"Den form for virkelighedsopfattelse, hvor virkeligheden ikke har nogen egenskaber eller noget liv - her står et træ - her er ingen slinger i valsen - det er ren fantasi for mig. At dukker går, ok, det er ikke rigtigt, men jeg føler slet ikke det er fantasi. Det er en naturlig forlængelse af virkeligheden. Det er bare, at virkeligheden bliver lidt større."
At børn har en naturlig forståelse for den virkelighedsopfattelse, skyldes iflg. Jan Mogensen, at "de er i meget bedre kontakt med virkeligheden end voksne. De voksne er faktisk blevet ofre for en frygtelig masse fantasi. De går rundt i en stor by og siger, at de er i verden, og det er sådan en kasse, hvor de går indeni, men i virkeligheden går de jo altså rundt på en rund bold, som svæver rundt i verdensrummet med rasende fart rundt om en glødende kugle, og der er millioner af andre bolde, der hænger derude. Og hvis det ikke er det mærkeligste, der findes! Hvordan kan man så bilde sig ind, at man bor i en by? Hver gang man træder ud af døren, træder man lige ud i verdensrummet. Det er virkelighed for mig. Det andet - det er fantasi!"