Henriette E. Møllers anden roman udkom i maj 2008 og har titlen “ Kaiser ”. Kaiser er navnet på den familie, hvis tre generationer af kvinder romanen kredser om. Romanen åbnes med, at de tre kvinder, den 87-årige Ebba, den 62-årige datter Agnete og barnebarnet Ida på 30, sidder rundt om den seng, hvor Ebbas ægtemand, den døende Albert Kaiser, ligger. Henriette E. Møller formår med denne scene endnu en gang at skrive den vanitas-tematik, der også i så udpræget grad kendetegnede debuten, helt ind under huden på læseren. Oplevelsen af den døende Albert i sengen hiver kvinderne ud af deres vante liv og sender deres tanker på flugt. Og romanen sætter rigtig i gang, da der i glidende overgange panoreres rundt mellem de tanker og erindringer, der knytter de tre generationer kvinder til hinanden og den døende mand i sengen.
Gennem erindringerne bevæger vi os tilbage til tiden under den tyske besættelse af Danmark. Den unge Ebba, en livsglad og eventyrlysten kvinde i starten af 20’erne, får ved besættelsens start arbejde på den tyskervenlige cafe “Mokka”, hvor hun møder den 30-årige tyske officer Thomas. De forelsker sig og indleder en affære, der er både yderst farlig og tabuiseret. Ebbas ægtemand Albert bliver samtidig involveret i modstandsbevægelsen og dedikerer sine aftener til trykningen af flyveblade og hemmelige sabotageaktioner. De to unge ægtefæller glider med andre ord fra hinanden, fordi de fortier så afgørende historier for hinanden og lader deres hemmeligheder vokse sig store og tunge. Da Albert en dag får nys om en forestående bombesprængning på cafe ”Mokka”, holder han med magt Ebba fra at tage af sted. Ved bombeeksplosionen omkommer Thomas, og Ebbas drømme om kærlighed og et nyt og eventyrligt liv er med ét sprængt til ukendelighed. Tilbage er kun de erindringer, der med tiden bliver mere og mere matte samt et ur med den elskedes navn. Men faktisk er der også en klar antydning af, at den tyske kærlighed i mere konkret forstand lever videre.
27229581
For selvom Ebba og Alberts ægteskab i mange år har været barnløst, så føder Ebba datteren Agnete et lille år efter Thomas’ død. Den tyske kærlighedshistorie siver ind i familien som en undertrykt længsel og nedarvet skyld – som den svære fortielse om familiens sande identitet. Og som et skæbnebeseglet mønster falder også datteren Agnete for en tysk mand og bliver offer for en kærlighed, der kun kan udleves halvt – halvt som en drøm om den store kærlighed og halvt som en lyssky affære, for den tyske mand har allerede en familie. Alligevel får de sammen datteren Ida, der dog ikke kender sin tyske far. Den 30-årige Ida, der for sit vedkommende er midt i en specialekrise og har rod i kærlighedslivet, tager således også del i den tunge familiære arv af undertrykt længsel og et uforløst forhold til faderfiguren.
Henriette E. Møller lader denne faderskabstematik spille med i romanens titel, der jo er familienavnet på den dødende Albert, men samtidig med sin tyske stavemåde antyder den hemmeligholdte, tyske faderskabsarv, som løber på tværs af familien.
Kompositionen og den sproglige stil i Henriette E. Møllers fortælling om familien Kaiser minder i høj grad om den, hun anvendte i debuten “Jelne” – i parentes bemærket skal det også nævnes, at Jelne rent faktisk optræder som bifigur i denne roman. Det kronologiske forløb er brudt op, og fra den indledende scene med de tre kvinder ved dødslejet panoreres der frem og tilbage mellem bedstemoderens, datterens og barnebarnets erindringer og historier. Fortællerstemmen er i tredje person, men beretter på en facon, der minder om den indre monolog, en fortsat flydende bevidsthedsstrøm fuld af sproglige gentagelsesstrukturer.