henriette e møller
Foto: Morten Holtum / Gyldendal

Henriette E. Møller

cand.mag. Andreas Tonnesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
henriette e møller
Foto: Morten Holtum / Gyldendal
Main image
Møller, Henriette E.
Foto: Steen Wrem / POLFOTO

Indledning

Henriette E. Møller kredser i sine romaner om de usagte spændinger, der rumsterer i det enkelte menneskes indre univers. Der, hvor ønsker og drømme – og ikke mindst de hengemte og uforløste konflikter, der knytter sig til barndommen og familien – brydes med virkelighedens begrænsninger. Oplevelsen af døden og følelsen af tab er gennemgående tematikker, som igangsætter romanernes handlingsforløb og giver anledning til den bemærkelsesværdige sproglige bevidsthedsstrøm, der præger Henriette E. Møllers fortællinger. En sproglig bevidsthedsstrøm, der konstant bevæger sig mellem fortidens erindringer og fremtidens forhåbninger og skaber det sammensatte fortællermæssige her og nu. Indtil videre omfatter det unge forfatterskab de to romaner “Jelne” og “Kaiser”.

 

29327467

Blå bog

  • Født: 18. december 1976 i Randers.
  • Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen i 2002, Bachelor i Dansk og Kulturformidling ved Københavns universitet 2004, igangværende studier ved IT-universitetet.
  • Debut: Jelne, 2007.
  • Litteraturpriser: Årets Debutantpris 2007. Desuden tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2007 og Munch-Christensens Kulturlegat, 2007.
  • Seneste udgivelse: Danskerheld. Gyldendal, 2012. Roman.
Artikel type
voksne

Baggrund

“Hun læner sig ud ad det åbne vindue, det er Jelne, der læner sig ud ad det åbne vindue fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar. (…) Hun står med en kasse i hænderne, hun løfter den ud ad vinduet, kassen, hendes arme er strakt ud, hun vender den med bunden opad. Kassen bliver tømt. Det går hurtigt, det tager ikke mange sekunder, så ligger alle billederne på gaden, på sneen.”
“Jelne”, s. 5.

Henriette Elmstrøm Møller er født og opvokset i Randers, hvor hun sammen med sine tre søstre gik på den lokale kommuneskole, Nyvangskolen. Efter gymnasietiden på Randers Statsskole var Henriette E. Møller på Testrup højskole, hvorefter hun tog til London i en periode og arbejdede. Tilbage i Danmark begyndte hun at læse nordiske sprog og litteratur i Århus, men da hun i 2000 blev optaget på Forfatterskolen, flyttede hun til København. I 2002 afsluttede Møller sin uddannelse på Forfatterskolen og vendte tilbage til studierne og fik en bachelorgrad i dansk og kulturformidling ved Københavns Universitet. Fra 2006 har Henriette E. Møller arbejdet på at få en titel som cand.it. ved IT-universitetet, men efter modtagelsen af Kunstfondens treårige arbejdslegat er studierne foreløbigt lagt på hylden, og Møller arbejder som forfatter på fuldtid.

Selvom året 2007 var en rigtig succes for den unge forfatter, der fik mange roser for sin debut blandt anmeldere og samtidig modtog både priser og legater, så har Henriette E. Møller også oplevet perioder med modgang. Efter Forfatterskolen fik hun afslag fra flere forlag på et indsendt manuskript, og hun overvejede i en periode sågar at stoppe med at skrive. Trods tvivlen undervejs har Henriette E. Møller længe gået med en drøm om at blive forfatter: “Jeg har altid drømt om at blive forfatter. Jeg tror, at det kommer fra min mormor, som læste mange bøger og talte meget om forfattere. Jeg tænkte, at hvis jeg blev forfatter, ville hun blive stolt af mig. Jeg har også altid syntes, at sproget var et godt redskab. Jeg var den stille pige i skolen og skrev meget dagbog. På den måde kom jeg ud med ting, jeg ellers ikke fik sagt.” (Dorte Remar: “Der er så meget sprog til mig”, Interview i Kristeligt Dagblad, 2007-06-07).

Gennem ensomheden for at finde hjem

“Det hele forandres en smule for Jelne. Det er, som om hun ser alt i et andet lys, som om én har tændt en lampe over hende, og denne lampe nu kaster et klart lys over både hendes fortid og fremtid, og hun smiler, mens hun står under dette lys. Hun fortaber sig i visheden om morens ulykkelige og uplanlagte død og om denne store familie, det dukker op med smil hos hende, mens hun folder servietter i restauranten.”
Henriette E. Møller: “Jelne”, side 209-210.

Jelne ” er titlen på Henriette E. Møllers debutroman fra 2007, og det er også navnet på den 30-årige kvindelige hovedperson. I romanens start møder vi hende, hvor hun sidder utrøstelig og ser sit liv passere revy. Nærmere bestemt ser hun sit forhold gennem mange år til kæresten, Kasper, glide forbi, mens hun lader deres fælles fotos dale ned over en snedækket Nørrebrogade i København. Kasper har mødt en anden, og forholdet er gået i opløsning.

Med opløsningen af parforholdets trygge tosomhed og opbruddet af de vante rammer står den forladte Jelne helt alene og uden at vide, hvad hun skal gøre. Og romanens 30-årige hovedperson er vitterligt alene: Hendes far har hun aldrig kendt, hendes mor døde i en bilulykke, da hun var en lille pige, og også den morfar i Jylland, som hun efterfølgende voksede op hos, er død.

Følelsen af tab og ensomhed er så central for Henriette E. Møllers fortælling, at den som et emblem er mejslet ind i hovedfigurens kerne – nemlig i navnet Jelne. For faktisk hedder hun Jenny. Jelne er derimod morfarens sigende omskrivning af barnebarnet, der lige har mistet sin mor og nu skal til at bo hos ham: “Han ser på hende, og siger, det er så trist, at hun er jelne. Hun forstår, hvad han siger, hun siger, at hun ikke er alene, hun har jo ham. Vi har jo hinanden, morfar, det siger hun.” (“Jelne, side 60). Bruddet med kæresten får Jelne til at undersøge tidligere brud, og hun rejser tilbage til den kro på Møn, som udgjorde rammen om barndomsårene.

26599210

Tilbagevendt til kroen på Møn møder Jelne nogle af de personer, der stod hendes afdøde mor og hende selv nær, og selvom den 30-årige hovedperson forsøger at skjule sin identitet, begynder de store uforløste spørgsmål, der knytter sig til barndommen og til den fundamentale følelse af svigt og ensomhed, at presse sig på: Hvem var Jelnes far egentlig? Var morens bilulykke i virkeligheden et selvmord – og dermed det måske slemmeste svigt af alle?

Oplevelsen af døden og tabet og følelsen af svigt og ensomhed er en gennemgående tematik i Henriette E. Møllers debut. Men samtidig udfolder romanens fortælling sig som en positiv generobring af den personlige historie. Den påpeger nødvendigheden af “at finde hjem” og vinde en holdbar identitet. At skabe sammenhæng og balance i de historier, der knytter fortid og fremtid til det enkelte menneskes liv her og nu.

Henriette E. Møller serverer sin fortælling i en komposition, der får kronologien til at flimre, og der som et puslespil først lidt efter lidt antyder de afgørende sammenhænge for læseren. Fortællerstemmen er holdt i 3. person, men lægger sig meget tæt op ad de forskellige personers indre bevidsthedsstrømme. Samtidig skiftes ustandseligt mellem passager med dialogscener og indre monologer. Fortællerstilen rummer således både den alvidende og distancerede stemmeføring og den helt nære og indlevede vinkel.

Fortielsens svære arv

“De kan høre, at han er blevet endnu svagere. De sætter sig alle tre. At se sin mand dø. At sidde der og være magtesløs. At sidde der og tænke, at nu skal alt være sagt. Men det når man vel aldrig. Hun ville gerne have fortalt ham lidt mere, noget andet. Måske bare sandheden.”
Henriette E. Møller: “Kaiser”, side 122.

Henriette E. Møllers anden roman udkom i maj 2008 og har titlen “ Kaiser ”. Kaiser er navnet på den familie, hvis tre generationer af kvinder romanen kredser om. Romanen åbnes med, at de tre kvinder, den 87-årige Ebba, den 62-årige datter Agnete og barnebarnet Ida på 30, sidder rundt om den seng, hvor Ebbas ægtemand, den døende Albert Kaiser, ligger. Henriette E. Møller formår med denne scene endnu en gang at skrive den vanitas-tematik, der også i så udpræget grad kendetegnede debuten, helt ind under huden på læseren. Oplevelsen af den døende Albert i sengen hiver kvinderne ud af deres vante liv og sender deres tanker på flugt. Og romanen sætter rigtig i gang, da der i glidende overgange panoreres rundt mellem de tanker og erindringer, der knytter de tre generationer kvinder til hinanden og den døende mand i sengen.

Gennem erindringerne bevæger vi os tilbage til tiden under den tyske besættelse af Danmark. Den unge Ebba, en livsglad og eventyrlysten kvinde i starten af 20’erne, får ved besættelsens start arbejde på den tyskervenlige cafe “Mokka”, hvor hun møder den 30-årige tyske officer Thomas. De forelsker sig og indleder en affære, der er både yderst farlig og tabuiseret. Ebbas ægtemand Albert bliver samtidig involveret i modstandsbevægelsen og dedikerer sine aftener til trykningen af flyveblade og hemmelige sabotageaktioner. De to unge ægtefæller glider med andre ord fra hinanden, fordi de fortier så afgørende historier for hinanden og lader deres hemmeligheder vokse sig store og tunge. Da Albert en dag får nys om en forestående bombesprængning på cafe ”Mokka”, holder han med magt Ebba fra at tage af sted. Ved bombeeksplosionen omkommer Thomas, og Ebbas drømme om kærlighed og et nyt og eventyrligt liv er med ét sprængt til ukendelighed. Tilbage er kun de erindringer, der med tiden bliver mere og mere matte samt et ur med den elskedes navn. Men faktisk er der også en klar antydning af, at den tyske kærlighed i mere konkret forstand lever videre.

27229581

For selvom Ebba og Alberts ægteskab i mange år har været barnløst, så føder Ebba datteren Agnete et lille år efter Thomas’ død. Den tyske kærlighedshistorie siver ind i familien som en undertrykt længsel og nedarvet skyld – som den svære fortielse om familiens sande identitet. Og som et skæbnebeseglet mønster falder også datteren Agnete for en tysk mand og bliver offer for en kærlighed, der kun kan udleves halvt – halvt som en drøm om den store kærlighed og halvt som en lyssky affære, for den tyske mand har allerede en familie. Alligevel får de sammen datteren Ida, der dog ikke kender sin tyske far. Den 30-årige Ida, der for sit vedkommende er midt i en specialekrise og har rod i kærlighedslivet, tager således også del i den tunge familiære arv af undertrykt længsel og et uforløst forhold til faderfiguren.

Henriette E. Møller lader denne faderskabstematik spille med i romanens titel, der jo er familienavnet på den dødende Albert, men samtidig med sin tyske stavemåde antyder den hemmeligholdte, tyske faderskabsarv, som løber på tværs af familien.

Kompositionen og den sproglige stil i Henriette E. Møllers fortælling om familien Kaiser minder i høj grad om den, hun anvendte i debuten “Jelne” – i parentes bemærket skal det også nævnes, at Jelne rent faktisk optræder som bifigur i denne roman. Det kronologiske forløb er brudt op, og fra den indledende scene med de tre kvinder ved dødslejet panoreres der frem og tilbage mellem bedstemoderens, datterens og barnebarnets erindringer og historier. Fortællerstemmen er i tredje person, men beretter på en facon, der minder om den indre monolog, en fortsat flydende bevidsthedsstrøm fuld af sproglige gentagelsesstrukturer.

Perspektivering

I Henriette E. Møllers to romaner er det de kvindelige figurer og deres bevidstheder, der udgør fortællingernes rum. I romanen “Jelne” udnytter forfatteren dette rum til at beskrive den unge hovedpersons personlige søgen efter egen historie og identitet. I “Kaiser” er dette rum lagt mere kollektivt an og giver anledning til fortællingen om en families slægtskabshistorie. Møllers “Kaiser” kan således ses i sammenhæng med andre nyudkommende slægtskabsfortællinger som Kim Blæsbjergs “Rådhusklatreren” (2007), Jens Smærup Sørensens “Mærkedage” (2007) og Katrine Marie Guldagers “En plads i historien” (2008), der alle tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig og besættelsestiden.

Men det, der især har kendetegnet Henriette E. Møllers romaner indtil videre, er deres markante sproglige stil. Den særlige tredjepersonsfortæller, der mimer den fluktuerende bevidsthedsstrøm i romanfigurernes indre, mentale univers, er karakteristisk i begge romaner og giver klare mindelser om den klassisk modernistiske bevidsthedsstrøm-litteratur, som man finder den hos engelske Virginia Woolf . Henriette E. Møller har selv påpeget denne familiaritet og inspirationskilde på følgende måde: “Hendes [Virginia Woolfs] skrivestil flydende, abrupt og tankespringsmæssig kan jeg enormt godt lide. Hun har også en særlig alvidende fortællerstemme med et alvidende overblik, som har noget at sige og virker nærværende på en anden måde, end en jeg-fortæller kan gøre det.” (Dorte Remar: “Der er så meget sprog til mig”, Interview i Kristeligt Dagblad, 2007-06-07). Desuden nævner Henriette E. Møller danske Christina Hesselholdt og Hans Otto Jørgensen blandt sine litterære forbilleder.

Bibliografi

Bibliografi

Møller, Henriette E.:
Jelne. 2007. Roman.
Møller, Henriette E.:
Kaiser. 2008. Roman.
Møller, Henriette E.:
Danskerheld. Gyldendal, 2012. Roman.

Om forfatteren

Anmeldelser med videre

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Henriette E Møller

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Remar, Dorte: Der er så meget sprog til mig.
Interview i Kristeligt Dagblad, 2007-06-07.
Larsen, Jesper Stein: Nu er jeg forfatter.
Interview i Jyllands-Posten, 2007-12-14.