som tilbageblik, gør at hans tekster rent stilistisk er tæt forbundet til det tematiske. Teksterne er meget insisterende, på samme tid med at de er meget distancerede.
Om sit samlede forfatterskab har Modiano udtalt: ”Jeg har indtrykket af, at jeg har skrevet den samme roman igen og igen i 45 år.” (Niklas Pollard og Alistair Scrutton: Patrick Modiano, French Sephardic Novelist, Wins Nobel for Litterature. The Jewish Daily Forward, 2014-10-09. Egen oversættelse).
Genremæssigt befinder Modianos bøger sig et sted mellem romantik og noir, men de trækker samtidig tråde fra kriminalromanen. Patrick Modianos værker er typisk ikke længere end omkring 130-150 sider.