“ Jelne ” er titlen på Henriette E. Møllers debutroman fra 2007, og det er også navnet på den 30-årige kvindelige hovedperson. I romanens start møder vi hende, hvor hun sidder utrøstelig og ser sit liv passere revy. Nærmere bestemt ser hun sit forhold gennem mange år til kæresten, Kasper, glide forbi, mens hun lader deres fælles fotos dale ned over en snedækket Nørrebrogade i København. Kasper har mødt en anden, og forholdet er gået i opløsning.
Med opløsningen af parforholdets trygge tosomhed og opbruddet af de vante rammer står den forladte Jelne helt alene og uden at vide, hvad hun skal gøre. Og romanens 30-årige hovedperson er vitterligt alene: Hendes far har hun aldrig kendt, hendes mor døde i en bilulykke, da hun var en lille pige, og også den morfar i Jylland, som hun efterfølgende voksede op hos, er død.
Følelsen af tab og ensomhed er så central for Henriette E. Møllers fortælling, at den som et emblem er mejslet ind i hovedfigurens kerne – nemlig i navnet Jelne. For faktisk hedder hun Jenny. Jelne er derimod morfarens sigende omskrivning af barnebarnet, der lige har mistet sin mor og nu skal til at bo hos ham: “Han ser på hende, og siger, det er så trist, at hun er jelne. Hun forstår, hvad han siger, hun siger, at hun ikke er alene, hun har jo ham. Vi har jo hinanden, morfar, det siger hun.” (“Jelne, side 60). Bruddet med kæresten får Jelne til at undersøge tidligere brud, og hun rejser tilbage til den kro på Møn, som udgjorde rammen om barndomsårene.
26599210
Tilbagevendt til kroen på Møn møder Jelne nogle af de personer, der stod hendes afdøde mor og hende selv nær, og selvom den 30-årige hovedperson forsøger at skjule sin identitet, begynder de store uforløste spørgsmål, der knytter sig til barndommen og til den fundamentale følelse af svigt og ensomhed, at presse sig på: Hvem var Jelnes far egentlig? Var morens bilulykke i virkeligheden et selvmord – og dermed det måske slemmeste svigt af alle?
Oplevelsen af døden og tabet og følelsen af svigt og ensomhed er en gennemgående tematik i Henriette E. Møllers debut. Men samtidig udfolder romanens fortælling sig som en positiv generobring af den personlige historie. Den påpeger nødvendigheden af “at finde hjem” og vinde en holdbar identitet. At skabe sammenhæng og balance i de historier, der knytter fortid og fremtid til det enkelte menneskes liv her og nu.
Henriette E. Møller serverer sin fortælling i en komposition, der får kronologien til at flimre, og der som et puslespil først lidt efter lidt antyder de afgørende sammenhænge for læseren. Fortællerstemmen er holdt i 3. person, men lægger sig meget tæt op ad de forskellige personers indre bevidsthedsstrømme. Samtidig skiftes ustandseligt mellem passager med dialogscener og indre monologer. Fortællerstilen rummer således både den alvidende og distancerede stemmeføring og den helt nære og indlevede vinkel.