Den klassiske sorte stofindbinding af Mette Moestrups digtsamling fra 2012, ”Dø, løgn, dø”, står i sin enkelthed i modsætning til det eksperimenterende og legende indhold, hvis associationsspring foregår i et hvirvlende tempo. Den mere end 160 sider lange digtsamling er inddelt i fem dele: ”Hvid mælk fra det onde bryst”, ”Meget lidt om Cleïs (Sapfos datter, eller hvad?)”, ”Ladies first”, ”Ansigter i ansigter I-X” og ”Sort trekant”. 2. del består af en slags biografi over den antikke digter Sapphos datter Cleïs, som muligvis har eksisteret, og om problemerne med at skrive en sådan biografi, mens femte del er et performativt langdigt, hvor alle jordens kvinder i sort tøj stilles op i en enorm trekant. De andre dele indeholder kortere digte.
Bogen er kendetegnet ved en række modstillinger mellem bl.a. sort og hvid, mand og kvinde – og farven hvid er et gennemgående motiv med alt fra sæd og modermælk til Snehvide, hvid støj, sne, knogler, måner og hvide kitler. Bogen er også kendetegnet ved ordassociationer, til tider også på flere sprog, og associationsrækker baseret på figurer, som når et rundt nul forvandles til et hul og et æg.
29335990
Et andet eksempel på Moestrups sprogbrug er brugen af homonymer, det vil sige ord, der lyder ens men betyder forskellige ting. Her om et zebraføl: ”Det skræmte livet af mit lille, indre…øh…føl! Jeg mener ikke bydemåde (…) Føl selv efter med lukkede øjne: Der er ingen forskel mellem striberne. Vel?” (s. 15).
Som tidligere i forfatterskabet handler det om krop, seksualitet og køn men også om mere eksistentielle kategorier som kærlighed og død. Oplevelsen af, at vi som mennesker er kropsligt forbundne, tematiseres i et af samlingens mere beskrivende digte, der handler om en kvindes fald ud af vinduet fra fjerde sal: ”da min krop ilede til/ en anden kvindes fald/ som mælken løber til/ når en fremmed spæd græder/ var det ikke et valg” (s. 31). Det bliver en intuitiv og kropslig reaktion at række ud og hjælpe. Vi vil hinanden som mennesker og er alle sårbare: ”udsatheden er i det mindste fælles” (s. 34).
I et andet digt ses en tydelig intertekstuel reference til Inger Christensens ”Sommerfugledalen”, dets skildring af en dal med sommerfugle og tematisering af døden. I Moestrups digt bruges det tyske ord for død, Tod: ”Hvad betyder det for sommerfuglen/at jeg kalder den for zanimo i nat nat i/ de stiger op/ op stiger de/ Tod op op Tod” (s. 58).