Johannes Møllehave har et yderst omfattende forfatterskab bag sig, der tæller mere end hundrede bøger i adskillige genrer. Han har blandt andet skrevet børnebøger, erindringsbøger, romaner, samtalebøger, kronikker, sangtekster og revyer. Af den grund er hans litterære stil ikke entydig eller til at sætte i én bås.
Gennemgående i hans forfatterskab er dog humoren og et oftest fritflydende og underfundigt sprog. Forfatteren forklarer, hvorfor humoren er afgørende for ham i sit virke som forfatter såvel som foredragsholder: ”Humor betyder meget for mig, og ingen dag er så fuldkommen spildt som den, hvor vi ikke lo. Når du går ind for at skulle tale for en forsamling, skal du sørge for at få dem til at grine, før der er gået to minutter, for så kan de lide dig. Men du kan ikke sætte humorens sejl, uden at du har alvorens køl,” fortæller han (Carsten Andersen: Uden publikum visner han. Politiken, 2013-10-19).
Netop balancen mellem humor og alvor er kendetegnende for hans forfatterskab. For selvom humoren løber som et hovedtema i Johannes Møllehaves tekster på tværs af genrer, er det altid med alvoren i hælene. Når han i ”Fredes fobi” fortæller om klovnefobi gennem humoristiske rim og sjove streger, lurer den alvorstunge angst samtidig under overfladen. Eller når han i ”På myrens fodsti” erindrer med humoristisk refleksion, at han som barn knuste en glasflaske på en mark med køer, fornægter alvoren i situationen sig ikke. Det er eksistentielle temaer som kærlighed og smerte, glæde og sorg, skyld og uskyld, som afsøges og afdækkes i de forskellige historier og formater.
Da Johannes Møllehave er opvokset med Bibelen og selv er uddannet præst, kan det virke oplagt at læse hans tekster i en religiøs kontekst. Selv siger han, at: ”De fleste af mine egne fortællinger kan læses ind i bibelfortællingen, men jeg bruger ikke Bibelen som en lovbog, men mere som en trøst.” (Carsten Andersen: Uden publikum visner han. Politiken, 2013-10-19).