Martin Johs. Møller

Martin Johs. Møller er født i Odense i 1982 som søn af skuespilleren Troels Møller Pedersen. Udover at være forfatter er Martin Johs. Møller mag.art. i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet, nu bosat i København og litterær blogger på http://martinjm.blogspot.com. Her er det sidste blogindlæg dog fra slutningen af 2009. I 2008 startede Martin Johs. Møller skrivefællesskabet og forlaget 28/6 (http://forlaget286.blogspot.com) sammen med vennerne og kollegerne Sigurd Buch Kristensen og Rasmus Graff. Sammen skrev de den kollektive digtsamling ”De helvedes lambier ødelægger mine sandheder”, der udkom samme år, og som var en bearbejdet udgave af en blog skrevet under et ophold på Hald Hovedgaard. Hald Hovedgaard er et litterært mødested og kursuscenter, hvor forfattere og oversættere kan søge om og få refugium til at skrive.

Miljøet omkring Forfatterskolen, hvorfra både Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen og den litterære blogger Peter-Clement Woetmann er uddannede, er således omdrejningspunkt for mange af de kollektive projekter, som Martin Johs. Møller har udarbejdet. I 2009 skrev Martin Johs. Møller sammen med forfatterskoleeleven Christian Bjoljahn således den dokumentariske, transkriptionsbaserede roman ”Flytning”, der er en uredigeret bog om bl.a. det omdiskuterede autenticitetsbegreb, om litteraturteori og om mulighederne for at transskribere de samtaler, der foregår mellem de to forfattere.

Debutromanen som eneforfatter, ”Skuespilleren der forsvandt” fra 2010, er et parallelportræt af forfatterens far og den okkulte mystiker G.I. Gurdjieff og er en historie om forskellen mellem liv og fortalt liv, hvor sønnen Martins noter blandes med fortællingen om en levemands op- og nedture.

Martin Johs. Møller har desuden bidraget til en række tidsskrifter og andet med poesi, prosa, anmeldelser, oversættelser m.m., deriblandt Hvedekorn og Apparatur i Danmark, Vinduet og Vagant i Norge og amerikanske Scantily Clad Press og Textsound.org. Hans konferensspeciale omhandlede den politiske forfatterskolelitteratur i 00erne, og han er tilknyttet FGK (ForfatterGrundKursus) i Esbjerg som en del af holdet af skiftende undervisere.

Martin Johs. Møllers biografiske ”Skuespilleren der forsvandt” fra 2010 er umiddelbart et portræt af Martin Johs. Møllers far, Troels Møller, via en serie monologer, hvorigennem den tidligere skuespiller skildrer sit liv gennem en række anekdoter. Hvor faren tidligere har indtalt andre menneskers historier, bruger han nu sin søn som loyalt talerør til at udrede sin egen historie.

Bogen handler imidlertid lige så meget om Troels Møller, som den handler om det at fortælle og om sandhedsbegrebet i tilbageskuende narrativer. Far Møller er stor i slaget, overdriver og forstår i den grad at bygge en fortælling op, så læseren og lytteren er underholdt fra første sætning. Den snigende deroute ligger og huserer nedenunder både den beretning, der udgår fra faren og dermed omhandler hans tidligere liv, og under den samling af anekdoter, som læseren med ”Skuespilleren der forsvandt” sidder med i hånden. Man engageres, man vil høre historien til ende, og man håber umådeligt på, at det ender godt det hele.

28456441

Og det er netop det, der synes som deroutens paradoks, når derouten ellers har så underholdende en fortæller som Troels Møller – at der, som Informations Kamilla Löfström skriver i sin omtale af ”Skuespilleren der forsvandt”: ”(…) er så meget liv i den selvdestruktives erfaringer og refleksioner.” (Kamilla Löfström: Guruen, skuespilleren, hans søn – men allermest skuespilleren. Information, 2010-12-09)

Romanens tre spor leder læseren mod stifteren af Den Fjerde Vej, den åndelige vejleder G.I. Gurdjieff, gennem adskillige samtaler mellem far og søn i en ældrebolig i Odense i 2009 og endelig de endegyldige og retrospektive punktummer, som Martins egne notater udgør. Notaterne tilbageviser nemlig adskillige detaljer i Troels Møllers fortælling og afslører en fabulerende og overdrivende fortæller med – i den grad – sans for narrative forløb, men også på sin vis uden respekt for de virkelige forløb. Og netop i den afsløring finder vi romanens anden tematik – det at fortælle. At man i erindringens form tilrettelægger begivenheder, så de passer ind i den overordnede fortælling og i det til tider fordrejede retrospektive lysindfald kan lære langt mere om en fortæller, end selve det fortalte giver udtryk for.