Henriette E. Møller

Henriette Elmstrøm Møller er født og opvokset i Randers, hvor hun sammen med sine tre søstre gik på den lokale kommuneskole, Nyvangskolen. Efter gymnasietiden på Randers Statsskole var Henriette E. Møller på Testrup højskole, hvorefter hun tog til London i en periode og arbejdede. Tilbage i Danmark begyndte hun at læse nordiske sprog og litteratur i Århus, men da hun i 2000 blev optaget på Forfatterskolen, flyttede hun til København. I 2002 afsluttede Møller sin uddannelse på Forfatterskolen og vendte tilbage til studierne og fik en bachelorgrad i dansk og kulturformidling ved Københavns Universitet. Fra 2006 har Henriette E. Møller arbejdet på at få en titel som cand.it. ved IT-universitetet, men efter modtagelsen af Kunstfondens treårige arbejdslegat er studierne foreløbigt lagt på hylden, og Møller arbejder som forfatter på fuldtid.

Selvom året 2007 var en rigtig succes for den unge forfatter, der fik mange roser for sin debut blandt anmeldere og samtidig modtog både priser og legater, så har Henriette E. Møller også oplevet perioder med modgang. Efter Forfatterskolen fik hun afslag fra flere forlag på et indsendt manuskript, og hun overvejede i en periode sågar at stoppe med at skrive. Trods tvivlen undervejs har Henriette E. Møller længe gået med en drøm om at blive forfatter: “Jeg har altid drømt om at blive forfatter. Jeg tror, at det kommer fra min mormor, som læste mange bøger og talte meget om forfattere. Jeg tænkte, at hvis jeg blev forfatter, ville hun blive stolt af mig. Jeg har også altid syntes, at sproget var et godt redskab. Jeg var den stille pige i skolen og skrev meget dagbog. På den måde kom jeg ud med ting, jeg ellers ikke fik sagt.” (Dorte Remar: “Der er så meget sprog til mig”, Interview i Kristeligt Dagblad, 2007-06-07).

“ Jelne ” er titlen på Henriette E. Møllers debutroman fra 2007, og det er også navnet på den 30-årige kvindelige hovedperson. I romanens start møder vi hende, hvor hun sidder utrøstelig og ser sit liv passere revy. Nærmere bestemt ser hun sit forhold gennem mange år til kæresten, Kasper, glide forbi, mens hun lader deres fælles fotos dale ned over en snedækket Nørrebrogade i København. Kasper har mødt en anden, og forholdet er gået i opløsning.

Med opløsningen af parforholdets trygge tosomhed og opbruddet af de vante rammer står den forladte Jelne helt alene og uden at vide, hvad hun skal gøre. Og romanens 30-årige hovedperson er vitterligt alene: Hendes far har hun aldrig kendt, hendes mor døde i en bilulykke, da hun var en lille pige, og også den morfar i Jylland, som hun efterfølgende voksede op hos, er død.

Følelsen af tab og ensomhed er så central for Henriette E. Møllers fortælling, at den som et emblem er mejslet ind i hovedfigurens kerne – nemlig i navnet Jelne. For faktisk hedder hun Jenny. Jelne er derimod morfarens sigende omskrivning af barnebarnet, der lige har mistet sin mor og nu skal til at bo hos ham: “Han ser på hende, og siger, det er så trist, at hun er jelne. Hun forstår, hvad han siger, hun siger, at hun ikke er alene, hun har jo ham. Vi har jo hinanden, morfar, det siger hun.” (“Jelne, side 60). Bruddet med kæresten får Jelne til at undersøge tidligere brud, og hun rejser tilbage til den kro på Møn, som udgjorde rammen om barndomsårene.

26599210

Tilbagevendt til kroen på Møn møder Jelne nogle af de personer, der stod hendes afdøde mor og hende selv nær, og selvom den 30-årige hovedperson forsøger at skjule sin identitet, begynder de store uforløste spørgsmål, der knytter sig til barndommen og til den fundamentale følelse af svigt og ensomhed, at presse sig på: Hvem var Jelnes far egentlig? Var morens bilulykke i virkeligheden et selvmord – og dermed det måske slemmeste svigt af alle?

Oplevelsen af døden og tabet og følelsen af svigt og ensomhed er en gennemgående tematik i Henriette E. Møllers debut. Men samtidig udfolder romanens fortælling sig som en positiv generobring af den personlige historie. Den påpeger nødvendigheden af “at finde hjem” og vinde en holdbar identitet. At skabe sammenhæng og balance i de historier, der knytter fortid og fremtid til det enkelte menneskes liv her og nu.

Henriette E. Møller serverer sin fortælling i en komposition, der får kronologien til at flimre, og der som et puslespil først lidt efter lidt antyder de afgørende sammenhænge for læseren. Fortællerstemmen er holdt i 3. person, men lægger sig meget tæt op ad de forskellige personers indre bevidsthedsstrømme. Samtidig skiftes ustandseligt mellem passager med dialogscener og indre monologer. Fortællerstilen rummer således både den alvidende og distancerede stemmeføring og den helt nære og indlevede vinkel.