Introduktion

Efter i mange år at have rejst rundt i forskellige dele af verden begyndte Jan Mogensen i begyndelsen af 1980´erne at tegne og skrive for børn, de første år sideløbende med arbejdet som malermester, senere som heltidsbeskæftigelse.

Han har altid gerne villet være illustrator, og på det tidspunkt, hvor han selv havde små børn, blev han opmærksom på, at der manglede et alternativ til den socialrealisme, der dengang kendetegnede stort set alle nye udgivelser indenfor børnelitteraturen også for de mindste børn. At præsentere børn for det alternativ mente han var så vigtigt, at det satte ham selv igang som forfatter og illustrator.

Siden da er det blevet til godt 30 bøger, og han er en af de danske forfattere, der i statistikken for 1990´ernes første år figurerer med flest oversatte titler.

Hvad er det da for kvaliteter, der karakteriserer hans bøger, som dengang gjorde dem alternative og som idag, hvor fantasien igen har sin egen ret, gør dem til tidløse klassikere med succes også i udlandet?

En del af svaret ligger i det særlige forhold mellem fantasi og virkelighed i Jan Mogensens univers. De bøger, hvor Jan Mogensen står for både tekst og illustration, afspejler alle en virkelighed, der stikker dybere end den alment vedtagne håndgribelige. Den virkelighed, hans bøger refererer til, omfatter også de dybere følelsesmæssige og intuitive lag, der er uafhængige af tid og sted. De lag, hvor alt kan have sjæl og personlighed, og hvor eventyret er den mest realistiske fortælling.