Martin Johs. Møllers biografiske ”Skuespilleren der forsvandt” fra 2010 er umiddelbart et portræt af Martin Johs. Møllers far, Troels Møller, via en serie monologer, hvorigennem den tidligere skuespiller skildrer sit liv gennem en række anekdoter. Hvor faren tidligere har indtalt andre menneskers historier, bruger han nu sin søn som loyalt talerør til at udrede sin egen historie.
Bogen handler imidlertid lige så meget om Troels Møller, som den handler om det at fortælle og om sandhedsbegrebet i tilbageskuende narrativer. Far Møller er stor i slaget, overdriver og forstår i den grad at bygge en fortælling op, så læseren og lytteren er underholdt fra første sætning. Den snigende deroute ligger og huserer nedenunder både den beretning, der udgår fra faren og dermed omhandler hans tidligere liv, og under den samling af anekdoter, som læseren med ”Skuespilleren der forsvandt” sidder med i hånden. Man engageres, man vil høre historien til ende, og man håber umådeligt på, at det ender godt det hele.
28456441
Og det er netop det, der synes som deroutens paradoks, når derouten ellers har så underholdende en fortæller som Troels Møller – at der, som Informations Kamilla Löfström skriver i sin omtale af ”Skuespilleren der forsvandt”: ”(…) er så meget liv i den selvdestruktives erfaringer og refleksioner.” (Kamilla Löfström: Guruen, skuespilleren, hans søn – men allermest skuespilleren. Information, 2010-12-09)
Romanens tre spor leder læseren mod stifteren af Den Fjerde Vej, den åndelige vejleder G.I. Gurdjieff, gennem adskillige samtaler mellem far og søn i en ældrebolig i Odense i 2009 og endelig de endegyldige og retrospektive punktummer, som Martins egne notater udgør. Notaterne tilbageviser nemlig adskillige detaljer i Troels Møllers fortælling og afslører en fabulerende og overdrivende fortæller med – i den grad – sans for narrative forløb, men også på sin vis uden respekt for de virkelige forløb. Og netop i den afsløring finder vi romanens anden tematik – det at fortælle. At man i erindringens form tilrettelægger begivenheder, så de passer ind i den overordnede fortælling og i det til tider fordrejede retrospektive lysindfald kan lære langt mere om en fortæller, end selve det fortalte giver udtryk for.