Bodil Molichs streg er meget varieret, men hendes univers er grundlæggende et rart sted, hvor detaljen indbyder til nærstudering. Der er tale om en magisk overvirkelighed, hvor drøm og virkelighed smelter sammen. Illustrationerne er farverige, og universet er åbent, naturverdenen, tingsverdenen, dyrene og menneskene synes alle lige.
Dyrene danser, læser bøger og går med rollator, mens kaffekander og papirblokke får ansigter og ben at gå på. Hver en lille figur tilfører illustrationerne et udtryk, der i sig selv hver især er en lille historie.
Selv de sørgmodige og triste illustrationer er tilført en vis varme. De onde er oftest tilført en vis humoristisk grimhed. Bodil Molich arbejder meget med det negative rum i tegningen, hvilket er med til at understrege følelsen af, at man træder ind i et andet univers. Samtidig udfordrer det øjet til selv at forestille sig, hvad der ligger bag den afdækkende del af tegningen. Hvor illustrationen stopper, sættes fantasien i gang.
Bodil Molich lytter efter tonen i teksten, når hun illustrerer, derfor ser hun ikke den store forskel på at tegne til børn eller voksne. Følges tonen i teksten, rammer man også det rette alderstrin, erfarer hun.